Min datter havde først fortalt vikaren det og dernæst sin matematik lærer: At hendes forældre havde været oppe og skændes og nu var hun bange for at de skulle skilles.

Nu fortalte hun så os – forældrene – at hun havde fortalt det til lærerne.
Ingen af os behøvede at spørge hvilken situation hun havde fortalt om. Vi vidste godt begge to hvilket skænderi hun talte om: Et skænderi en aften om hvem der skulle blive hjemme dagen efter med syge børn. Det var et skænderi som bundede i frustration over at livet ikke bare glider ubesværet og at vi nogle gange må tilsidesætte det vi helst vil for noget andet.

Så vi talte med hende om situationen og om at vi ikke skulle skilles fordi vi havde haft et skænderi. Vi talte med hende om at voksne kan skændes – ligesom børn. Men ligesom hun kan skændes med sine veninder og være mega uvenner…og så lege sammen dagen efter, kan voksne også godt skændes men stadig være venner, kæreste, ægtefæller.

For vi må ikke tro at de ikke opdager at vi skændes.

Vi må ikke tro at de ikke opdager hvis vi voksne mistrives.

Vi må ikke bilde os selv ind at vi kan leve et liv på overfladen (og måske blive sammen for børnenes skyld) og slippe af sted med det.

For de ser det – vores børn!

De ser lige igennem vores facade, vores skjold, vores panser som vi kæmper for at holde oppe fordi vi tror at det beskytter os.

Nogle tror sågar det beskytter deres børn også.

Det gør det ikke.

Fordi de kan se lige igennem løgnen, bliver de usikre på hvad vi virkelig føler og mener.

Det smitter af på dem og de bliver usikre på hvad deres egne følelser betyder når de mærker dem fordi mor og far ikke er ærlige om deres.

Om ikke andet, så skylder vi vores børn at leve et ærligt liv. Det kan da godt gøre naller og tage årelang øvelse. Men jeg er glad for at jeg ikke var bange den dag min datter spurgte om vores skænderi og om hvorvidt vi skulle skilles.

Selvfølgelig skal min mand og jeg ikke bare gi den gas og skændes så taget løfter hver gang vi føler for det – så skal vi hellere blive skilt, hvis det kommer så vidt. Men vi vil da hellere lære vores børn at gebærde sig i disse situationer end at lyve om dem.

Måske kunne vores børn blive voksne som faktisk gerne ville have et parforhold som deres forældre har

Jeg har skrevet bloggen i dag fordi jeg læste nedenstående debatindlæg i går og er så fræk at gengive det helt fordi alle ikke har abonnement på Politiken. Det er spot on det Christiane Meulengracht skriver – hvis I spørger mig. ª

Familieterapeut: Det skete igen i fredags. I den hvide sofa overfor mig sad et par, som i dén grad havde ondt i kærligheden

Børn tager ikke skade af, at deres forældre har konflikter. De bliver skadet af måden, som vi håndterer konflikterne på.
De var højeffektive familie-projektledere med små børn, men lidenskaben, passionen og dybden i relationen var væk. Den tilstand havde parforholdet været i i 5 lange år.
Som så mange andre velmenende forældre ville de beskytte børnene mod den dårlige stemning og det potentielt forestående brud.
‘Børnene mærker ikke noget’. ‘De har det fint’. ‘Vi skændes ikke foran dem’, sagde de.

Men forældre: Hold nu op med at bedrage jer selv. Jeres børn har det lige så godt eller skidt, som I, de voksne, har det.
Hvis du ikke oplever, at dit hjem og din base fylder dig op og er et glædesfyldt sted for jer at være i hverdagen, er det ret svært at forestille sig, at børnene har det sådan. Forskellen er, at de er så små, at de ikke ved, at det kan være anderledes.

Kig på dit parforhold. Er det et parforhold som dit, som du ønsker for dine børn? Hvis svaret er nej, inviterer jeg dig til gøre noget ved det.
Det er kun i hjemmet, at vi lærer, hvordan kærlighed og et parforhold ser ud på indersiden. Det er der, vi ser, hvordan man er kærester og forældre.
Som voksne kan vi vælge at arbejde med de indgroede, ubevidste mønstre, som vi har med hjemmefra, men som ikke gavner os længere. Det kræver dog, at vi opdager dem og gør os bevidste om, hvad der kører med os. De fleste af os opdager dem aldrig, og der er en overhængende sandsynlighed for, at vi ender med at ligne vores egne forældre. Det gælder også den måde, som vi håndterer kriser og konflikter på. Vi kan ikke lære vores børn noget, vi ikke selv mestrer.

Til dato har jeg kun mødt én person, der beundrede den måde, som hans forældre var kærester på. De fleste, jeg møder, drømmer om en anden måde at leve i en intim relation med en livsledsager på.
Børn har en hårfin bullshit-detektor. De kan godt gennemskue, når vi lader som om, at alt er ok, mens vi indeni er ved at krølle sammen af raseri eller følelsen af magtesløshed og svigt. Børn kan sjældent sætte ord på det for den slags ordforråd lærer vi som regel først som voksne langt op i tyverne.
Samtidig samarbejder børn. Vi er alle født med to modsatrettede instinktive drifter eller overlevelsesmekanismer. Integritet, som er vigtig at opbygge for at udvikle en stærk selvfølelse og kunne mærke vores grænser.
De voksne er rollemodeller. Når vi siger noget og udstråler noget andet, bliver vi ikke kun utroværdige, vi lægger også forhindringer ud, for at barnet kan skabe sin egen identitet og hvile i sig. Det koster på nærværet og i vores relation.

Den anden drift er samarbejde. Som babyer er vi afhængige af, at der er nogen, der beskytter os, varmer os og fodrer os. Derfor er vi snedigt indrettet med en genial evne til at tilpasse os den flok, vi er født ind i.

Når vi forstiller os og lader som om, at alt er i orden, når det ikke er, er det blot en måde, hvorpå vi lærer børnene at oversamarbejde. Det kan virke smart. Børn er jo nemmere at have med at gøre, når de er artige. Men det kan have fatale konsekvenser på sigt. For mennesker, der er vokset op med en veltrænet evne til at oversamarbejde, har ofte lavt selvværd, har svært ved at sætte grænser og derfor større tendens til stress, depression og mentale lidelser.

Jeg siger ikke, at vi skal tage alle konflikter for fuld udblæsning uden hensyn til børnene.
Men vi kan lære vores børn, hvordan de kan håndtere konflikter og kriser på en sund måde. Det vil sige, hvor vi er tro mod den, vi er og ærlige omkring vores holdninger, mens vi samtidig er i respekt over for andre.
Det er, når vi tager ejerskab og ansvar for vores egne følelser og adfærd, og dermed ikke længere brug for at tillægge andre skyld for den følelsesmæssige smerte vi måtte opleve, at vi er tydelige og i integritet.
Og det er svært, nærmest umuligt, at være udadtil, hvis man ikke er det indadtil.