”Er du ok?” var jeg lige ved at skrive og spørge en veninde i går.

Hun havde slået sig og var på skadestuen. Men jeg kom lige fra det et øjeblik og derfor kom jeg også til at tænke en ekstra gang over min formulering: ”Er du ok?”

Det vidste jeg jo godt hun ikke var. Hun havde slået sig og så er man jo ikke ok. Men vi bruger den sætning alligevel hele tiden når folk er kede af det.

Det er jo, når man tænker nærmere efter, en fuldkommen åndssvag sætning at bruge når folk er kede af det for de er jo netop IKKE ok og det er jo derfor man spørger til dem. Hvorfor siger vi ikke:”Puh, jeg kan se/høre/mærke du ikke er ok”.

Jeg tror vi bruger sætningen til at give os selv lov til at slippe væk fra noget vi ikke kan fixe. Når jeg tænker over det, bruger jeg nok mest sætningen i situationer hvor jeg ikke kan gøre noget for det andet menneske, fordi situationen er uden for min kontrol eller også fordi jeg ganske enkelt ikke har tid til at være der for den anden. Så spørger jeg ”Er du ok?” og så svarer den anden ”Ja, jeg er ok”.

Det der i virkeligheden spørges om og svares på er: Jeg siger: ”Jeg har ikke mulighed for at tage mig af dig og din smerte. Jeg kan ikke fixe den. Det synes jeg er vældig ubehageligt, så nu skal du give mig tilladelse til at jeg godt må gå væk”.

Den anden svarer: ”Jeg er forfærdelig ked af det lige nu, men jeg accepterer at du ikke kan være der for mig. Jeg sætter dig fri og prøver at finde ud af det selv. Du skal ikke have dårlig samvittighed”

Jeg vil eliminere ”Er du ok” fra min sætnings-pose og i stedet øve mig i bare at være der 100% et øjeblik eller hvor lang tid jeg nu føler er nødvendigt eller hvad jeg selv kan magte i situationen. Så i går skrev jeg til veninden: ”Du er ikke ok?” For det var hun jo ikke.

Som Gulddreng synger: Er du okay eller er du ked af det?For det’ okay at være ked af det