Jeg overvejer at rykke min morgen-gå-tur med hunden til den time fra mine børn står op til de går i skole:-)

Med en pre-teen og full-blown teenager i huset er der bombefare mellem 6.45 og 7.45 hjemme hos os.

De kommer sjoskende ud med deres mobil i hånden og kan ikke magte at smøre en madpakke. De synes ikke om morgenmadstilbuddene i etablissementet og det er en anstrengelse uden lige at tage sin tallerken ud bagefter og sætte i opvaskemaskinen. Så når man nu er i gang, kan man jo lige så godt fortsætte med at skændes med sin søster/bror over hvem der trykker forkert på tandpastaen (ja, det starter allerede der) eller vende øjne af sin mor fordi man ikke må gå med ankelsokker i november bare fordi man har lidt ondt i halsen eller klage over at man ikke må have alle sine skoleting + madpakke + drikkedunk i et lille bitte lalaberlin-net bare fordi man har lidt ondt i skuldre og nakke.

Så jeg udtænker flugtruter.

For jeg er bedre til at rumme ævl og bavl når jeg har fået øjne og et par kopper kaffe.

For rummes skal de jo i den svære overgangstid fra barn til voksen. Men rummes skal vi jo for pokker alle sammen. Når vi har svære dage, når det er mandag morgen i november og det blæser udenfor. Når man har det svært, når det er bare er surt og man kommer til at rive hovedet af alle omkring sig.

Vi har alle gode og dårlige dage og det er vigtigt at vi bliver elsket på dem alle.

Ingen af os er perfekte, ingen af os er lutter smil 24/7 – alle har dage, perioder, minutter man gerne vil flygte fra.

Så jeg flygter ikke. Jeg bliver og prøver at stå fast i vinden med fødderne plantet i en bevidsthed om at det er ok og at mine børn jo ikke mener det personligt – det roder bare gevaldigt i deres hjerner. Det prøver jeg også at huske med andre voksne som har et melt-down der går ud over mig. Nogle gange kan jeg rumme det, andre gange er jeg nødt til at gå tur med hunden. Nogle gange siger jeg selv sure ting jeg fortryder bagefter.

For jeg er heller ikke perfekt. Jeg fejler også. Mine følelser løber også af med mig. Jeg får også vrisset af andre uden at de har noget med mit humør at gøre. Men jeg kan mærke at det betyder noget når andre kan rumme mig når jeg er allerværst – så jeg gør mit bedste overfor mine mugne børn…jeg prøver at lade hundesnoren ligge indtil de er taget i skole.

God mandag:-)