Generelt er mit psykopatfilter ret dårligt

“Generelt er mit psykopatfilter ret dårligt”.

Sagde en kvinde i radioen her til morgen.

Jeg er enig – mit er også dårligt. Ligeledes fungerer min narcissistradar langt fra optimalt.

Og jeg ved jeg ikke er den eneste der har det sådan.
Gennem de sidste 8 år har jeg nærstuderet min og andre menneskers personlige sår og skygger. Skygger er de sider af os selv vi ikke tør/kan/vil stå ved af mange forskellige årsager. Det kan både være mørke skygger som vrede og egoisme og lyse skygger som sexet og klog.

Jeg finder at grunden til at narcissister og psykopater har så let spil i vores verden skyldes vores sår og vores skygger. (Grunden til at narcissister og psykopater er som de er, er en hel anden bog som andre kan skrive bedre end jeg)

Hvorfor får narcissister og psykopater lov at styre manges verden? Hvorfor får narcissistiske forældre og psykopatiske chefer lov til at få så meget indflydelse på menneskers gøren og laden?

Fordi vi er opdraget til det.

Ikke nødvendigvis fordi vi selv har narcissister og psykopater som forældre, men fordi samfundets normer fordrer det. Børn skal opføre sig ordentligt og gøre som de voksne siger (også selvom den voksne er helt i skoven). Børn skal indrette sig efter de voksnes regler. Både i hjemmet og i skolen. Hvis de afviger, hvis de ikke er ”normale”, hvis de ikke passer ind i den stereotype kasse, så får de bøvl og nogen får tæsk.

Et lille simpelt eksempel: En morgen gik jeg tur med en veninde. Klokken var ca. 8. Vi møder en lille pige med sin mor i det vi kommer forbi et pizzeria som selvfølgelig er lukket på det tidspunkt. Pigen siger ”ih mor, skal vi ikke have pizza til morgenmad nu?”.
Moren kiggede venligt på sin datter og sagde: ”Nej, man kan ikke spise pizza til morgenmad”. Jeg ved ikke om moren var narcissist eller psykopat. Lige her var hun bare en almindelig mor som udstak almindelige regler. Men hvem er det der siger at man ikke kan spise pizza til morgenmad?

Pigen her lærer i dette sekund at hendes behov er forkerte. Det er forkert at ønske sig pizza til morgenmad. Børn vil gøre alt for at blive elsket af deres forældre. Det er har jeg set gennem hele livet: Fuldkommen vanvittigt hvad børn – selv voksne børn – vil gøre for at blive elsket af deres forældre. Så pigen pakker sit pizzabehov langt væk og retter ind.

Sådan foregår det i en uendelighed mens vi er små og unge: Vi har nogle umiddelbare behov som ikke passer ind i den setting vi vokser op i. I skolen, i hjemmet, i familien, i lokalområdet osv. Mange af disse behov kan ikke imødekommes fordi de voksne forskrækkes ved ”det at være anderledes” og således skammes de ud og de pakkes væk – helt ned i den dybeste skuffe i sjælen.

Men de forsvinder ikke.

De ligger som et tungt sort lag af tjære over ens liv. Et liv som består i at man hele tiden skal gøre alle de andre tilfredse fordi ens egne behov er forkerte.

Man kan slet ikke mærke sig selv.

Man kan til gengæld mærke hvordan de andre har det for det har man øvet sig på hele sit liv så man kunne skynde sig at passe ind og ikke få skænd og skyld.

Et slaraffenland for narcissister og psykopater.

Meget kort lister jeg her nogle træk for disse personligheder:

9 narcissismetræk (fra ”Bli’r jeg nogensinde god nok)

1. En grandios fornemmelse af at være et betydningsfuldt menneske
2. Optaget af drømme om ubegrænset succes, magt, genialitet, skønhed eller ideel kærlighed
3. Tror på at han/hun er særlig og det er kun særlig højstatus mennesker som forstår
4. Kræver overdreven beundring
5. Gør krav på særlige rettigheder/favorabel behandling
6. Udnytter andre mennesker
7. Mangler empati
8. Er ofte misundelig på andre eller tror andre er misundelig på ham/hende
9. Udviser arrogance, hovmodig opførsel eller gør sig til

11 tegn på psykopati (fra Netdoktor)

1. Vil gerne dominere og kontrollere situationer og mennesker
2. Har ofte urealistisk høje tanker om sig selv og sine evner
3. Føler ingen empati over for andre mennesker
4. Skaber ofte splid, bagtaler og lyver
5. Har ingen respekt for sociale normer
6. Har en svækket evne til at fastholde forbindelser med andre mennesker.
7. Har en lav frustrations- og aggressionstærskel og kan blive voldelig
8. Mangler evne til at lade sig påvirke af erfaringer, inklusiv straf
9. Tendens til at bortforklare, fralægge sig skyld og projicere dette ud i omgivelserne
10. Mangler ansvarsfølelse og respekt for sociale normer eller forpligtelser.
11. Er ude af stand til at føle skyld eller til at lære af erfaringer eller straf.

Som du måske kan se fra listerne, har narcisister og psykopater en formidabel evne til at lugte et nemt offer på 100 km afstand.

Og offeret har sjældent styrken til at slippe væk for han/hun har lært at hendes behov ikke gælder eller at hans/hendes meninger er forkerte eller ganske simpelt at hans/hendes følelser ikke duer.
Derfor tiltrækkes ofrene endda ofte af disse kontrollerende individer. Fordi de har brug for en til at fortælle dem hvordan de har det.

Så what to do?

Denne blog handler ikke om at fixe narcisister og psykopater. Denne blog handler om at få psykopatfilteret og narcissistradaren til at virke igen. De har helt sikkert virket da vi var helt små. Og det kan de komme til igen.

Vi skal afdække vores skygger.
Vi skal turde tale om vores skam.
Vi skal pleje vores sår så de kan hele.

Det er skide hårdt så vi skal have hjælp. Kærlig hjælp.

Men vi skal gøre det fordi vi så kan blive hele mennesker med alt hvad det indebærer af upassende behov, farlige følelser, larmende opførsel, intense længsler og u-udlevet liv.

Vi kan starte med at spise pizza til morgenmad.

(Mere inspiration/læsning her: Inspiration)