”Når jeg flytter hjemmefra, kan jeg stå op midt om natten og lave røræg, hvis jeg har lyst” Det var min definition af frihed da jeg var 20 år og flyttede hjemmefra. 😂

En meget beskeden definition tænker jeg i dag, men dét at jeg kunne gøre hvad jeg ville på alle tidspunkter af døgnet uden at skulle tage hensyn til nogen var meget stort for mig.

Men det er jo en af fordelene ved at blive voksen:
At man kan bestemme selv.

Det kan være befriende og det kan være angstprovokerende.

En af de ting man nu selv 100% bestemmer, når man sådan flytter sine pakkenelliker ud af barndomshjemmet, er hvem man vil omgås. Og ja, du bestemmer selv – og selvom du nogle gange føler du ikke har et valg.

Når jeg hører mig selv sige ”jamen jeg har jo ikke noget valg”, så må jeg gribe indad og huske mig selv på at: Jo, jeg har et valg, men der følger konsekvenser af alle valg og ikke alle konsekvenser er rare!

Vi kan selv vælge hvilke relationer vi ønsker at have i vid udstrækning for naturligvis bestemmer vi ikke over dem i den anden ende. Du kan ikke tvinge en person til at elske dig bare fordi du synes det ville være en god ide. Men trediepart bestemmer ikke over dine relationer (og her ignorerer jeg fuldstændig delen hvor kvinder bliver giftet væk – det er en anden blog, en anden debat).

Så når du øffer over at du igen skal til julefrokost hos sure tante Oda eller ikke gider til fødselsdag hos din kedelige veninde som har kedelige venner – så husk du selv vælger dem til.

Det kan godt være du engang var tvunget af dine forældre til at besøge tante Oda og kysse hende snerpede mund eller at din klasselærer tvang dig til at lege med Katrine, men du er voksen nu og bestemmer selv.

Du bestemmer desværre ikke at du kan slippe for bøvlet fra dine forældre ved pludselig at nægte at deltage i julefrokosten. Du kan heller ikke kontrollere at Katrine ikke bliver dybt såret når du erkender at du ikke har lyst til at se hende længere. Det kan være nogle af de konsekvenser der får os til at føle at vi ikke har andet valg end at kysse tante Oda og hænge ud med Katrine.

Jeg har taget nogle valg om nogle relationer som jeg ikke følte var gode for mig. Det har medført megen kritik og fordømmelse fra andre samt ultimatummer og trusler om social udelukkelse fordi jeg ”ikke makkede ret”.

På de tidspunkter hvor det var allerværst kunne jeg godt føle jeg ikke havde noget valg fordi det var så hårdt at stå midt i konsekvenserne af mit valg. Men jeg vidste at jeg havde gjort hvad der var rigtigt for mig på den lange bane og heldigvis havde jeg en backing group som støttede mig.

Så når du nu sidder og kigger på mails og sms’er der indeholder invitationer til juletamtam eller påbud fra din mor om årets julefrokost hos onkel Ole, så gør hvad du har lyst til: Deltag eller lad være🧐

Men hvis du tager til onkel Ole eller juletamtam hos din gymnasieveninde, så gør det helhjertet og fordi du har lyst💃🕺

Og hvis du vælger at sige nej tak, så husk at folk nok bliver sure, men du må godt sige nej tak hvis du ikke har lyst.

Jeg fik aldrig lavet røræg kl 3 om natten, men efter jeg var flyttet hjemmefra sagde jeg nej tak til en fødselsdag hos en tante og tog til fest med vennerne i stedet for. Det var ret stort💪

Hvad ville du ønske du havde mod til at vælge?