”Hvad kan jeg gøre ved et irriterende barn i min søns legegruppe?” spurgte en bekendt mig her den anden dag.

”Nok ikke så meget da du ikke er hans mor eller far” svarede jeg.

Vi voksne kender det alle sammen – og jeg mener alle sammen – at der er mennesker derude der irriterer os. De er forkerte i vores øjne. De synes noget forkert og opfører sig forkert efter vores smag. Så vi prøver at fixe de andre voksne. At få dem til at gøre som vi selv synes er rigtigt.

Det virker bare aldrig. For de synes ikke selv de er forkerte. Det er dødirriterende for os selv fordi de andre bliver ved med at opføre sig irriterende. Det er også dødirriterende for de andre for de synes vi er dødirriterende og forkerte.

Jeg har i årevis talt med en veninde, som har børn på samme alder som mine, om et fast emne: Vi skal lære vores børn at være i en verden hvor der er forskellige mennesker og opførsler.

Vi skal lære vores børn at navigere i det for vi kan ikke modellere andre mennesker i vores billede. Vi skal lære vores børn at sige til og fra. Vi skal støtte dem i at finde deres egne værdier (for nej de skal ikke bare automatisk videreføre familiens værdier uden at stille spørgsmålstegn ved om det er noget for dem). Vi skal lære dem om rummelighed og tolerance. Vi skal hjælpe dem med at stå fast i modgang og komme op på den berømte hest igen når de er faldet af. Vi skal vise, ved at foregå med gode eksempler, at man kan være uenige om ting uden at det betyder uvenskab eller vold. Vi skal træne god dialog med dem og trække vejret dybt 18 millioner gange om dagen især i teenagealderen😅

Og så skal vi lære dem at lytte til andre og se tingene fra andres sider. Rent hjernemæssigt skal de dog være ret store for de til fulde kan magte den sidste del, men de kan sagtens øve sig i det små fra 4-5 års alderen.

Naturligvis skal vi voksne gribe ind hvis børn er ondskabsfulde overfor hinanden. Vi må tale med forældre eller skolen hvis en opførsel er over vores grænse. Men vi kan ikke forvente at modparten er enig.

Det er svært at sidde i situationer hvor man som forældre oplever at andre børn overskrider grænser for hvad man selv synes er ordentlig opførsel. Vi kan bare ikke fixe andre menneskers børn.

Og det bliver bestemt ikke bedre af at tage en rask ”svine-til-runde” over middagsmaden hvor alle tager en tur med at rakke ned på barnet, forældrene og skolen.

For vi har ikke hver især patent på sandhed og rigtigt/forkert. Og vi kender sjældent hele historien bag andre menneskers opførsel.

Vi skal lære vores børn at finde rundt i svære relationer og situationer uden at ty til skældsord eller vold.

Det kræver tid og is i maven for ens hjerte går lidt i stykker hver gang ens barn bliver ked af det fordi en anden har gjort det ondt😢

Tænk hvis vi alle mødte forståelse og rummelighed på vores vej i stedet for fordømmelse og kritik🥰