”Jeg sætter min hat som jeg vil” men i øjeblikket sætter nogle af os både sin egen og andres hatte på spil.

Hvorfor er det så svært for os mennesker at indordne os under andres anbefalinger/råd/vejledninger/regler/love?

Jeg opdagede for nylig hvorfor jeg kan reagere Rasmus Modsat: Grundet min helbredssituation, er jeg blevet anbefalet en meget sund livsstil af kardiologer på Riget og reumatologer på Glostrup.
I 20 år har mit hoved været fyldt med ”det må du ikke spise” og ”husk du skal træne” og indsatsen har svinget. Nogle dage/uger/måneder er det gået som smurt, andre knap så godt.

Jeg var ærlig talt for nylig ved at kaste op over ALTID at skulle tænke på at spise sundt og træne. Så jeg klagede min nød og en sagde til mig: ”Det bestemmer du jo selv”. Og så viste hun mig en TED Talk som handlede om vores frie valg mht kost.
Der faldt tiøren – efter 20 år!

Jeg ved det kan lyde skørt og du sidder måske og tænker: ”Er hun snotdum – selvfølgelig bestemmer hun selv det” Men jeg havde ikke set det. Jeg havde kun en følelse af at lægerne havde bestemt hvordan jeg skulle leve og taget min frihed fra mig.

Men sandheden er jo at lægerne kun har anbefalet hvad de synes jeg skal gøre. De har i øvrigt også sagt at jeg skal tage min kolesterolmedicin så der kan blive plads til andet end broccoli og kyllin😉

Jeg vælger selv hvordan min kost skal se ud. Jeg bestemmer selv hvor meget jeg vil træne. Jeg vælger selv hvordan jeg vil have det i dag og om 20 år. Jeg kan sætte mig ned i dag og aldrig bevæge mig igen. Jeg kan spise fløde til jeg brækker mig og dele en flaske hvidvin med mig selv til frokost hvis jeg vil. Det bestemmer jeg selv.

Alle valg har konsekvenser og mine ligeså. Så min familie og venner ville nok trække sig lidt hvis jeg var snaldret døgnet rundt på sofaen derhjemme😉
Jeg ville nok dø tidligere end forventet eller tilbringe mine sidste år med sygdomme og skavanker som gjorde livet temmelig trist. Men jeg bestemmer selv.

Det gælder også med myndighedernes anbefalinger for at nedsætte smittefare: Du vælger selv om du vil følge anbefalingerne. Du vælger også selv om du vil følge regler og love. Men dine valg har konsekvenser:

For dig selv og for andre. Hvis du bryder en regel eller en lov, kan du få bøder eller komme i fængsel – det er dit valg.
Hvis du ikke overholder anbefalingerne om at holde afstand og minimere kontakt med andre end dem du deler bolig med, er det stadig dit valg, men konsekvenserne bliver lagt på os alle sammen.

Men valget er dit. Du er 100% fri til at vælge.

Da jeg indså at valget mht kost og træning var 100% mit eget fandt jeg pludselig fred med min situation efter 20 år. Jeg vælger mig, mit helbred og mit liv.

Det er en irriterende tid hvor vi skal blive hjemme, undgå kontakt med venner og familie.

Valget er dit, konsekvenserne vores allesammens.

Jeg vælger kun at være tæt med dem jeg deler bolig med. Jeg holder afstand til andre. Jeg begrænser min færden i det offentlige rum. Jeg har aflyst alle sociale ting i min kalender. Jeg har ikke venner eller familie på besøg for vi sidder jo ikke 2 meter fra hinanden.

Alle disse ting gør jeg af egen fri vilje. Ingen har tvunget mig. Fordi jeg tror på at det er den bedste, mindst besværlige måde at komme igennem dette på for vores verden.

Hvad vælger du?