Jeg kom til at sende en personlig besked til min søns klasselærer til hele klassens forældre på aula i sidste uge🙈

Der stod heldigvis ikke noget grimt om andre forældre eller børn, men alligevel synes jeg det var lidt flovt at jeg var kommet til at dele med alle.

Fordi jeg skrev om at være frustreret, fordi jeg delte med alle at jeg var sårbar og dermed viste hele verden på aula at jeg ikke er perfekt.

Det var en mail med hovedbudskabet: ”Øv hvor er jeg fortrydelig over at min søns undervisning nu bliver mindre fordi ressourcerne dirigeres over mod indskolingen som skal starte. Øv bøv, men jeg ved jo godt der ikke er andet at gøre i situationen. Tak til skolen for en fin indsats – I gør hvad I kan”.

Så jeg brokkede mig ikke over skolen. Alligevel føltes det pinligt at alle forældre har læst hvad jeg skrev til klasselæreren.

For vil vi ikke alle gerne fremstå stærke og usårlige, balancerede og fornuftige, robuste og i stand til at håndtere alle kriser med ophøjet ro? 😇

Jeg vil i hvert fald gerne😁

Problemet er bare at jo mere vi kæmper for at bevare den glatte overflade, jo mere bliver det fy fy at stå ved åbent og ærligt at man ikke er perfekt.
Vi er nødt til at lukke ned for indrømmelser fra os selv og andre fordi vi slet ikke kan holde ud at tænke på at vi er fulde af fejl og mangler. At vi ikke slår til.

Heldigvis for mig, var der en anden modig forælder som skrev en sms til mig kort efter jeg havde sendt mailen. Der stod: ”Sådan har jeg det også”.

Det lettede og jeg kunne slippe min søgning på aula om hvordan man trækker mails tilbage😅

For når vi står sammen om at føle os utilstrækkelige, kan vi bedre elske os selv på trods af vores fejl. Når vi tør åbne op og så bliver mødt med forståelse og sympati, ja ligefrem enighed eller erkendelser fra andre, så er vejen åbnet for et helt andet spil mellem mennesker: Et spil hvor vi gør vores bedste, men hvor vi ikke slår os selv eller hinanden hjem bare fordi vi laver en lille brøler.

At turde være åben om sin sårbarhed er temmelig skræmmende, men jeg øver mig fordi jeg ellers bliver som en flaske med tryk: På et tidspunkt ryger proppen af og indholdet vælter ud når det er allermindst belejligt🥶

Jeg plejer at øve mig et sikkert sted, hvor jeg ved at modtageren ikke dømmer mig eller griner af mig og mine fejl. Men skæbnen ville åbenbart at jeg var klar til mere da jeg sendte min besked ud på aula. Så nu står jeg derude med alle mine fejl og mangler til hele verdens skue – der er ingen vej tilbage😱

Det føles skræmmende, men samtidig også vældig befriende ikke at skulle gemme sig bag et perfekt-forældre-panser som bare vejer et ton.

Når det bliver hårdt, eller jeg bliver mødt med kritik eller fordømmelse husker jeg på dette fantastiske citat af Theodore Roosevelt fra 1910 (genoplivet af Brené Brown de seneste år).

Fordi jeg alt for ofte glemmer at give mig selv lidt credit i en verden fyldt med krav om præstation 24/7.

God mandag derude. Husk at give jer selv lidt 🥰