Manden foran mig i bilvaskekøen kunne slet ikke finde ud af det.

Jeg holdt bag ham i køen og måtte hjælpe ham, da han holdt forkert i vaskehallen så vasken ikke startede.

Under vasken må han havde gjort et eller andet for pludselig stod der ”bilvask lukket” på neonskiltet ude foran. Porten var stadig nede til vaskehallen og bil stadig derinde. Så hentede jeg tankpasseren som åbnede op og gik ind og talte med manden som stod ude midt i vaskehallen med en halvvasket bil. Jeg kunne ikke høre hvad de sagde. Men manden var sur. Efter lidt tid, steg manden ind i sin halvfærdige bil og kørte ud og bort.

Tankpasseren kom ud vores vej og rystede på hovedet: ”Øv så svinede han mig til fordi han ikke kunne finde ud af det og nu har han på en eller anden måde fået kortsluttet hele systemet ved at trykke på alt muligt på kontrolpanelet inde i hallen”

Jeg vendte mig om og råbte til de 4 mennesker der stod ude ved deres biler og ventede på bilvask – vi havde jo alle ventet en rum tid fordi den første mand ikke kunne finde ud af det ”Den første bilist steg ud af bilen inde i vaskehallen og har fået kortsluttet systemet. Det er altså ikke systemet eller tankpasserens skyld”

Folk sukkede, rystede på hovedet og kørte væk.

Hvor ville det være rart hvis det altid var andres skyld når man fejlede. Så slap man for den grimme selverkendelse om at man har fjumset i det, taget fejl, misforstået eller handlet forkert.

Hvorfor er det så fristende at give andre skylden? Fordi det jo ikke er rart at skulle indrømme noget mindre flatterende om sig selv.

Problemet er jo bare at vi alle fejler.

ALLE.

Vi kan prøve at bilde os selv ind at vi klarer frisag ved at beskylde andre for vores fejl, men os i køen den dag så jo godt at det var manden der fejlede.

Sådan er det oftest: Vi ser godt at det er din skyld selvom du prøver at tørre den af på andre. Nogle af os går i diskussionsmode om det, andre gider ikke bruge tid, men vender bare øjne og ryggen.

Det er svært at indrømme en fejl for mange, men det skader relationer til andre mennesker at give andre skylden for dine fejl. Og vi er helt fundamentalt afhængige af gode relationer til andre mennesker – ellers går vi til grunde, fysisk og psykisk.

Så vi må sikre os at vi lærer det fra starten af.

At vores forældre tør indrømme deres fejl og stå ved det.

At børn ser at det er trygt og sikkert at fucke op og indrømme det.

At ingen af os er perfekte.

At vi kun lærer ved at prøve – og fejle – og prøve igen.

Det havde manden i bilvasken ikke lært. Derfor kørte han gal derfra, uden vasket bil, efter at have overfuset en uskyldig tankpasser.

Jeg er 100% sikker på udkommet havde været et andet, hvis – da han fik kortsluttet systemet og tankpasseren kom – manden havde sagt: ”Jeg har fejlet. Hjælp mig for jeg vil gerne have vasket min bil og lade de andre komme til, som nu har ventet længe fordi jeg ikke kan finde ud af det. ”

Så tror jeg alle vi havde tilgivet manden i et snuptag for at ødelægge muligheden for at vi kunne få vasket bil den dag på den tank.

I stedet kørte 5 mennesker derfra og tænkte: Idiot.

Det er synd for ham.