I den sidste uges tid har jeg talt med flere forskellige mennesker om hvor vigtigt det er at bygge på de små succeser i livet.
En småbørnsmor, der kæmper med egen sygdom og overskud til børnene; en midaldrende mand hvis kone vil skilles; en teenagepige som desværre ikke har et hjem hvo hun kan være tryg.
Med dem alle har jeg talt med dem om vigtigheden af at tage et skridt ad gangen.
Vigtigheden af at anerkende at man gør sit bedste i en svær situation.
Vigtigheden af at lægge mærke til de succeser vi har og fejre dem.
Vi har alt for travlt med at stille enorme krav til os selv (og omverden) og presse os selv frem i en verden som hele tiden vil have mere, større, bedre – og mest af alt: Resultater.
Men vi kan ikke forcere resultater i det levede liv. At leve tager tid – et helt liv faktisk.
Så vi må stoppe op og trække vejret.
Så må vi spørge os selv: Hvad vil jeg? Hvad har jeg brug for?
Og lige der skal vi holde fast i os selv og ikke lade os presse med af samfundets præstationshelvede hvor alt skal fixes lige nu, så vi fremstår perfekte og ufejlbarlige, overskudsagtige og lykkelige hele tiden.
Lige der skal vi spørge os selv: Hvad for et lille skridt kan jeg tage som kan støtte mig i livet fremadrettet?
Bare dét at beslutte sig for at tage et lille skridt fremad, når man kæmper med svære ting, er en succes.
Dét at handle på sin beslutning endnu en succes.
Hvis ens skridt fungerer, er det også en succes.
Hvis det ikke fungerer, er det også en succes at kunne anerkende det og gå en anden vej.
Så i stedet for at slå os selv i hovedet (og andre) over alt det vi ikke præsterer, skal vi blive MEGET bedre til at se på hvad vi rent faktisk formår i pressede situationer og give os selv kredit for det. Og meget gerne give andre kredit for at gøre det i deres liv.
For nogle gange har vi svært ved at se vores egen succeser, nogle gange har vi svært ved at anerkende os selv fordi ”det er da ikke noget”.
For mig er det en succes hver gang jeg kan møde et andet menneske med rummelighed selvom han/hun fremstår sur. Det gælder min teenagedatter, en mand foran i køen i Kvickly, eller en klient. For der ligger altid sorg bagved.
For mig var det en succes da jeg kom til yoga i går for første gang et sted. Jeg har booket 1 ny tid til på lørdag – ikke 14 tider 3 uger frem. Bare 1 ny tid – det er en succes.
For mig er det en succes når jeg husker at tage to pauser i løbet af dagen hvor jeg bare sidder og glor lige ud i luften.
For mig er det en succes når jeg spiser en eller anden form for grøntsag til aftensmad.
Mine tre mennesker, som jeg nævnte i starten, kom alle op med små skridt eller ting som de kunne se, var eller ville være succeser for dem. Og de blev tydeligt glade af at tale om dem. Og fik mod på at tage flere skridt.
Sådan gælder det for os alle. Men vi skal først og fremmest have mod til at sige fra overfor presset fra omverden om præstation og perfekthed og det kan være svært, nærmest umuligt. Så vi skal tale med hinanden om de små ting, de små succeser i livet – for det er dem der giver os appetit på livet.
Så en lille succes for dig er?