Jeg måtte ind i Circle K i går og sige undskyld til en medarbejder.

Det var ikke en stor ting, men selvom det ”bare” er småting, kan vi godt lige bruge 20 sekunder på at tage ansvar for vores fejl åbent og ærligt.

Vi stod et par stykker foran vaskehallen og kunne ikke helt afgøre om bilvasken virkede eller ej. En sagde ”Ja, den er sgu mere i stykker end den virker” ”Ja” sagde jeg irriteret. Gik ind og spurgte en medarbejder om den virkede eller ej. Hun sagde venligt ”Nej, desværre ikke, vi har også sat et skilt derude”

”Nå” svarede jeg surt ”det er der så ingen af os der har set, måske skulle I flytte skiltet” og så marcherede jeg ud.

Henne ved vaskehallen så vi så nu et kæmpe skilt lige ved betalingsstanderen – Ups!

Jeg gik ind i butikken igen og sagde højt til medarbejderen: ”Det må du undskylde, min fejl, jeg havde ikke set det kæmpe skilt I havde sat op lige foran næsen på mig. Undskyld”. Hun smilede og sagde ”Tak”.

Jeg ved det jo ikke med sikkerhed for jeg spurgte hende ikke, men jeg tror hun blev glad for min uforbeholdne undskyldning. Jeg havde det i hvert fald godt med åbent og ærligt at indrømme fejlen var min og at jeg skyldte hende en undskyldning.

Der er rigtig mange af os som ikke får det gjort: Sagt undskyld når vi har lavet en fejl som går ud over andre. Det er svært at indrømme for mange at de fejler. Det er svært for mange at skulle erkende offentligt at man har fejlet og såret andre, stort eller småt.

Så vi undskylder os selv ”Herregud, det var jo bare en lille ting, Ikke noget at gøre et stort nummer ud af”, så får vi på den måde (synes vi selv) retfærdiggjort at vi ikke skal erkende vores fejl og sige undskyld til den anden. Hvis vi har øvet os længe på at fralægge os ansvaret for alt, er vi også dygtige til at få vendt situationer så det, i vores øjne, altid er de andres skyld.

Hvis den anden åbent og højt taler om at han/hun blev såret, ked af det og/eller følte sig dårligt behandlet, får vi hurtigt vendt det til at det er den anden person der er hysterisk og hidser sig op over ingenting. Man får fortalt sig selv – og alle der gider lytte, at man skal kunne sige pyt til småting ellers kan man jo té sig over alting. Og så skal man tilgive den anden for at fejle. Og så skal vi ikke snakke mere om den sag.

Men hvis man har lavet en fejl, hvis en anden føler sig såret, eller – som i mit tilfælde – man godt selv inderst inde er klar over at man gik over grænsen, ja, så må man frem med erkendelsen og undskyldningen uden forbehold. Så har man selv taget ansvar for at rydde op i det juks man selv startede og alle kan komme videre.

Min erkendelse og tilhørende undskyldning tog under 1 minut. Men havde jeg ikke gjort det – sagt undskyld – ved jeg at jeg havde tænkt på det i noget tid med en dårlig smag i munden. Jeg er sikker på medarbejderen havde tænkt på det i noget tid og følt sig dårlig behandlet.

Nu kunne vi begge komme hurtigere videre fra en lille dum episode – og forhåbentlig med to erkendelser: 1. Man dør ikke af at tage ansvar for sine fejl og sige undskyld. 2. Det er virkelig rart at modtage en uforbeholden undskyldning når man er blevet uretmæssigt behandlet af andre.