Jeg går tit i skoven med min hund. Der er også mange børnehaver og skoler som tager på tur derhen. Jeg synes det er imponerende at se hvordan de voksne tager sig af børnene. Et øje på alle de små som nok kan rende i alle retninger

Sådan en oplevelse havde jeg også en dag på Israels plads. Jeg kom gående hen over pladsen hvor en masse børn omkring 8-10 år var klar til cykel-trafik-træning i gule veste på deres cykler. De voksne stod og dirigerede og fortalte mens børnene kørte rundt.

Under det store træ på pladsen sad en pige i gul vest med cyklen liggende på jorden. Hun sad der alene, men så ikke trist ud. Hun sad nærmere og bare beskuede verden i fred og ro.

Nysgerrig som bare pokker er jeg jo, så jeg blev stående og gloede lidt

En voksen kom hen og satte sig ved siden af pigen. Hun talte lidt til pigen. Pigen nikkede og den voksne gik tilbage til gruppen med de cyklende børn. Igen, pigen så ikke trist ud. Bare som om hun havde det fint med at sidde der og ikke cykle.

Jeg kunne jo ikke høre hvad den voksne sagde. Men jeg forestiller mig at hun har sagt noget á la: ”Nå, Emilie, du sidder stadig her og tager en pause. Er det ok for dig?”

(Barnet nikker) ”Ok, men du kommer bare hen til mig hvis du vil cykle alligevel ikke? Og jeg kommer lige hen og spørger indimellem så jeg lige kan holde øje med hvordan du har det. Er det ok?” (Barnet nikker igen)

Måske har Emilie haft en hektisk morgen derhjemme. Måske synes hun det er vildt at være ude på en kæmpe plads midt i byen. Måske synes hun det er for intenst at skulle cykle på lidt plads mellem mange andre børn – og kegler.

Der kan være mange grunde. Men jeg hæftede mig ved at pigen ikke agerede trist da den voksne kom hen til hende. Jeg hæftede mig ved at den voksne lod hende sidde, men lige tjekkede ind.

Vi skal støtte vores børn når de selv opsøger ro. Og så skal vi holde øje med at det er dét de søger og ikke at de flygter fra noget der er svært.

Vi skal blive bedre til at lade børn have det som de har det. Uden at fixe det eller få følelser til at gå væk fordi de er svære at være med.

Vi skal hjælpe vores børn med at være med det svære. Vi skal også hjælpe os selv med det. Når vi voksne viser børnene at vi kan tåle det – At vi kan være i det der er svært, viser vi dem at det er ok at have det sådan.

Det er ok at have lyst til at sidde lidt for sig selv under et stort træ og bare være. Uden at skulle cykle, eller snakke, eller lytte efter andet end sit eget åndedrag og måske en fugl der pipper