Dagens lille historie om at komme ned i gear, handler lige så meget om bare at være til stede som forælder. Som menneske i al almindelighed.

For jeg kunne godt tænke mig at vi prioriterede mere som faren i historien:

At være nærværende først og fremmest

Så må hast og jag køre udenom.

Jeg går ned ad en travl vej i Indre København. Der er travlt. Biler jager forbi, ud og ind mellem vognbanerne for at spare 1 sekund. Fodgængere haster afsted – med hovedet nede i mobilen uden øje for andre. Cyklister jager afsted her sidst på eftermiddagen og der er mange af dem.

Så ser jeg lidt forude på cykelstien en mand sidde med et barn i armene og en barnecykel som ligger ved siden af. Der står en voksencykel oppe på fortovet.

Det er tydeligt at barnet er styrtet og far trøster. Det ser gudskelov ud til der ikke er sket fysiske skader på barnet. Men barnet er chokeret og græder.

Og der sidder far med sine arme tæt om barnet og holder hende. Han sidder der bare med sit barn og holder om hende. På cykelstien i myldretiden.

Jeg blev rørt og jeg kunne se at fodgængere også lige kiggede op fra mobilen og gik forbi med et lille omsorgsfuldt smil om læben. Ingen blandede sig. Det var der ikke brug for. Barnet havde brug for sin far og han sad lige der

Men det bedste var cyklisterne. Alle uden undtagelse kørte udenom. Stille og roligt, uden brok eller negativ gestik. Så faren kunne sidde i fred og ro midt på cykelstien og tage sig af sit barn.

Så bliver man altså glad og optimistisk på menneskehedens vegne.

Cyklister, der lige gearer ned, passer på og kører hensynsfuldt forbi.

Men mest af alt en far som gør det der er allermest vigtigt: Han er der for sit barn.

Han bruger ikke, i første omgang, tid på at få barn og cykel væk så de ikke sidder i vejen. Han bruger tid på sit barn som er chokeret og ked af det.

Det synes jeg er er god prioritering.

Vi skal blive bedre til at prioritere omsorg og nærvær. Både for andre men så sandelig også for os selv.

Den her hektiske verden kan jo give os alle stress og udbrændthed. Alt for mange er ramt og ensomme allerede.

Vi må godt være ”i vejen” med vores behov for omsorg og nærhed.

Vi skal vise vores børn, os selv og hinanden at dét at sidde midt på en cykelsti – i vejen for stress og jag – og bare tage vare på det dyrebareste man har.

Det er nr. 1

Det skal altid være nr.1