Jeg gik bag 2 børn og 1 voksen på fortovet. Det gik meget langsomt fordi det ene barn, en dreng gik meget meget langsomt.

Jeg fik en forklaring – den kommer om lidt, men jeg vil først lige fortælle hvorfor jeg skriver om den:

Jeg er optaget af at vi skal være mere langsomme i vores liv. Det hele går så stærkt og mange siger ”jeg skal lige hurtigt”.

Vores børn lider – vi lider. Vi skal ned i gear – synes jeg.

Så jeg øver mig. Og når min datter siger ”jeg skal lige hurtigt” så svarer jeg ”du må også godt gøre det langsomt”

Det man fokuserer på vokser. Så derfor ser jeg naturligvis pludselig masser af eksempler på langsomme forældre derud IRL. Så bliver jeg glad. Så jeg vil gerne den næste uges tid dele eksempler med langsomme forældre eller pædagoger/lærere.

Mere af det – tak

Nå, men tilbage til den dreng der gik meget meget langsomt:

Den voksne kvinde så mig gå bagved og jeg kunne fornemme at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre – at hun gerne ville lade drengen gå i sit tempo men også lade mig komme forbi.

Så jeg sagde ”det er fint” og smilede.

Drengen stoppede og vendte sig om mod mig og sagde: ”Jeg går skildpaddeskridt”

”Nå” sagde jeg ”dem kender jeg ikke. Men jeg kender museskridt” og jeg viste ham hvordan jeg går museskridt. Pigen kiggede og prøvede at gå museskridt og moren sagde ”Ja, det kan jeg også” og så gik hun også et par museskridt. Så sagde drengen: ”Nu går jeg pingvin skridt” og så gik han så flot som en pingvin.

Moren havde en lang sort kjole på, så jeg sagde ”din mor ligner lidt en pingvin med den kjole” og så gik moren som den stolteste mor-pingvin ned ad vejen mens børnene fnisede.

Få minutter varede det lille møde, men åh hvor var det livsbekræftende. Hvor er jeg glad for jeg bare tog det med ro og fik set en mor som havde tid til at vente på skildpaddeskridt og selv gå pingvinskridt