En dreng på ca. 7 år stod på fortovet og hulkede og hikstede. Han sagde også noget indimellem, men det var fuldkommen uforståeligt fordi han græd så meget. En kvinde, som jeg tænker var hans mor, stod helt roligt ved siden af. Hun lagde armene på hans arme og trykkede lidt som for at vise at hun stod der. Hun sagde ikke noget. Hun stod der bare.

(Igen er jeg jo verdens mest nysgerrige menneske, men min undskyldning er at jeg stod der og ventede på nogen så jeg kiggede i smug).

Efterhånden stilnede gråden lidt af og drengen talte lidt mere. Jeg kunne se på mor at hun nu rent faktisk kunne forstå hvad han sagde for hun nikkede, krammede og sagde lidt. Jeg kunne ikke høre hvad drengen eller hun sagde, men jeg forestiller mig at han har fortalt om en ubehagelig oplevelse og at hun validerer hans følelser om det.

Mens drengen græd allermest var der ikke nogen der sagde: ”Aj, slap lige af, tag det med ro, jeg kan overhovedet ikke forstå hvad du siger”.

Vi voksne kan have en tendens til at rationalisere os ud af svære situationer. Så som: ”Du skal holde op med at græde nu for så kan jeg forstå det og så kan jeg forklare dig hvorfor du ikke behøver at være ked af det og så kan vi begge komme hurtigt videre”.

Det kan godt være at den voksne kommer videre, men barnet føler sig forkert i sin følelse af ked af det-hed.

Vi kan også have en følelse af at hvis han bare får lov at græde uhæmmet, bliver det bare værre.

Men det gør det ikke.

Vi voksne er pinedød nødt til at øve os i at sidde med det svære. Lige plumps midt i det.

Puha, ja. Men vi skal vise vores unger at vi magter det. Så de kan lære at magte det.

For hvis vi viser dem at det er bedst at lukke ned for følelser og bare stramme ballerne, ja så er det dét de lærer. Eller rettere: Så lærer de ikke deres følelser at kende eller at håndtere dem. Når man ikke kender det i sig selv, kan man heller ikke se det i andre. Så man vokser op, ude af stand til at fornemme andre eller sig selv. Det er meget besværligt og ensomt.

Men nu er vi ikke alle så heldige at have haft en mor som hende jeg så. Men vi kan godt øve os som voksne. Men vi skal først øve os sammen med andre voksne før vi kan øve med vores børn. For vi skal kunne stå i os selv før vi kan være rollemodeller for børn. Dermed ikke sagt at vi skal være perfekte – for det er ingen og det skal børn også lære: Alle fejler, alle kvajer sig og det er ok.

Hvis du sidder og tænker: Hm, det kunne jeg måske godt bruge at øve mig lidt på…det der med at kunne være i det svære – og det er ligegyldigt om dine børn er 7 eller 37 eller om du overhovedet har nogen. Så find en voksen som du tænker han/hun kan sgu godt det der med at mærke sine følelser. (Måske har du indtil nu tænkt at personen var lige lovlig meget drama føle føle – så er det helt perfekt😉)

Men ikke noget med at springe ud fra 10 meter vippen! Museskridt. Tænk over om du kan huske en episode med en lille ting hvor du bare tænkte: ”Jeg skal væk”. Måske er føle-personen villig til at hjælpe dig med at sætte lidt sansning og ord på din oplevelse…

Eller måske kan du selv lidt?

Drengen fra min historie kom videre så jeg. Men først da han havde fået lov til at tude øjnene ud – først da han bare kunne stå der og ha’ det som han havde det uden at blive gjort forkert.