”Det er bare rart at høre at jeg godt må passe på mig selv først” sagde en ung kvinde til mig. Hun havde ringet ind anonymt til Misbrugsportalen hvor jeg arbejder som frivillig rådgiver.

Mange af de pårørende der ringer ind, føler sig ansvarlige for dem der er fanget i misbrug: Ægtefæller, søskende, forældre og meget voksne børn. Så taler vi om at de pårørende ikke er ansvarlige for den misbrugende, men at de selvfølgelig kan hjælpe og støtte. Men de er ikke ansvarlige for at fixe misbrugeren eller bør udholde de ubehageligheder, der følger med som pårørende. Vi taler om at den pårørende først og fremmest er ansvarlig for sit eget liv.

Jeg kender det godt fra mig selv: At jeg føler mig ansvarlig for manges velbefindende og får prioriteret dem først og så er der ikke så meget tid tilbage til mig selv.

Jeg tror også at den unge kvinde og jeg ikke er alene. Vi opdrages til at man er et ordentligt menneske når man har blik for andre mennesker og hvordan man kan hjælpe andre. Det er ubetinget en god ting. Der hvor det bliver skidt er når det går fra hjælp og empati for et andet menneske til at tage ansvar for det anden menneskes liv.(Her er børn naturligvis undtaget og mennesker som ikke kan klare sig alene og har brug for en værge).

Men for pokker det er svært at finde balancen for vi vil jo så gerne hjælpe andre mennesker der har det svært. Fordi vi holder af dem og vil det bedste for dem. Men vi bliver trætte af at sætte andre mennesker først hele tiden. Vi bliver slidte og matte i blikket. Fordi vi har fortrængt hvad vi selv drømmer om. Vi har bildt os selv ind at det er topmålet af egoisme at passe på sig selv først hvis det betyder at jeg må sige nej til at hjælpe andre.

Men alle er lige meget værd. Alle har lov at gå efter deres drømme eller bare at få sin søvn så man kan komme igennem næste dag.

Vi må hjælpe hinanden ved at huske hinanden på at ”jeg kommer først og det er ok at sige højt”.

Vi må godt sige fra og læse Billedbladet mens børnene leger selv, men ja til at fjolle rundt på gulvet med dem fordi vi har lyst.

Vi må godt sige nej til at sidde psykosevagt ml. 02 0g 05 når studiet kalder dagen efter, men ja til at støtte op om misbrugsbehandling.

Vi må godt sige nej til at flytte for vennerne hvis vi hellere vil noget andet, men ja til at lægge ny terrasse for samme venner ugen efter hvis vi har lyst.

Vi må godt sige nej til at pligtbesøge familie, men ja til at kramme sin gamle mormor fordi man har lyst.

Men først og fremmest skal vi lige nulstilles og slippe ideen om at vi er ansvarlige for andres liv. Dernæst skal vi så hitte ud af hvad søren vi selv har lyst til med al den tid vi nu får til rådighed