Du skal vælge din terapeut med omhu

Siger jeg som sælger varen😅

Jeg vil gerne fortælle en historie fra mit eget liv hvor jeg måtte sige fra overfor en terapeut jeg havde valgt.

Fordi det er vigtigt at vi får den terapeut/rådgiver/psykolog/behandler vi lige præcis har brug for. Ikke bare hvem som helst som kalder sig noget i den dur.

Det er vigtigt at de følger etiske standarder for branchen og fremstår som mennesker som vil hjælpe dig – ikke mennesker som bare vil bruge dig til at hjælpe sig selv.

Jeg havde fundet en kropsterapeut. Det lød som om han lavede noget virkelig spændende og godt for kroppen, så jeg bookede en indledende session.

Sessionen tog godt og vel 30 minutter hvor han undersøgte mig. Det undrede mig at han slet ikke var interesseret i hvorfor jeg kom der og hvad jeg tænkte det skulle gøre for mig. Han ville hellere selv mærke efter. Ok, tænkte jeg, vi kommer nok til at jeg selv skal fortælle lidt.

Nå, men vi aftalte at starte et forløb og stadig uden at jeg blev spurgt om hvorfor jeg var kommet. Jeg tænkte at det nok kom i første ”rigtige” session.

Da jeg kom hjem, tænkte jeg lidt mere over det og prisen, som jeg synes var helt horribel for det forløb han havde foreslået.

Vi skulle tale sammen om forløbet i telefonen for at aftale datoer osv. nogle dage senere. Lige inden besluttede jeg mig for at sige nej. Jeg synes det var for dyrt – og vi havde lige fået elregning aftenen før, så der var ved gud andre ting at bruge penge på🥵

Jeg skriver til ham at jeg desværre må sige nej tak til forløbet af økonomiske årsager og at jeg vender tilbage hvis det bliver relevant igen.

Kort efter modtager jeg på sms en lydfil fra terapeuten hvor han på 1,5 minut fortæller mig mange ting bl.a. at han godt forstår at jeg løber fra aftalen og at det er helt normalt. Han siger at det er helt normalt at finde på undskyldninger som tid og økonomi fordi man er bange for at starte på noget nyt som kan bringe noget frem i en. Han slutter af med at sige at han fuldt ud forstår mig og ikke er sur på mig over at jeg aflyser og at han bare venter på at jeg selv ser det også😳

Jeg var rystet. Han havde på intet tidspunkt i den indledende session spurgt ind til mig. Han vidste godt at jeg selv var i branchen og alligevel bryder han

Etisk regel nr. 1: Aldrig tro du ved mere om klienten end klienten selv gør.

Og nr. 2: Aldrig fortælle din mening om klienten til klienten uden at klienten har bedt om det.

– Og hvis klienten beder om din mening, så vælger du dine ord med yderste omhu og sørger for at få den vendt til at klienten taler om sig selv ved f.eks. at svare: ”Hvad jeg synes om dig? Hmmm, hvad tror du jeg synes om dig? Hvorfor tror du jeg synes det om dig?”

Når du opsøger en terapeut/rådgiver/behandler, er du i fokus.

Terapeuten/rådgiveren/behandleren skal være et helt rent instrument som du kan læne dig trygt ind i uden at du frygter hans/hendes dom eller forudindfattede meninger.

Han/hun skal hjælpe dig med at holde den røde tråd i dine tanker og oplevelser – ikke hans/hendes egne.

Han/hun skal støtte dig i at komme videre med det problem du er kommet med. Du er der for DIN skyld – ikke for hans/hendes.

Så word to the wise – og en lærestreg til mig selv:

Hvis du opsøger en for at få hjælp og personen er mere optaget af sig selv og sin egen mening om dig og alt muligt andet…så skal du finde en anden👊

Mange af os har svært ved at sige nej til folk ansigt til ansigt. Det er også lige så gyldigt at skrive til personen bagefter at du ikke har lyst til at hyre vedkommende. Og personen skal så helst afholde sig fra at komme med sin mening om hvorfor du ikke har lyst.

Hvis han/hun alligevel gør:

Sig eller skriv ”pas dig selv” til personen, inde i dit hoved eller skriv en blog om det😝

– og slet så al kommunikation med vedkommende. Ham/hende skal du ikke bruge fremover.

Pøj med at finde den person, der kan hjælpe dig med at løse problemer, opnå drømme, udtænke planer, få det dejligere, rarere, sjovere🥰