Fædre i poolen med deres børn på en ferie er et virkelig dejligt og godt eksempel på hvordan børn kan udvikle sig trygt og udvide deres komfortzone.
Og til jer kvinder der læser med og tænker: ”Det kan vi da også”, vil jeg sige: ”Ja det kan I, men det er bare meget tydeligt med mænd i eksemplet med ferie-poolen og derfor bruger jeg det. Der findes masser af andre eksempler for forældre af begge køn, men nu har jeg valgt at bruge fædre alene til pointen i min blog”
Jeg har lige været på ferie og når man ligger i sin liggestol og studerer fædrene med deres børn i poolen, ser det sådan ud:
- Starten: Barnet, afhængig af alder klynger sig mere eller mindre til sin til sin far.
- Far skubber barnet lidt væk, ud i poolen. Barnet skriger både i angst og i fryd.
- Barnet kommer tilbage til far, i hans favn eller kravler op i på hans ryg.
- Far kaster barnet længere ud i poolen. Barnet skriger både i angst og i fryd.
- Barnet kommer tilbage til far.
Og sådan gentager det sig igen og igen.
Nogle gange går det for hurtigt for barnet når far kaster ud og barnet bliver ked af det. Der er ingen fryd. Så må far trøste og starte forfra helt roligt.
En fyr ved navn Vygotskij kalder det her teorien om den nærmest udviklingszone – se foto.
Som forældre og omsorgspersoner kan vi hjælpe vores børn med at opdage verden stille og roligt, men hele tiden med en tryg havn at komme tilbage til.
Vi kan først og fremmest give dem tryghed, ro og stabilitet – tryghedszone. Det er når far holder barnet i poolen.
Dernæst kan vi støtte barnet i at opleve verden. Det er både frydefuldt og angstprovokerende så derfor må det ikke går for stærkt. Vi skal kun kaste dem ud i nærmeste udviklingszone, ikke helt ud på det dybe vand – utryghedszonen.
De skal ikke længere end at de selv lige kan nå tilbage til tryghedszonen – fars arme – igen.
Men de skal også udfordres til at komme lidt længere hver dag, så de kan stå på egne ben en dag.
Nogle gange holder vi forældre vores børn for længe og for meget i tryghedszonen fordi vi selv er bange for verden udenfor og ikke mindst hvad der kan ske med vores børn derude.
Det er at gøre dem en bjørnetjeneste for så lærer de aldrig selv hvordan deres zone-landkort ser ud, kun hvor mor og fars zoner går.
Andre gange kommer vi til at kaste dem op på alt for dybt vand. For dybt for dem, men ikke for os selv. Også her er det vigtigt at se på hvor deres zoner går og ikke kaste dem længere ud end de kan klare.
Når vi øver os i at kaste børn ud på dybere vand, skal vi huske empatien for os selv. For nogle gange bliver det for meget eller for lidt. Sådan er det. Så må vi tilgive os selv for fejlen og op på hesten igen.
Men vi skal øve os med vores børn. Så lærer de selv også at udforske verden og udvide deres zoner. De finder også deres egen tryghedszone i sig selv med alderen hvor de kan berolige sig selv hvis de liiiiige kom for langt ud. Det er guld værd for alle mennesker at kunne berolige sig selv i pressede situationer.
Så kære fædre, god fornøjelse med at kaste jeres børn rundt, op og ned, ud og ind. Og tak for skønne børnehvin😍
