”Jeg vil jo gerne have lært ham evnen til selvrefleksion når han bliver voksen” sagde min veninde da vi talte om hver vores store søn på snart 16 og 18

Vi havde i løbet af aftenen talt om hvad vi ønskede for vores drenge og hvordan vi selv forsøgte at fremelske det i dem så at sige. Vi gør begge i meget frie rammer for de unge mennesker. De har selvbestemmelse i meget vid udstrækning fordi vi begge tror på at det er vejen frem

Hvis de skal lære at klare sig i verden, må de selv regne ud hvad de har lyst til og hvor deres grænser går. Og ja, nogle gange går de over deres grænse og kvajer sig. Her kommer så den store forældrelakmusprøve: Kan vi hjælpe dem til at reflektere over oplevelsen og hvad de tager med sig? Eller kommer vi bare buldrende med løftede pegefingre og belærende sætninger og straf i form af forbud ”fordi dum opførsel skal jo have en konsekvens”. Det er hamrende svært fordi man sidder der med al sin viden og erfaring, men ens børn kan sjældent bruge det til ret meget. Og deres ører lukker når de skal høre på alt for mange lange sætninger med gode råd

Hvordan hjælper vi så vores børn?

Nysgerrighed

Kontakt

Pauser

Empati

Ligeværdighed

Vi skal være nysgerrige på vores børn, nysgerrige efter at se dem som de ser sig selv (og ikke som vi gerne vil have at de er)

Vi skal have kontakt til dem. Mere end blot ”gik det godt i skolen i dag” over middagsbordet. Kontakt bl.a. i form af varme øjne og fysisk berøring afstemt efter hvad dit barn er til den dag (nogle gange er min datter for stor til kram, andre dage ikke)

Børns hjerner er ikke færdige. Den kører helt basalt ikke så hurtigt deroppe – og nogle gange kører den rundt og rundt eller ud i skæve hjørner. Så ti stille og giv dem tid til at tænke når I snakker sammen. Det er i pausen guldet findes

Hav empati for dit barn (og dig selv for det her er svært). Vis at han har lov at være den de er og at du gerne vil støtte ham der hvor han er i stedet for at tale om hvor du gerne vil have ham hen

Vis i ord og handling er I er ligeværdige i familien, både børn og voksne. Ligeværdighed betyder ikke at børn skal bestemme lige så meget som de voksne. Det betyder det ordet siger: At alle i familien er lige meget værd uanset alder og derfor skal behandles med respekt for dem de er – også når de er kropumulige

Hver familie, hver forælder skal selv finde sin vej. Nogle har meget frie rammer, andre har brug for noget andet. Men jeg tror jeg taler for alle forældre når jeg siger at min venindes ønske gælder for os alle hvad angår vores børn (og måske også en del andre mennesker)

Ved at være bevidst om nysgerrighed, kontakt, pauser, empati og ligeværdighed i relationen til vores børn er vi virkelig godt på vej. Og så kan jeg derudover anbefale gode middage med rødvin og venner som sidder i saksen som dig selv