En af de elementer jeg elsker allermest ved mit familieterapeut-studie, er det grundlæggende element om at være nysgerrig på hinanden

Være nysgerrige og undersøgende på hvordan vi selv og andre har det og hvorfor vi handler som vi gør. Lade de andre ha’ det som de har det og så være støttende i det for os selv og de andre.

For mig giver det en utrolig frihedsfornemmelse at vi hver især arbejder med at tage ansvar for vores eget s*** samtidig med at vi er der for hinanden

Det kaldes med et fint ord ”at mentalisere” hvilket på godt dansk betyder ”at se andre indefra og sig selv udefra”

På studiet, øver vi det på hinanden som terapeuter, men jeg synes det er supervigtigt at gøre privat i min relation med andre mennesker, både partner, børn, anden familie og venner – og folk du bare møder kort.

Det er det ikke det samme som sympati eller empati.

Sympati er det at forstå hvad andre mennesker føler, empati er at kunne genkende og sætte sig ind i andres følelser.

Mentalisering er (for mig) at skabe en forbindelse mellem to mennesker hvad følelserne angår – at kunne se den anden indefra og sig selv udefra

Mentalisering kræver en indsats.

Det kræver at du er nysgerrig og åben for at den anden synes og føler noget helt andet end dig – eller det du umiddelbart synes de burde føle eller mene.

Jeg oplever at det kan være svært for mange fordi de i den proces ikke skal fixe noget for den anden. De skal bare være i det der er.

Ofte er det svært at ”bare være” fordi det giver plads til en masse, der kan vælde op i en – en masse som man måske er vant til at holde gemt langt væk i skyggerne.

Vi kan ikke altid have overskud og rum til at mentalisere sammen med et andet menneske og det er helt ok. Men for at en relation skal fungere bare sådan nogenlunde, kræver det at begge gør det indimellem.

Det er vigtigt at tage ansvar for hvornår man ikke orker, især overfor børn.

Vi voksne skal lære vores børn at se andre indefra og sig selv udefra ved at foregå med et godt eksempel og øve sammen med dem. Det kan f.eks. være at hjælpe dem med at genkende følelser i dem selv og få sat nogle ord på. Eller at hjælpe dem med at forstå hvorfor en ven pludselig slog eller blev ked af det.

Hvis man ikke orker den torsdag, må man tage ansvar og sige ”puh mor er træt i dag og kan ikke rigtig så meget”. Så er man tydelig overfor barnet og barnet kan være tryg i at ”det er fordi mor er træt, ikke fordi jeg er umulig og uelskelig”.

Jeg kan også anbefale samme facon overfor sin partner eller kolleger eller…

Hvis man bliver ved med at have det sådan – at man ikke orker, at man ikke magter at tænke på, eller mærke, hvordan man har det eller hvordan andre har det…så er det måske et tegn på noget dybere, der stikker under som man ikke kan overskue at kigge på

Hvis du har læst med hertil, sidder du måske og tænker: ”Sikke noget højtravende psyko-pis”

Og, ja, det er da psyko-halløj-snakke-om- føle-mærke, som mange finder trættende.

Men jeg ved – og jeg taler af erfaring, både privat og professionelt – at når man mentaliserer med et andet menneske, når man giver sig tid til at se den anden indefra og sig selv udefra, ja, så giver det ens relationer et kick, et boost, en ekstra dimension. Det giver nærhed, tryghed og kærlighed – og det er jo elementer vi alle har brug for meget mere af

Start med babysteps, husk at være kærlig og nænsom overfor dig selv og andre. Øv dig i trygge omgivelser med dem du stoler 100% på. Hvis du ikke har nogen du stoler 100% på, så få professionel hjælp.

Og husk: Det er begge dele – at kunne se den anden indefra og sig selv udefra. Det hænger sammen og vi kan ikke gøre det end uden at gøre det andet.

Hvis vi blot udtrykker et omsorgsfuldt ”nårh” når nogen har det svært uden at reflektere videre, er det sympati.

Hvis vi mærker et stik i maven når nogen er triste og vi kan genkende følelsen og med vores nærvær får udtrykt genkendelsen overfor den anden, er det empati.

Hvis vi ser, hører og mærker følelsen i den anden; genkender den i os selv; reflekterer over hvad den gør ved dig selv; reflekterer over hvad følelsen måske kan gøre ved den anden; deler refleksionerne med den anden åbent, formålsfrit og nysgerrigt – ja, så er det mentalisering.

God fornøjelse