Familier er essentielle i vores liv. De har en kæmpe indflydelse på vores liv. Både når de fungerer og når de ikke fungerer. Det ved jeg som privat person (og mor til 2), som 4. – og sidste års – studerende som familieterapeut og som frivillig i Joannahuset, det eneste krisecenter for teenagere i landet.

Velfungerende familier kan støtte børn og voksne i deres liv generelt men også – eller måske især – når der kommer svære tider.

Familier som har det svært, familier som ikke taler om de svære ting, men bare lukker dem ned og væk, familier som ikke lytter til og respekterer alle i familien – disse familier skaber dysfunktionelle relationer og måder at være på. Man kalder det i familieterapeutiske termer ”lukkede familiesystemer.

Disse familier er overalt og de skaber en grobund som er fyldt med usikkerhed og utryghed. At stå op imod reglerne og vanerne i disse familier kræver nærmest overmenneskeligt mod fordi man bliver skammet ud og udstødt hvis man taler højt om det svære og det grimme.

Udvalgte karakteristika for disse familier (taget fra publikationen Lukkede familier og nomadefamilier oktober 2014 udgivet af Ankestyrelsen) er:

• Lukkede familier findes i alle samfundslag og i alle dele af landet.
• Familierne vil typisk have opfattelsen af, at det er ”os mod alle andre”.
• Familierne kan leve et parallelt liv indadtil, hvor man ikke deler tanker, følelser og oplevelser med hinanden.
• Der kan være et dysfunktionelt familiemønster med manglende grænser mellem forældre og børn.
• Der kan være en tendens til rollebytning/-forvirring. Man ser ofte børn, der fungerer som voksne, og voksne, der ikke tager forældreansvar.
• Der kan være misbrug hos den ene forælder eller begge forældre.

• Det ses ofte, at familier kan fremstå lukkede i situationer, hvor forældrene fx:

ikke evner at forstå eller vil erkende problemernes omfang; ikke evner at tilsidesætte egne behov for børnenes behov; vil beskytte familiens måde at leve på.

• Lukketheden kan også være en bevidst strategi for at skjule forhold i familien og kan fx dække over: generel utilstrækkelighed i forhold til omsorg; misbrug hos forældrene (alkohol, stoffer og lignende.); overgreb (fysiske, psykiske, seksuelle) – både i relation til forældre og børn; samlivsproblemer; psykisk sygdom/skrøbelighed.

Med en familieterapeuts øjne, så giver disse lukkede familier ikke mulighed for at tale om det svære, det grimme, det fejlbehæftede. Der lukkes ned for kommunikation som handler om problemer eller udfordringer i familien. Alt det svære, negative, besværlige begraves og det handler kun om at opretholde facaden udadtil. Børn eller voksne i familien som vover at udfordrer den ikke-udtalte regel om lukkethed bliver skammet ud og /eller udstødt.

At vokse op i og leve i et familiesystem, hvor man ikke må tale om hvordan man har det hvis man har det svært, er usundt. At vokse op i en atmosfære, hvor man ikke må tale om fejl, svagheder, negative oplevelser i familien er at skille halvdelen af sig selv fra. I livet er der både positive og negative. Der er også grader af positive og negative oplevelser og alle oplevelser skal have plads. For at det positive kan fylde autentisk og reelt, må vi kigge på det negative, tale om det negative, turde føle det negative.

Hvis en person vokser op i og lever i et lukket familiesystem, lærer personen ikke sig selv og sine følelser at kende, ganske simpelt fordi der ikke tales åbent om dem. At lære at begrave en stor del af sin personlighed er usundt og giver en ubalanceret tilgang til livet fordi det negative, svære og ubehagelige ikke må være der. Så når der sker skidt og kanel – for det gør der jo uanset at familien har besluttet at ”det taler vi ikke om” – så har familiemedlemmerne ikke sunde måder at håndtere det på. Det giver psykiske spændinger fordi man simpelthen ikke kan begrave det fuldt og helt som familien prøver. Det vil dukke op alligevel for følelser fylder og de må de godt. Men uerkendte følelser, ikke-anerkendte følelser fylder oftest på en meget uhensigtsmæssig måde i form af vrede mod uskyldige andre eller vrede vendt mod en selv. Det kan producere psykiske (og fysiske) symptomer som kan blive meget voldsomme som angst og depression.

Mennesker som vokser op i lukkede familiesystemer har ofte svært ved at være i tæt kontakt med andre fordi de simpelthen ikke har øvet sig. Det er meget ensomt og således vender personen sig mod det kendte – familien – og det dysfunktionelle opretholdes og sendes videre til næste generation.

Så alle os der sidder med oplevelser af et lukket familiesystem, er nødt til at insistere på at gøre noget andet selvom det føles virkelig skræmmende. Os terapeuter er nødt til med bittesmå skridt, at støtte en person i at bryde med det dysfunktionelle mønster. Og der skal terapeuten træde virkelig varsomt for personen vil ofte føle sig nærmest truet med tilintetgørelse fordi det føles så svært at stå op imod familiesystemet.

Især børn og unge mennesker som udviser et kæmpe mod ved at sige ”nej, jeg vil ikke mere” skal støttes. Støttes af systemet, jovist. Men også støttes af alle os der er heldige med at vokse op et sted, hvor der ikke blev fejet ting ind under gulvtæppet. Alle os som godt tør indrømme når vi fejler – og lære af det. Alle os som tør give rum og plads til os selv samtidig med at vi kan give rum og plads til andre – og deres følelser.

I mit arbejde som terapeut, på mit arbejde med teenagere i Joannahuset, i mit privatliv med mine børn, min mand, min familie og mine venner, snakker vi om de svære ting, de grimme ting og de hårde ting. Men jeg snakker ikke om dem hele tiden. Jeg snakker om dem når de skal have plads, luft, lys og åbenhed. For disse ting, plads, luft, lys og åbenhed, gør det nemmere at være i det grimme og hårde. For det er skidehårdt og ensomt at skulle gå med det alene og prøve at begrave halvdelen af sig selv hele tiden.

Det interessante ved at tale åbent om det svære, er at man oplever det fylder mindre indeni, når det kommer ud end hvis man med djævlens vold og magt skal holde det inde, holde bøtte og holde facade.

Det er hårdt arbejde for mennesker, som kommer af lukkede familiesystemer, at åbne op. Men gudskelov ser de alle sammen at det gør dem godt når de først har trodset angsten ved at gå imod familiesystemet.

Men lige når de tager det første skridt ud i lyset, lige der skal vi andre være superopmærksomme og omsorgsfulde for det er så utrygt at gå planken ud selvom alle siger at det betaler sig på den anden side.