De er så skønne vores unger og vi vil så gerne fortælle verden om hvor dejlige børn vi har. (Vi vil også gerne have luft over deres tåbeligheder til tider, men det er en anden blog en anden dag).

Og selvfølgelig skal vi fortælle verden, familien, vores venner og kolleger hvor dejlige børn vi har. Men vi skal lade dem tale for sig selv. Og hvis de ikke har lyst til at fortælle om sig selv, skal vi ikke gøre det for dem, medmindre de beder os om det.

Det er klart at helt små børn ikke kan fortælle og derfor fortæller vi om deres første smil, deres første ord og deres første skridt.

Men ret hurtigt bliver de i stand til at fortælle selv og det er der vi forældre skal slå lyttebøfferne ud og tålmodigheden til.

For det tager tid at øve sig på at fortælle om sine oplevelser. Man skal øve sig på ord, smage på dem og finde ud af hvilke der bedst beskriver ens oplevelse.

Man skal ikke have puttet ord i munden fordi mor eller far lige præcis ved hvordan det var. Man skal tie, lytte og være med det der kommer ud. Selvom man synes de mangler alle de gode facetter af historien som gør den til et hit ved påskefrokostbordet i familien.

Når de når 12-års alderen er de selv fuldt i stand til at fortælle om deres oplevelser eller lade være. Det er deres valg – ikke vores.

De bliver teenagere og mange af dem bliver mutte, fåmælte og gider ikke tale med deres forældre eller tanter eller bedsteforældre. De vil kun snappe med deres venner. Sådan er det, sådan har det altid været og sådan bliver det ved med at være.

Gudskelov vokser de op og bliver selvstændige individer som klarer sig selv.

Så vi skal ikke tvinge historier ud af dem om hvordan festen var i går. Selvfølgelig skal kan man da hjertens gerne spørge: Hvordan var festen i går?” når han dukker op ved 15-tiden i stuen. Men når han svarer ”fint” behøver vi ikke starte et krydsforhør af dimensioner ned til mindste detalje om hvad de fik at spise.

For så trækker de sig endnu mere væk.

Når de så – af fri vilje uden forhørslampe – fortæller en sjov historie ved middagsbordet eller i bilen, så er det deres historie – ikke din! Det er ikke vores til at fortælle andre.

Vi kan synes at det er det mest spændende, interessante, fantastiske de har oplevet og vi vil gerne dele det med globen. Men det synes de måske ikke og så skal vi lade være med at fortælle historien for dem. Vi skal ikke fortælle den videre når de ikke er der for det er deres historie og så længe du ikke er blevet bedt om at fortælle den til moster Oda, skal du lade være. Børn bryder sig ikke om at deres forældre fortæller deres historier videre.

Det samme gælder når de er til stede med os og andre mennesker.

Vi kan da synes det er en fantastisk oplevelse barnet har haft og at det da bestemt er noget hende moster Oda skal høre om. Men vi skal ikke begynde at fortælle den og dermed tale på barnets vegne om barnets oplevelser. Det er barnets private sfære.

Vi skal heller ikke overtage hvis barnet begynder at fortælle eller supplere fordi vi sidder og brænder inde med de vigtigste detaljer som vi synes den unge har glemt. Lad jeres børn fortælle deres historie på deres måde.

Jeg falder i til tider – selvfølgelig gør jeg det. Så har jeg en aftale med mine børn om at de godt må stoppe mig, selv midt i middagsselskabet, midt i offentligheden, selvom det er verdens bedste historie.

Så når jeg kommer til at tale på mine børns vegne eller svare på mine børns vegne, siger de med karakteristisk ublid teenagestemme: ”Jeg kan godt tale selv mor”.

Ups, så må jeg klappe kaje.

Nogle af jer vil måske sidde og sige: Jamen, slap dog af, må vi så slet ikke fortælle om vores børn?”

Jo, det tænker jeg godt I må, men tænk over om I selv ville bryde jer om at blive svaret for og fortalt om (både når I er til stede og når I ikke er)? Jeg ville ikke bryde mig om det, så derfor tænker jeg at det er helt naturligt at mine børn heller ikke bryder sig om det.

Til sidst: Fordelen ved at klappe kaje og lade dem tale for sig selv er 1. du har dine børns tillid fordi de ved de kan fortælle dig ting uden at hele familien i Jylland ved det to timer senere. 2. dine børn øver sig i selv at finde ud hvilke mennesker de er og vil blive til

Ulempen kan være at du er nødt til at tænke over om du har historier om dig selv som er spændende og fantastiske at fortælle om, når nu du kun kan tale for dig selv. Hvis ikke, så må du ud og finde noget at skrive hjem om