Roligt afslappet nærvær, gerne med en nænsom hånd som aer blidt.

Det er det teenagere har brug for.

Det er det børn har brug for.

Det er det vi alle sammen har brug for.

Jeg starter nu på min 3. måned som frivillig i Joannahuset, et børne-ungekrisecenter i København. Jeg får ikke nogen løn for det, jeg får ikke point på mit studie for det, men jeg kan allerede nu med sikkerhed sige at jeg får masser igen på andre måder

De unge mennesker, der kommer der, har brug for støtte.

De har brug for at møde voksne, som er der for dem.

Som ikke råber, som ikke skælder ud, som ikke stiller skøre krav, som ikke kræver at de er voksne i en alder af 15 år.

De har brug for voksne som er rolige, kærlige, rummelige, lyttende, nysgerrige, omsorgsfulde, sjove uden at være det på andres bekostning, For sådan nogle voksne har det været småt med i deres liv.

De har også brug for hjælp med hvad de har ret til at kræve i form af hvor de skal bo med hvem og hvad de kan tage af uddannelse efter folkeskolen. Der er selvfølgelig socialrådgivere på stedet som gør et fantastisk stykke arbejde med de teknisk faglige ting, men mest af alt er jeg optaget af det store hjerte der banker i huset fra alle de voksne, frivillige og fastansatte, til alle de børn og unge som kommer forbi

Det kræver faktisk ikke det store at være der – og så alligevel. Det kræver at jeg er til stede 100%.

Det kræver at jeg er i balance og kan udvise overskud og rummelighed.

Det kræver at jeg kan kigge bagom det grimme sprog eller forstå at den unge ikke kender til at have tillid til voksne, tværtimod.

Det kræver at jeg er sammen med de unge uden at stille krav, men være nysgerrig på deres præmisser.

Det betyder at vi ser tv sammen, lægger puslespil sammen og så er der rigtig meget samvær om mad ude i køkkenet. Der bliver lavet mad, spist mad mens vi snakker om løst og fast. De unge må selv vælge om de vil tale om deres situation eller om de bare vil have helle i Joannahuset.

Hver gang jeg er der, slår det mig at have helle og ro jo for pokker gælder for alle børn og unge.

Alle vores unge har ret til at være i fred uden konstante krav om præstation.

Alle unge har ret til kærligt nærvær. Også selvom deres teenagehjerner gør at de er noget umulige indimellem.

Alle vores børn har ret til det uanset alder.

Det kræver at vi voksne sørger for at have overskuddet til at give det kærlige nærvær.

At der er tid og plads til at være til stede uden krav, uden skæld ud.

Det kræver at vi voksne passer på os selv. Får sovet nok, får slappet af, får spist ordentligt og selv får kærligt nærvær fra andre voksne.

For det er vores ansvar 100%: At være der for vores børn og unge.

Nogle dage slår man bare ikke til, nogle dage kan man ikke give sig selv eller andre kærligt nærvær. Sådan er livet og det er ok.

Men så må man kigge på sit liv og vurdere: Var det en enlig svale? Hvis ja, så kan du tilgive dig selv for en skoddag og komme op på hesten igen. Hvis du har flere skoddage end juhu-dage, så har du ansvaret for at kigge på indholdet af dit liv og måske justere på nogle ting, så du igen får overskud til kærligt nærvær.

Som familierådgiver ser jeg hvor stor en effekt det har på børn og unge når forældre har plads til kærligt nærvær. Jeg ser hvor meget det betyder for familien hvis forældre ændrer på nogle ting så der kommer mere plads.

Jeg ser i Joannahuset hvor stor en effekt det har på unge mennesker i krise, hvis der er en voksen som har tid og ro til at lave en toast og måske stryge den unge lidt på armen mens I sidder der i sofaen og bare ser Netflix.

Jeg ser det også i mit eget hjem – effekten på juhu-dage og effekten på skoddage.

Mest af alt ser jeg alle steder hvor meget vi voksne kan gøre for de børn og unge – hvis vi prioriterer kærligt nærvær uden krav