Da de gik ned af gangen på sygehuset, hviskede Clara ”Dagens ord på Nissehjulet er >ansvarlig< – jeg håber du vil gøre brug af det i dag”. ’Hmprf’ Charlotte var noget irriteret over at Clara tilsyneladende ikke stolede meget på hende. Charlotte havde været igennem et langt sygdomsforløb med sin mormor som var død af kræft og hendes farfar var død i et trafikuheld, så hun mente nok hun kunne klare at se en ældre dame dø, ja stort set vel af alderdom, uden at gå i spåner.

Charlotte skulle lige vænne sig til at folk jo ikke kunne se hende. De trak derfor ikke til siden når de mødtes i gangen og hun måtte derfor huske at trække endnu længere til siden end hun ville gøre normalt. Men de nåede da helt hen til Gerda’s stue uden at komme i karambolage med nogen. På Gerda’s stue var der til gengæld nogen der var ved at komme i håndgemæng så det ud til. En sygeplejerske stod ind over sengen sammen med en mand, der flaksede rundt med armene som viklede han noget ud af sengen. Nede fra sengen lød der et vredt udbrud og sygeplejersken og manden svarede igen. Sygeplejersken roligt, manden oprørt.

”Gerda, du skal beholde ilten i næsen ellers går det galt. Du må heller ikke tage dit drop ud eller dit kateter. De er på dig for at hjælpe dig”

”Jeg skal ikke have nogen hjælp. Jeg er færdig med at være her tak og det bestemmer jeg vel nok selv” Det var en bestemt tone der kom fra sengen.

”Jamen mor” lød det irriteret fra manden ”Du er jo nødt til at have ilten på ellers kan du jo ikke trække vejret”

”Åh hva’ så Allan – hva’ så hvis jeg ikke længere har lyst til at trække vejret? Tænker du måske på det hva?”

”Pjat mor, du er for omtåget af al den medicin. Det er noget værre vrøvl du siger. Nu går jeg ud og finder en proteindrik til dig”

Manden, der åbenbart var sønnen Allan, nikkede mod døren til sygeplejersken og nikkede tilbage.

De gik ud af døren til stuen, ud på gangen. Clara og Charlotte nåede lige med inden døren lukkede.

” Eva, jeg er virkelig virkelig bekymret for min mor. Hun overlever jo ikke hvis hun tager den ilt ud af næsen. Det er som om hun ikke forstår det. Skal hun have noget mere beroligende? For jeg tør jo ikke gå fra hende et øjeblik – jeg er så bange for at der skal ske hende noget” Manden, der var søn, vred sine hænder og kiggede på sygeplejersken. Charlotte så hvor træt og udmattet han så ud.

”Vi skal nok holde et vågent øje med hende Allan. Du skal have noget søvn for det er vist meget lang tid siden ikke sandt?”

Allan nikkede tavst og kiggede hen på døren ind til morens stue.

”Vi skal nok passe på hende mens du sover”.

Allan gik to stuer ned og ind af døren der. Charlotte og Clara fulgte efter og så han lagde sig i en seng. Han måtte have fået en stillet til rådighed som var ubesat. Han ringede til en og græd mens han talte med en, der tydeligt stod familien nær.

”Jeg er bare så frygtelig bange for at hun kommer til at gøre skade på sig selv ved at hive de ledninger ud hele tiden. De siger hun ikke kan undvære ilt overhovedet”

Han lagde sig ned i sengen og lyttede til stemmen i den anden ende ”Ja, jeg ved godt hun er gammel og nu også svag. Men jeg er ikke klar til at miste min mor endnu”

Den anden ende talte lidt mere. ”Selvfølgelig forstår jeg at hun ikke kan holde ud at have det som hun har det og hun taler også om hvor meget hun savner far”

Tårerne løb ned af kinderne på Allan mens han knugede telefonen til kinden.

”Ja, jeg prøver at sove lidt nu. De har lovet at holde øje med hende. Så ringer jeg i aften når hun er faldet i søvn”

Allan lagde på og lukkede øjnene, men Charlotte kunne se at tårerne stadig trillede.

Charlottes hjerte gjorde ondt for det var kun alt for kort tid siden hun havde siddet der med sin mor ved sin side, knust af at miste sin mor, Charlottes mormor. Charlotte kendte alt til at våge ved en sygeseng på et hospital og hun ønskede det ikke for sin værste fjende. Der måtte da være noget der kunne gøres for Gerda.

”Nej, Charlotte, der er ikke noget jeg kan gøre” Claras stemme lød stille ved hendes side. ”Som du huske kan vi hjælpe helbredelse på vej, men ikke kurere. Og vi kan ikke trylle mennesker yngre end de er”

Charlotte kunne ikke holde ud at se den voksne mand græde længere og gik ud på gangen og trak vejret. Clara blev stående inde hos Allan. Charlotte ville godt se lidt mere på Gerda og finde ud af hvor skidt hun egentlig havde det. Måske var der noget Clara kunne gøre. Charlotte skubbede stille døren op til Gerdas stue.