Gerda vendte sig mod døren og vinkede hende ind. Charlotte stivnede – kunne Gerda se hende? Men så sagde Gerda ”Ih, det var dejligt du endelig kom Knud, jeg har ventet og ventet. Kom og sæt dig her”

Charlotte vendte sig om, men nej der var ikke andre.

Gerda sludrede med Knud som åbenbart også var usynlig. Indtil det gik op for Charlotte at Gerda talte med sin afdøde mand – ham hun savnede så frygteligt.

”Jeg er blevet et gammelt skvat du, sådan som jeg ligger her med ilt og ledninger. Jeg er træt af at de hiver og flår i mig og putter ting på mig og i mig. Jeg vil have fred vil jeg. Jeg vil op til dig så vi kan fortsætte hvor vi slap for 8 år siden.”

Charlotte lænede sig ind til hende og Gerda rettede sig lidt op og hen mod Charlotte

”Hvad siger du Knud? Jo, de er henne og hente eftermiddagskaffe nu, det ved jeg da selvom de siger de holder øje med mig hele tiden”

Gerda smilede sammensvorent og plirrede med sine svage gamle øjne

”Jovist da. Jeg kan da forsøge at hive den jævla tingest ud igen nu hvor de har sendt Allan væk for at hvile sig, stakkels barn”

Charlotte tænkte i dette øjeblik på dagens ord. Det virkede meget lidt ansvarligt det Gerda havde gang i – og meget lidt ansvarligt at sygeplejersken rendte efter kaffe lige nu. Hun var da nødt til at gøre noget – hvor var Clara?

Men Clara var ikke at se og nu lænede Gerda sig tilbage i sengen og med ét hurtigt tag hev hun ilten ud igen. Hun gispede kort efter vejret og faldt så hen. Charlotte kiggede på skærmen ved siden af sengen som heldigvis gav sig til at bippe alarmerende.

’Pyha’ tænkte Charlotte, ’ så kommer der nogen med det samme’

Men der kom ikke nogen.

”Gerda” kaldte Charlotte selvom hun godt var klar over hun brød nisseregler, men damen var jo for pokker ved at dø. Hun trykkede på sin personsøger til Clara og løb ud på gangen. Ikke en sjæl at se. Hun løb ned af en sidegang og der fandt hun en portør som netop havde stillet en ledig seng.

Charlotte, der fuldstændig havde glemt at hun var usynlig, hev manden i armen og råbte ”Du skal komme ind på stue 18. Gerda har hevet ilten ud igen” og så trak hun af sted med den skrækslagne portør som ellers ikke havde synes Riget var særlig uhyggelig.

 

Clara måtte have hjælp fra et par rejsenissekolleger for at dysse sagen ned på Grindsted sygehus. Den stakkels portør måtte en tur på psykiatrisk afdeling og have støtte så længe han snakkede om spøgelser og poltergejsts der hev i armen og råbte ind i hovedet på ham.

Gerda var død og Allan var knust. Hans kone kom og sad ved siden af ham hos Gerda. Det var hende han havde talt i telefon med tidligere. Allans bror kom fra København og en gammel ven af familien troppede op med cognac.

’Sådan en kunne jeg sgu godt bruge lige nu’ tænkte Charlotte ved sig selv. Hun vidste at hun ville blive synlig igen om få timer, så hun håbede hun kunne nå at se det hele falde lidt ned inden hun skulle videre. Hun var godt klar over hun havde trådt gevaldigt i spinaten med ham portøren, men Klaus måtte da forstå at det handlede om liv og død – at hun ikke kun have handlet anderledes.

Charlotte kiggede på sin nissekollega som snakkede med de to andre om en plan. Charlotte rynkede panden: Claras kvast lyste nu en fin klar blå farve. Den flakkede ikke mere og var mere skinnende end før Gerda døde.

Clara kom hen til Charlotte

”Kom, vi skal af sted nu. Der er ikke brug for mig mere her”.

”Din kvast Clara – din kvast!”

”Ja, hvad med den?”

”Den skinner jo bedre end før”

”Ja, Charlotte, selvom du prøvede at lave kuk i den lykkedes det jo heldigvis ikke. Der er igen balance i tingene i Gerdas familie. Bare se på dem” Clara vendte sig mod familien som sad omkring Gerdas seng med cognac i glasset, hinanden i hånden mens de sang Dejlig er Jorden.

Charlotte følte sig med ét meget dum og lille. Tænk at hun troede hun var større end liv og død. Tænk at hun havde troet hun skulle fixe alt. Tænk at hun have været ved at ødelægge det for familien fordi hun ikke respekterede balancen, men bare kløede på som hun altid gjorde uden særlig meget hensyn til dem omkring hende.

”Hvad er dagens ord?” spurgte Charlotte

”Fredfyldt” svarede Clara

”Ja, selvfølgelig er det dét” medgav Charlotte

Clara gav tegn til Charlotte om at de skulle gå og Charlotte kunne også mærke den der sitren i kroppen så småt vende tilbage. Pillen var holdt op med at virke så hun måtte ud bag p-pladsen hen ved åen igen inden nogen så en halv arm og et halvt ben vandre ned af hospitalsgangen for så var der da sikret mere selskab til portøren.