Charlotte havde fået en helt igennem synlig nat på Scandic hotel i Esbjerg og frådede nu i den store morgenmadsbuffet, som heldigvis var klar på dette ukristelige tidspunkt 06 før alle i hele verden fik sko på. Det var længe siden hun havde skænket vægt og ironman træning en tanke og lige nu var hun mest opsat på at nyde maden inden hun skulle på rejsenisse-arbejde.

Clara havde givet hende besked om at møde ved Vor Frelsers Kirke fordi der lå en lille park der hvor hun kunne skifte til usynlig igen inden de tog hen til familien Borg.

Hun småløb hen til kirken, lidt tung i mavsen over de sidste 2 pandekager – men mums det var det værd. Hun løb og så billeder af klejner foran sig. Klejner og konfekt og gran og julestjerner og hendes farmors julepynt – bare hun dog snart ville blive sendt hjem .

Clara ventede utålmodigt kl. 06.45. Charlotte fik pillen og tog en taxa de 4 kilometer hen til familiens hus på Sædding Strandvej. Clara formåede at komme med i bilen uden at chaufføren anede uråd og mens de sad i bilen sagde Charlotte til sig selv: ”Gad vide hvad dagens ord er?”

Chaufføren hørte naturligvis ikke at Clara svarede ”nærværende” . Da de nærmede sig familien Borgs hus, slugte Charlotte pillen.

Rejsenissen og hendes menneskekollega kiggede ind gennem vinduet til familien Borgs køkken-stue rum. Der var hektisk aktivitet. Men mest hos de voksne som rendte mellem hinanden og skænkede kaffe, havregryn, smoothies og samtidig pakkede computere og mapper, mens de tjekkede mobiltelefoner som skinnede hvidt i december-mørket. Charlotte kiggede på Claras kvast som skinnede svagt lilla.

En dreng – det måtte være Ulrik – kom trissende ud i køkkenet og gav sig til at hælde havregryn i en skål.

”Skat, jeg har bestilt mad til dig på nettet for jeg nåede ikke lige at smøre madpakke i aftes. Jeg har bestilt det du plejer at få” moren kiggede op fra sin iPhone hen mod sønnen.

”OK” Ulrik nikkede og satte sig ved spisebordet med sin telefon og havregrynsskålen.

”Er Ida oppe?” Christian skulle sætte Ida af på vejen og hun havde det med at stå et par timer foran spejlet og vurdere dagens outfit.

”Det ved jeg ikke – kig selv efter” Ulrik var træt af at skulle være hele familiens øjne og ører fordi de voksne havde for travlt og Ida bare var fornærmet.

”Hov hov unge mand, kan vi lige få kammertonen” Anna rodede sin yngste i håret.

”Hold op mor, jeg er ikke et pattebarn” Ulrik skubbede hendes hånd væk.

”Nå, nå hr. Borg. Nå, jeg skal af sted. Vi ses i aften alle sammen ik? Ida, du sørger for aftensmaden som aftalt og Nemlig stiller kasserne ved skuret”

Ida, der lige var trådt ind i køkkenet, sukkede som kun en træt teenager kan sukke som lagde man alle livets byrder på hendes smalle skuldre.

Ulrik kiggede efter sin mor som næsten løb ud af døren med telefonen til øret. Bare de dog kunne have en enkelt eftermiddag hvor hun kom hjem før kl. 19. Så kunne de snakke og drikke Faxe Kondi. Men Ulrik havde ikke nogle voksne at snakke med. Faster Pia som Ida altid snakkede med kunne han ikke rigtig finde ud af at komme til – det var som om Ida tog al pladsen.

Ulrik kiggede over på sin far som sad og skrev på telefonen mens han drak sin smoothie. Far var jo egentlig sød nok, men det var sin mor han savnede mest selvom han hellere ville dø end sige det højt. Ulrik mærkede at det gjorde lidt ondt i maven, der var en lille klump i halsen så han skyndte sig at finde noget med Morten Münster – en sjov youtuber, så følelsen af forladthed kunne fortrænges.

Charlotte og Clara fulgte efter Ulrik da han gik til skole. Charlotte kunne næsten ikke bære at gå bag ved drengen som gik helt alene, kun med sin telefon som følgesvend.

Timerne inden frokost gik som de nu går i en dansk 4.klasse. Lidt idræt, lidt regning, lidt larm og lidt fnis. Ingen tvivl om at Ulrik hang ud med de mere toughe drenge, igen tvivl om at Ulrik bar en hård maske til at dække det ensomme indre. Men det vidste de andre børn jo ikke. De andre drenge så kun en sej dreng som ikke var bange for lærerene og pigerne synes Ulrik var irriterende og alle var generelt lidt bange for ham for man vidste aldrig rigtig helt hvad der kunne trigge hans raseri.

I spisepausen tog alle deres mad frem og Mikkel, pædagogen med spisevagten, sad ved kateteret og forsøgte at holde lidt madro. Det gik nogenlunde indtil Julie stolt frembragte 4 brunkager med smuk pynt. Hun sad og fortalte nogle af de andre piger hvordan hun og hendes mor havde haft den hyggeligste eftermiddag i går med at pynte dem. Ulrik mærkede misundelsen stige op i ham som et vredt monster. Julie snakkede videre om hvor hyggeligt det havde været ”og så fik vi julete som min mor havde købt særligt til os to” og Ulrik blev mere og mere frustreret. Da Julie fortsatte ”og på fredag skal vi alle ud og købe de sidste julegaver sammen og spise æbleskiver på café i Esbjerg”, knækkede filmen for Ulrik. Han gik over, tog Julies brunkager og gav hende en ordentlig lammer på armen ”hvor er du latterlig barnlig at høre på” vrængede han, smed kagerne på gulvet og trampede på dem.

Ulrik røg direkte op på rektors kontor, hvor han nægtede at kommentere på noget som helst.

”Vi er nødt til at ringe dig hjem Ulrik. Sådanne udbrud går simpelthen ikke. Du er en stor dreng og du ved godt at det ikke var i orden” sagde rektor og kiggede strengt på ham, men hendes hjerte blødte for den stakkels ensomme dreng. Hun havde jo haft ham på besøg før og vidste godt hvad han savnede.

Rektor ringede til Anna og forklarede situationen. Anna var vred og sagde at hun naturligvis ville hente ham så snart hun kunne, ”men jeg har et møde her kl. 13 som jeg er nødt til at gennemføre, men jeg kommer lige så snart efter det”.

”OK” sagde rektor, ”men så må han blive siddende her hos mig indtil da”

Clara sagde ”Bliv her Charlotte, jeg kommer straks” og så forsvandt hun.

Charlotte sad i sofaen så tæt på Ulrik at hun kunne røre ham og det havde hun inderligt lyst til, men hun lovede sig selv ikke at lave flere menneske-ulykker for hun ville hjem til Søllerød – hjem til sine drenge og kramme dem.

Rektors telefon ringede og hun svarede. Det var Ulriks mor ”Ja, det er heldigt for mit møde er lige blevet aflyst. Ham jeg skulle mødes med kan ikke komme alligevel fordi hans bil er gået i stykker, så jeg kommer med det samme”.

Charlotte smilede og takkede for nissemagi.

Anna hentede Ulrik og da de gik ud fra skolen, fik han en skideballe ”For fanden Ulrik, du kan sgu da ikke rende rundt og slå andre børn. Og nu var jeg nødt til at tage en halv fridag fordi du ikke kunne styre dig, Hvad er der galt med dig?”

Ulrik dukkede sig og gik stille ved siden af sin mor.

”Svar mig Ulrik! Hvad pokker gik der af dig?”

Ulrik kunne ikke holde tårerne og sorgen og misundelsen og vreden inde længere og råbte:

”Det var jo bare fordi hun havde lavet brunkager med sin mor og de skulle have æbleskiver på fredag inde i byen og de laver alt muligt sammen og hendes mor er hjemme om eftermiddagen og faster Pia har aldrig tid til mig på grund af Ida og jeg vil også bare pynte brunkager med min mor. Jeg hader Julie!”

Anna stoppede brat op og kiggede forbløffet på sin søn der ellers aldrig sagde mere end 2 ord til hende. Anna så på sin søn som han stod der, kun 10 år og så inderligt ked af det. Hun så ham – for første gang i meget lang tid – og mærkede en klump i halsen. ’For fanden Anna’ skældte hun sig selv ud ’hvad har du gjort? Eller rettere hvad pokker har du ikke gjort for dit barn’

Anna satte sig på hug for større var Ulrik jo ikke ”Jeg kan godt se at du er rigtig ked af det og det er min skyld. Det er jeg rigtig ked af og det må du undskylde. Jeg har haft for travlt med mit arbejde og ingen tid til dig. Det duer ikke for jeg vil jo gerne være sammen med dig”.

Hun lænede sig frem og tog forsigtig Ulrik ind til sig. Han lod sig villigt kramme mens han græd. Anna følte sig som den værste mor i hele verden. Charlotte der stod ved siden af og græd, havde lyst til at råbe: ”Men du ser det jo nu – du ser det nu – det er jo at være en god mor”

Anna holdt Ulrik ud fra sig: ”Hvad siger du til at vi laver brunkager i eftermiddag? Med pynt og det hele? ”

Ulrik smilede gennem tårer ”Kan vi så også købe den der pølse risengrød til aftensmad?”

”Selvfølgelig kan vi det. Vi kan også købe klejner” Smilede Ulriks mor tilbage og tog ham i hånden hen mod bilen.

’Klejner’ lo Charlotte ved sig selv ’ hun kan også lide klejner’

Hun lo stadig da Clara kom gående tilbage. Claras kvast skinnede nu stærkt lilla igen.