Charlotte sad for anden dag i træk ved det fantastiske morgenbord på Scandic i Esbjerg. Clara havde været stolt af at hun ikke blandede sig i familien Borgs liv, så hun havde udskudt den lange kanetur hjem og givet Charlotte en ekstra nat i menneskeverdenen. Charlotte var taknemmelig men med 4 dage til jul, var hun også efterhånden bekymret for om Klaus ville sende hende retur til Søllerød i tide. Hun havde ikke tjekket sin mail eller telefon i 2 dage – hun havde godt nok skrevet til Jesper at hun var på en lille tur i den australske outback, så hun kunne nok ikke modtage eller sende noget før tidligst d. 20. Men nu sad hun og tænkte på gaver og and og om Jesper mon ønskede hende meget længere væk end outback’en. ’Måske er han glad for at kunne nusse rundt med det hele uden at jeg kommer styrtende hjem og blander mig og kritiserer?’ Charlotte indså at om ikke andet havde hun da lært at sætte pris på sin mand under sit ufrivillige nisse-ophold.

Men det var især savnet af drengene der fyldte efter oplevelsen med Ulrik. Inden hun så familien,

men kun havde hørt om dem, var hun jo overbevist om at hun var god og de andre var dårlige, men hun havde da godt fattet nu at det ikke var så simpelt. Rettere havde man måske gode og dårlige faser men gik igennem som menneske. 2018 havde nok ikke lige været Charlottes bedste på mor-fronten, så måske var der en nissekvast et sted der kun lyste svagt lilla på børnenes vegne. Hun lovede sig selv at det skulle blive bedre når hun kom hjem.

Hun havde faktisk også sovet godt i de sidste uge og kroppen havde det dejligt på trods af at hun havde taget på og ikke havde trænet. Faktisk havde hun ikke haft det så godt med sin krop længe.

Hvis hun ville have mere tid med ungerne – og Jesper – var det nødvendigt at skære et sted og hun mærkede at det nok skulle være ironman som stod til at tabe det battle.

Claras nissehus og hoved poppede op foran vinduet hvor Charlotte sad og Charlotte hoppede op stolen af forskrækkelse ”For pokker da Clara!”

Manden ved bordet ved siden af kiggede på hende og kiggede derefter ud af vinduet…og kiggede lidt mistroisk tilbage på Charlotte.

”Ja undskyld, jeg kom lige i tanke om jeg har glemt en julegave til min søster Clara” Charlotte forklarede manden med en undskyldende håndbevægelse, mens Clara med sine hænder signalerede ’udenfor’.

Charlotte tjekkede ud og mødte Clara rundt om hovedindgangen.

”Kom” sagde Clara ”Vi skal hen til kanen med det samme”

”Rolig nu nisseven, godmorgen til dig også. Hvad er dagens ord i Stråleglans?” Charlotte gik drillende langsomt bag sin nissekollega.

”>Sårbar<, men tro mig: Du er også interesseret i at komme derhen så hurtigt som muligt” Clara ignorerede Charlottes langsommelighed og var hurtigt ret langt foran. Charlotte tænkte at Clara som regel havde Charlotte ve og vel i mente, så hun satte farten op og indhentede nissen.

De nåede rundt om hjørnet ved Frelsers Kirke og der ved kanen stod Klaus.

Charlotte stoppede ’Åh nej, nu skulle hun for alvor have skæld ud for episoden med portøren på Grindsted sygehus’. Charlotte nåede hen til Klaus og holdt hænderne op som værgede hun sig for julestokkeslag:

”Undskyld undskyld undskyld! Jeg er klar over at jeg lavede ged i den ved at lege nisse og blande mig i Claras arbejde. Jeg har forstået hvor åndssvagt det var. Jeg vil gøre hvad som helst for at gøre det godt igen for jeg kan godt se det var helt forkert af mig”

Klaus smilede. ’Pyha’ tænkte Charlotte ’rart at se at Julemanden kan smile især når vi nu er rimelig tæt på juleaften’

”Ja, det var en temmelig uheldig episode, men heldigvis er portøren gjort af sejt stof, så han kommer sig og fortæller røverhistorier på børneafdelingen til stor fornøjelse for de små syge der skal være der over julen”.

Klaus gik helt hen til Charlotte og tog hendes hænder mellem sine kæmpe labber ”Det er blevet tid Charlotte”

’Tid til hva´?’ for det gennem Charlotte ’Tid til mere nissearbejde, tid til mere belæring om hvad vi mennesker gør galt, tid til mere snak om balance og nissehjul?’

”Det er blevet tid til at du skal vende hjem for good til din egen verden.”

Charlottes verden stod helt stille da og hun vovede ikke at trække vejret hvis han nu skulle skifte mening fordi hun larmede.

”Jeg har talt med Nisserådet om dig og vi er enige om at du har gjort dit allerbedste de sidste 3 uger og det er mere end de fleste nisser kan jeg sige dig. Du har taget alle udfordringer op uden at kny og med et gå-på-mod som vi vil bruge som eksempel for nisser verden over.”

Charlotte blev fuldstændig paf. Det var alligevel en overraskelse at han synes hun havde klaret det så godt. Tænk engang at få ros af julemanden.

”Ih tak Klaus. Det har været den vildeste oplevelse at være i Stråleglans. Bare ærgerligt jeg ikke kan fortælle det til nogen”

”Ja, desværre må du holde tand for tunge overfor voksne i hvert fald. Men børnene kan nok tåle at få en god historie på sengekanten her op til jul. Du har jo trods alt været i Nisseland, selvom det ikke har været julebal i 21 dage, men hårdt arbejde. Clara og hendes kane tager dig hjem til Søllerød nu, så jeg vil ønske dig alt mulig held og lykke i fremtiden.”

”Jo, øh tak – men hov, så får jeg slet ikke sagt farvel til Maria og mine kolleger i JHK…jeg mener Julehjælpskomiteen og Oluf og alle de andre”

”Det er ok Charlotte – de ved du vil sige dem tak. De siger også tak til dig gennem mig nu. Hvem ved måske møder du Maria igen en dag.”

”Hmm, ja, jeg ved ikke om jeg skal håbe på at møde en rejsenisse igen – så betyder det vel at jeg er skyld i at en nissekvast ikke kan skinne på fuld styrke”

”Arh, mon ikke det kan lade sig gøre at hilse på uden det betyder at der er noget galt” Klaus blinkede lunt til hende og klemte hendes hænder.

Charlotte fik tårer i øjnene: ”Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg er sindssygt glad for at skulle hjem tl min familie, men jeg er også sindssygt glad for den rejse jeg har været på de sidste 3 uger. Vil du hilse Maria særligt og sige at jeg er taknemmelig for at hun kom til at tage mig med hjem til Nisseland?”

”Det skal jeg gøre Charlotte. Og nu skal du op i kanen og hjem til Søllerød.” Julemanden gav hendes hænder et sidste klem og slap dem så og trådte tilbage så hun kunne stige om bord i kanen lige bag ved Torden.

Clara satte sig ind ved siden af hende og gav rensdyrene signal til afgang. Af sted for de opad og opad mens Charlotte vendte sig i kanen og vinkede farvel til Julemanden.

Charlotte hujede af glæde indeni for vinden var for stærk til at åbne munden: ’Nu skulle hun hjem til sine drenge og fejre jul’