”Mor, den der bluse er lige dig” sagde min 10-årige i går til mig om den bluse jeg havde på.

Hun siger også det modsatte – helt ucensureret – nogen gange. Hun kan sagtens korrekse og give os alle gode råd herhjemme. Det kan både far, mor, storebror og lillesøster.

Det var sødt da jeg var bosiddende i Los Angeles i 80’erne og den lille 5-årige dreng i min familie, hvor jeg boede, korreksede mig hver gang jeg sagde noget forkert på engelsk: ”She said trousers, not pants”.

Det var ikke sødt da en voksen, jeg kender, engang uopfordret sendte mig en mail hvori der stod gode råd til hvordan jeg kunne ændre mig, så jeg passede bedre ind i en bestemt setting.

Små børn er ret ukomplicerede og ligetil. De fleste har (gudskelov) ikke nået at fået spyet skam og galde ud over sig endnu, så de er åbne og ligefremme. En kommentar fra dem vil oftest være det der lyder som: En omsorgsfuld bemærkning om hvad de synes vil være godt for en – uden noget i deres egen bagage der forstyrrer.

Den lille dreng der rettede mit engelske havde, så vidt jeg ved, ikke oplevet at blive skammet ud fordi han sagde noget forkert. Så han hjalp mig bare som den omsorgsfulde dreng han var helt fra naturens side fordi Gyldendals Røde Ordbøger lå i en kuffert som aldrig blevet fundet af American Airlines

Men når vi så vokser op og bliver større end 5-10 år, lærer vi at der er mange ting man ikke må. Ting man må sige og ting man bestemt ikke må sige. Ting man må gøre og ting man bestemt ikke må gøre. Tøj man må have på og tøj man bestemt ikke må have på. Musik man bør kunne lide og musik der er dårlig smag. Bøger der er gode bøger og bøger der er trash litteratur. Film der er værd at se og film der er B-film.

Vi lærer vores børn at sådan som vi gør i vores familie er godt og desværre ofte at hvis nogen gør det modsatte, er det skidt. Mange af os lærer også vores børn at hvis nogen gør noget udenfor nummer, skal det påtales og rettes. Det er jo ganske fint at lære hvis Oscar på 12 gerne vil være politibetjent…derudover er det ikke altid superhensigtsmæssigt.

Det er ikke hensigtsmæssigt og sjældent et ”rent” råd fordi vi slæber vores egen bagage med om hvad der er ret og vrang. Så vores råd bunder ikke altid i omsorg for den anden, men vores egen skam som personen fuldstændig uvidende kommer til at trampe rundt i.

Et af mine triggerpunkter er egoisme. Så hvis folk opfører sig meget egennyttigt, kan jeg have sindssvag trang til at råde dem til måske at tænke lidt på andre end dem selv.

Et andet hot spot er folk der ikke har styr på deres shit overfor deres børn. Når de glemmer deres madpakker eller at putte dem i seng til ordentlig tid (på MIT ur), så har jeg trang til at tilbyde øjeblikkelig adoption af deres afkom eller give dem et kursus i forældreskab.

Problemet er bare at det ikke er givet i kærlighed til og omsorg for de personer der handler sådan.
Jeg har behov for at give dem rådene – at bede dem være på MIN måde – fordi det udløser sorg, gammelt skrammel og vrede i mig.

På den måde får vi overført (projiceret med et fint ord) al vores skam og vrede og ked-af-det-hed over på den anden. Pyha, så slipper vi selv for læsset og ansvaret for en kort stund. At vi med ret stor sandsynlighed har såret den anden dybt ved at gøre ham eller hende forkert, vælger vi at fornægte.

Med fare for at lyde som en frelst spirituella coach, lærte jeg det sgu først da jeg begyndte at tage de vidunderlige coachkurser. Da så jeg at alle mine velmente råd, handlede 99,9% om mig selv og min skam.

Så tricket var, sagde en kursusleder fra The Ford Institute, at forblive tavs når du har brug for at give et godt råd. Dernæst lever du efter dit eget gode råd i 3 uger og så kan du evaluere.

Det sidste stykke af vejen, lærte jeg af min svigermor: Hvis du virkelig er ved at dø efter at give folk et godt råd, så spørg folk først om de vil have et godt råd du har lyst til at give dem. Hvis de siger nej, så ti stille (selvom det er umådeligt svært red.)

Jeg er en utrolig sansende person som kan se/mærke/opfatte hvordan en person har det mellem 80 andre tværs gennem et konferencelokale og jeg tager meget sjældent fejl. Den gave skal jeg da sandelig benytte.

Men det eneste jeg aldrig gør er at give uopfordrede råd. Jeg kan sagtens benytte min gave på andre måder: Ved at vise imødekommenhed, kærlighed, forståelse og rummelighed, hvis jeg mærker at folk kæmper med noget.

Jeg hjælper mine børn med at lære det også: At de skal spørge først før de retter på andre. Det er svært for dem fordi de stadig er så små og så umiddelbare i deres hjerner. Men vi tager baby steps.

På den måde håber jeg at de vokser op og kan støtte og hjælpe andre som beder om det. Jeg håber ikke de bliver som den person jeg hørte den anden dag uopfordret kritisere en anden voldsomt med ordene: ”Det er jo for dit eget bedste”. Da skulle jeg styre mig vældigt for at ikke at stikke førstnævnte mit visitkort med et tilbud om at kigge på sine egne mørke skygger og skam

PS: Hun har ret min datter – den klæder mig ret godt den her bluse!