At stå fast på sine egne grænser er noget mange af os har udfordringer med. Vi kan have svært ved at stå fast på dem og giver efter når nogle tramper ind over dem eller vi kan stå så fast at det hele bliver firkantet, uvelkomment og ensomt.

For noget tid siden var jeg i en situation hvor jeg oplevede en kvinde, der havde meget svært ved at holde på sine egne grænser. Udviklingen i den situation hun var i (hvor jeg også var der) gjorde at hun blev opmærksom på at noget var galt i hende, men hun blev bange for det og rettede sorgen ud af for at flygte fra det. Det gik ud over mig – og mine grænser.

Efterfølgende var jeg meget fortørnet og synes det var noget irriterende at det skulle gå ud over mig – noget som larmede i hende og intet havde at gøre med mig som person. Fordelen ved at læse til psykoterapeut er at vi selv skal gå i terapi, så jeg tog det op med min terapeut – og så skal jeg love for det kun handlede om mig😅

Jeg har jo også nogle udfordringer med mine grænser. Jeg får nemlig ikke altid sagt fra når nogle tramper ind over dem og det duer bare ikke i længden af 2 årsager:

1. Jeg bliver i dårligt humør fordi jeg føler mig dårligt behandlet
2. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg selv mener og synes, når der står en anden person i mit space og larmer.

Men jeg har svært ved at sige fra i en situation hvor en person træder ind over mine grænser og vil have mig med til noget jeg ikke har lyst til – igen af 2 årsager:

1. Jeg kan i 99% af tilfældene godt forstå den anden persons bevæggrunde og er tilbøjelig til at over-sympatisere med den person på bekostning af mig selv
2. Situationen er ubehagelig for mig og jeg vil gerne have den overstået hurtigst muligt. Det opnås nemmest ved at jeg siger (inde i mig selv) til den anden: Du får ret og jeg får fred. Så æder jeg en masse skyld og får fred…i 20 sekunder og så bliver jeg jo sur over at have spist uberettiget skyld.

Så jeg fik hjemmearbejde: Jeg skal øve mig i at sige fra når jeg oplever folk overskrider mine grænser. Selvom jeg godt kan forstå dem. Selvom jeg helst bare vil sige ”Du får ret og jeg får fred” og lukke den der.

Det føles svært for hvad nu hvis den anden er ked af det eller har brug for hjælp? Så kan jeg da ikke sidde der og snakke om mine grænser, men hun græder eller beder om noget?

Jo jeg kan. For jeg skal jo ikke pege fingre og tale om hende og gøre hende mere ked af det eller ignorere hendes anmodning om hjælp. Jeg skal blive hos mig selv og kun tale om mig selv. Jeg kan sige f.eks. at jeg ikke deler hendes oplevelse af situationen hvis jeg er blevet beskyldt for noget jeg ikke vil tage ansvar for. Jeg kan sige at jeg kan høre hun beder om hjælp, men jeg kan ikke hjælpe.

Jeg behøver ikke forklare i øst og vest hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat. Fordi det ikke er vigtigt. Det vigtige er at jeg får sagt fra.

Hvis hun så bliver ked eller frustreret over min udmelding, handler det om hende. Ikke mig. Det er det vigtigste for mig at huske.

Det næstvigtigste at huske er at den anden sandsynligvis bliver sur eller fornærmet på mig, hvis jeg siger jeg er uenig med hende eller ikke vil hjælpe. Det bryder jeg mig virkelig ikke om.

Jeg vil jo gerne holdes af og kan ikke lide tanken om at der er folk derude der synes jeg er en idiot. Men det vil der jo altid være uanset hvor meget jeg lægger bånd på mig selv…og så kan jeg jo lige så godt passe på mig selv først.

Upside er at jeg får sagt fra. At jeg får stået op for den person jeg er helt inde og ikke bare den nydelige evigt hjælpsomme eftergivende facade. Jeg kan mærke mig selv og hvem jeg er – hvad jeg står for. Jeg fremstår mere tydelig. Det er rart for de fleste når andre mennesker står tydeligt frem med hvem de er for det fjerner noget usikkerhed i relationen.

Men jeg skal lige øve med små babysteps først så det ikke føles helt så angstprovokerende…godt jeg har to teenagebørn at træne med😉