Jeg møder ofte klienter – og familie og venner – som synes det er de andres skyld at de har det skidt. Som synes at de andre gør noget ved dem som gør dem kede af det.

Men faktum er at vi alle er små narcissister i den forstand at vi sjældent gør noget pga. andre, vi gør noget pga. os selv.

Så kan det være ubevidst – at vi ikke selv er klar at vi handler på egne vegne, men det gør vi. En godhjertet gerning er jo også (til dels) for vores egen skyld for vi får det jo godt med os selv bagefter.

Ligeså kan vi have lyst til at såre andre fordi de har gjort os kede af det på en eller anden måde. Men det handler jo om dig – ikke om dem!

Det er en svær situation fordi det kræver at den der bliver såret, både skal se at den anden ikke havde til hensigt at såre OG at verden desværre ikke drejer om ens egen akse.

Det kan godt være ensomt. Især fordi mange (kvinder!) er opdraget til at tage hensyn til andre først og dernæst sig selv. Når de så pludselig begynder at passe på sig selv og sige nej til altid at gøre for andre, falder der brænde ned fra dem (som ikke selv giver noget), der ikke længere får serveret af flinkeskolepigen.

Den rejse væk fra flinkeskolepigen startede jeg i 00’erne.

Jeg kunne godt forstå med hovedet det som Ruiz skriver i sin bog Four Agreements: ”at folk ikke gør noget pga. dig, men pga. sig selv”. Men min krop og sjæl turde ikke helt tro på. Jeg havde jo hele mit liv været vant til at tage overansvar for alt og alle hele tiden. Det var mit job i livet troede jeg. Jeg rendte hele tiden med at føle mig ensom, for her rendte jeg rundt og gjorde for andre – og ingen gjorde noget for mig.

Jeg var bange for at hvis jeg begyndte at prioritere og passe på mig selv, ville de andre blive sure fordi jeg ikke ville dem længere.

Men jeg havde opdaget at jeg ikke anede hvem jeg var – hvad jeg som person ville. Jeg vidste godt hvad jeg skulle som ansat, som mor, som kone, som ven, som familiemedlem, men ikke hvad jeg selv ville.

Så jeg startede med at øve mig i det nære. Heldigvis er jeg beriget med en klippe af en mand som bestemt godt ved hvad han vil og som kan finde ud af at passe på sig selv – og sin familie: Mig og børnene.

Så jeg turde gå lidt ud af planken derhjemme.

Jeg øvede mig i at sige nej til ting som ikke passede mig og udholdt de fornærmede blikke der fulgte med. Jeg holdt op med at være den der altid ringede, spurgte ind til og fulgte op – og udholdt at blive skældt ud fordi jeg ikke gjorde det længere. Jeg vidste jo godt at det ikke handlede om mig, men om de andre som pludselig måtte stå med ansvaret for deres eget velbefindende selv.

Men det var svært og det var hårdt. Og jeg følte også det var ensomt for jeg var jo vant til at fylde min kop ved at være og gøre for andre. Men nu skulle jeg øve mig i at fylde min egen kop.

Her 20 år senere kan jeg med sindsro konkludere: Det kunne betale sig.

Jeg kan nu sidde roligt i stolen når en klient er ked af det og siger ting à la: ”Hun gør mig bevidst ked af det, han er ond mod mig når han ikke vil dit og dat”

Så ved jeg af egen erfaring at det gør folk ikke. Folk hytter deres eget skind på godt og ondt og det er som det skal være.

Jeg tog nogle modige, svære skridt dengang.

Men jeg står tilbage med en erkendelse af at dem jeg har omkring mig i dag, er mennesker som tager ansvar for eget liv og derfor mødes vi i empatisk, lyttende fællesskab hvor vi både kan være der for os selv og hinanden.