Vi vil helst ikke fremstå sårbare, needy og som en der ikke kan klare sig selv.

Alligevel længes vi alle efter kontakt, nærhed og relation med andre mennesker.

Flere af os har ikke fået den trygge kommunikation og tilknytning i barndommen som et solidt fundament for relationskompetence.

Vi slæber rundt på sår og traumer fra dengang som besværliggør relationer i ens voksne liv.

Vi vil så gerne have kontakt og er samtidig så bange for at blive skuffet og afvist. Når vi står på den måde med et ben i hver lejr, så bliver vores måde at forsøge at skabe kontakt på, derefter. Og vi skuffes gang på gang, vi føler os uelskede og at de andre er forkerte.

Når vi holder os tilbage fra at dele vores inderste kerne af følelser som kan omhandle utilstrækkelighed, ked af det hed og anden traumerrespons, ender vi ofte op med at have urealistiske forventninger til hvad vi selv bør kunne klare og håndtere – og hvordan andre skal agere overfor os.

Så bliver vi gang på gang skuffet over andre og os selv. Vi får igen og igen bevis for hvorfor det alligevel ikke gør en forskel at prøve selv at ændre på tingenes – og følelsernes – tilstand for de andre derude forstår jo alligevel ingenting og er ligeglade med mig. Og jeg duer i øvrigt ikke til noget.

For at skabe en forandring må man kunne adskille utrygge forbindelser med omsorgspersoner i barndommen med de livsmønstre den utryghed har skabt i ens verden.

Vi må kigge på hvordan vi lukker ned og af, men samtidig kræver af de mennesker i ens voksne verden at de skal være der ubetinget og indgå i det dysfunktionelle mønster vi har slæbt med fra vores eget bagland.

For vi kommer til at stille krav til vores nuværende voksne relationer om at de skal fixe hvad der gik itu en gang. Sådanne relationer er dødsdømt.

Det er utrolig sårbart at stå frem med hele sit sårede jeg og sige: Jeg har brug for hjælp til at skille tingene ad.

Men vi må gøre det for at opnå den kontakt vi sådan længes efter.

Vi må gøre det for at finde fred i os selv – med os selv.

Det kræver utrolig hjertevarme og langsommelighed at bistå en der træder ud af en dysfunktionel uhensigtsmæssig tilstand.

Derfor skal vi vælge vores hjælpere med omhu, evt. en professionel terapeut, så vi ikke blot får en tur i det dysfunktionelle mønster igen ved at have urealistiske forventninger til formåen hos partner, familie eller venner.

Det kan være virkelig svært at sidde overfor smerte og svært at besvare på den optimale måde hvis man ikke er trænet i den slags. Så hvis du vover pelsen og går planken ud, så overvej at tale med en terapeut først som ved hvordan det skal håndteres. Så kan du få tips til hvordan du forklarer til dine nærmeste hvad du har brug for på en realistisk måde som de kan opfylde.

Det er så hårdt at sidde mellem de stole: Længsel efter kontakt og frygt for samme. Det er også hårdt at kaste sig ud at prøve at ændre på det.

Men, og jeg taler af både privat og professionel erfaring: At det at sidde og bare holde vejret, lukke af og lukke ned, er værst, mest ensomt og mest ødelæggende for ens liv.

At åbne op om hvad der er så svært og så sårbart kan, hvis man bliver mødt ordentligt, være utroligt befriende og livgivende.

Men husk babysteps og selvkærlighed i processen