Jeg har ikke været alene i 3 uger. Så i går aftes låste jeg mig inde i soveværelse med ostepops, et glas hvidvin og en countryserie på dvd. Jeg kom kun ud for at hente aftensmad og satte mig ind i soveværelset og spiste den mens jeg så min serie videre.
Min søster, som bor alene, hilste så overstrømmende på naboen den anden dag at han blev helt forskrækket. Og så har hun grebet sig selv i at chatte unge mænd op helt ned til 6 års alderen når de er ude i haven overfor for at plante påskeliljer til et natur-og-teknologi-projekt.
Vi er alle sammen forskelligt påvirket fordi vi er forskellige og har forskellige liv. Men vi kan ikke sammenligne situationer og sige noget er værre end andre – udover at min søster og jeg i det mindste ikke ligger i respirator på en intensiv afdeling.
Nogle savner kolleger, andre vil bare gerne på toilettet uden børn. Nogle er vilde med at lave hjemkundskabstimer derhjemme, andre har brugt feriebudgettet på takeaway. Nogle har set alt på Netflix og fået hold i ryggen samtidig mens andre kravler på væggene fordi de ikke er vant til at skulle være derhjemme 24/7.
Nogle har kun en lille to-værelses og ingen have, andre har så mange værelser at de ikke opdager hele familien er hjemme.
Nogle har bygget underjordiske bunkere i tilfælde af krig…nå nej, det var vist i USA…
Nogle planlægger straks fyraftensøl på Zoom, Scrabble på FaceTime med bedste og ser film sammen mens de chattter. Andre sidder derhjemme og kigger ud i luften og tænker hvordan de skal få tiden til at gå.
Nogle knokler på arbejdet – ude eller hjemme – og skal få det til at fungere, når man nu ikke lige kan tage hen på sit kontor hver dag og hente det bilag man mangler. Andre er pludselig uden arbejde fordi landet er lukket ned.
Nogle panikker fordi de frygter mangel på et eller andet og hamstrer flåede tomater og dåsemakrel, mens andre tager det som en udfordring at få spist mærkelig konserves man har i køkkenskabet.
Nogle bruger den ekstra fritid som alle synes vi har fået til at træne en hel masse. Jeg har fået mindre fritid og selvom jeg måske træner, er der mere hygge på banen i en skør tid.
Jeg så i går en psykolog der reklamerede for sit nyhedsbrev på Facebook sådan her:
”Hvorfor falder du i et hul og spiser crap, selvom du ved at det smadrer din figur, dit blodsukker og måske endda dit selvværd? Få slankepsykologens nyhedsbrev…”
Så kan vi rigtig sidde og slå os selv oveni hovedet og slankepsykologen giver os hammeren til at slå med.
Skulle vi – og psykologer – nu ikke benytte lejligheden til at rumme os selv og hinanden? Tilgive os selv og hinanden for at æde crap, være kort luntet, doven, smådeprimeret, desperat, frustreret, bekymret, sur, irritable, stresset, sove for længe, sove for lidt, se for meget Netflix, vrisse af børnene, komme for lidt ud i den friske luft.
Min søster og jeg glæder os begge to til at verden bliver normal igen. De første der skal have kæmpe krammere er vores gamle forældre der kæmper med alvorlig sygdom og derfor sidder ret isoleret derhjemme.
Indtil da: Skulle vi ikke benytte denne meget lidt kærkomne lejlighed til at passe ekstra på os selv og hinanden og holde igen med kritikken?
Hver dag smiler de fleste venligt til hinanden i Kvickly og øver sig i at holde afstand i køen.
Jeg så 4 teenageveninder ved Furesøen i forgårs – de sad med 2 meters mellemrum på badebroen og snakkede i solen.
Jeg så en flok cykelryttere i Rude Skov i går – de cyklede med fin afstand.
