Vi kan afhjælpe stødene, vores børn får, med en blød pude, men vi kan ikke sørge for at de undgår uheld.
Allerede når børn er 10-12 år, altså det vi kalder pre-teen, begynder det: Deres ønske om at stå på egne ben, som er så vigtig for alle pattedyr fordi det er det der sikrer overlevelse, begynder at spire for alvor.
De river sig løs og det kommer oftest som lyn fra en klar himmel for os forældre som slet ikke er klar til at give slip.
For hvordan skal det dog gå vores små pus ude i den store verden.
Når de bliver full blown teenagere, kører bussen for alvor. De vil det hele selv og mener også de kan det hele selv fordi deres umodne hjerne ikke helt er deres ven 100% af tiden i disse år indtil hjernen teknisk set først er færdig i en alder af ca. 25.
Det er lidt ligesom at have ustabile bremser på bilen, som virker noget af tiden.
Forældre-jobbet ændrer sig fordi det ikke er de basale behov børnene skal have dækket længere. De kan godt selv bevæge sig, spise og tage tøj på.
De kan ikke nødvendigvis altid bevæge sig som vi forældre ønsker, eller spise det vi ønsker, eller gå i det tøj vi ønsker – og rydde det op på værelset. Men de kan klare sig.
Så nu skal de øve sig på den store vilde verden og det skal de have mulighed for. For hvordan pokker skal de ellers lære at begå sig?
Hvis vi kontrollerer hvad de spiser og forsøger at bestemme 100% hvornår de skal gøre hvad, lærer de aldrig selv at prioritere deres liv.
At prioritere ting er noget af det sværeste for de fleste af os. Vi vil da helst prioritere sjov og dovneri på sofaen, men vi voksne ved jo godt at regninger skal betales, så der må ydes og ikke kun nydes 100% af tiden.
Der, hvor mange af os voksne så går lidt galt i byen, er der hvor vi altid skal yde før vi må nyde – og derfor når vi aldrig til afslapning og sjov og hygge.
Derfor er det også så svært for mange af os at se på vores teenagebarn som tilsyneladende ikke har styr på en skid.
Ifølge vores værdi – og regelsæt.
Men de skal have plads til at udvikle deres eget værdi- og regelsæt. Baseret på det de ser og oplever derhjemme, på uddannelse, hos venner, på arbejdet og på YouTube.
De skal finde ud af hvem de selv er og hvem de gerne vil være fremover. Og de vil sjældent være 100% som os.
Det kan de ikke få plads til at finde ud af hvis vi forældre hele tiden vogter over dem og bestemmer hvornår de må hvad.
Herhjemme har vi dialog om sengetider, komme-hjem-tider og opvask i køkkenet etc. Resultatet af dialogerne bliver ikke altid til alles tilfredshed. Nogle gange må vi voksne give slip på vores angst og bekymring for hvordan det skal gå vores afkom…nogle gange må vores børn udvandre til værelset og smække med døren i protest over at de ikke fik præcis det de ønskede.
Som min datter sagde den anden dag ”Ih mor, nogle gange kan jeg ikke lide dig”. Det var fordi jeg havde sagt nej til noget hun gerne ville. Hun blev sur og sagde ordene. Jeg blev ked af det først, men da jeg tænkte over det bagefter forstod jeg det jo godt.
Ens system (den limbiske følehjerne) løber afsted med en i disse år, man kan slet ikke overskue ikke at måtte komme til den fest eller stå op af sengen. Så når ens sure mor tvinger en, hader man hende lige der for det.
Så det er ikke personligt. Og det husker jeg mig selv jævnligt på.
Hvad skal vi så i stedet for – os forældre, når vi nu ikke må bestemme over dem mere?
Som Colleen O’Grady (familierådgiver med teenagespeciale) siger:
Du skal være responsiv, ikke reaktiv.
Det betyder med et (for mange muligvis kendt) eksempel:
Dit teenagebarn har mistet sin iPhone.
Den reaktive reaktion: “Arhmen altså for pokker Knud, det er en hundedyr telefon. Du er simpelthen så sjusket med at passe på dine ting. Måske er det også fordi du sidder og gamer hele natten. Du er så træt og sløv – det er da ikke mærkeligt at du mister ting hele tiden. Nu får du stuearrest uden spil i 4 uger og så må du selv spare op til en nye telefon. Så hvornår du får en ny en igen aner jeg virkelig ikke. Det er din egen skyld”.
Den responsive reaktion: “Øv for pokker. Jeg ved den telefon betyder rigtig meget for dig. Kan du måske huske hvornår du sidst havde den? Jeg vil gerne hjælpe med at lede efter den”.
(og nej, Knud lærer ikke at passe bedre på sine ting fordi du skælder ham huden fuld over at have mistet noget…men det er en anden blog en anden gang)
Det kan man jo sagtens se når man sidder i ro og mag med en kop kaffe og læser en blog. Noget andet er at trække vejret i situationen og bevare roen.
Men det er dét der 1000% er det vigtigste i disse turbulente teenageår:
At de voksne kan bevare roen i situationen for de unge kan ikke – og de kan ikke gøre for det.
Så det er yderst vigtigt at vi forældre sørger for et rart, hyggeligt sted at være og nogle rolige afbalancerede forældre at kunne læne sig op af, når ens hjerne spasser ud og slår sig sammen med hormoner i et uoverskueligt kaos inde i deres unge kroppe.
Vi skal være deres airbag.
Naturligvis skal man støtte sine unger i at undersøge hvilke valg der er hensigtsmæssige og hvilke der ikke er. Men man skal STØTTE dem i det, ikke tage valgene for dem.
Naturligvis skal hun øve sig i at foretage rimelig sunde overvejede beslutninger, men det operative ord her er ”øve”. For hvis vi bare kommanderer rundt med dem, lærer de det ikke selv.
Det kan være meget angstprovokerende at sætte sit teenagebarn fri. Men det er DIN angst, og DIN bekymring. Det skal dit barn ikke have ansvar for.
Så hvis du har svært ved det, så tal med andre om det.
Lad dit barn have sit rod i hovedet – hun har rigeligt uden også at skulle have plads til din bekymring for om hun nogensinde bliver til noget med det rod på sit værelse.
Der er masser at gøre og læse, masser af folk (venner og professionelle) at tale med i disse teenageår.
Det vigtigste synes jeg er:
Find ro i dig sig selv. Vær din egen airbag.
Se indblik og annoncer
Synes godt om
Kommenter
Del
