Den lille dreng var meget ked af at han ikke måtte køre den vej på sin cykel

Men da mor og far også stod med barnevogn, var det ikke muligt at køre ned af mountainbikesporet som drengen kunne se de voksne ryttere gøre. Han har vel været 3-4 år og det var verdens undergang

Moren stod meget sødt og forklarede drengen at de ikke kunne køre den vej fordi de havde barnevogn med. Hun var supersød og velmenende og tålmodig. Hun blev utrætteligt ved med at stå ved ham og forklare ham hvorfor de ikke kunne komme den vej mens han græd. Hun var en kærlig og omsorgsfuld mor

Men havde hun siddet som klient overfor mig i min familierådgiverstol og fortalt historien og været ked af at han blev ved med at være så ked af det selvom hun forklarede ham det, ville jeg have givet hende et lille tip:

Drop forklaringerne og sig du ser at han er ked af det.

Alle menneskers inderste hedeste drøm er at blive set

At blive set for det menneske vi er med alle vores kvaliteter, dårlige hårdage, vredesudbrud, glædesdans og sorg.

At blive set og elsket på trods og alligevel.

At blive set og anerkendt for den vi er.

At blive set og draget omsorg for når vi har brug for det.

Jeg ville have forslået at hun, næste gang noget er verdens undergang i et barns liv, dropper forklaringerne om hvorfor det må være sådan og i stedet siger: ”Puha, jeg ser du er virkelig ked af det. Jeg giver dig lige en krammer”.

Mange voksne tror at hvis vi italesætter børns ked-af-det-hed bliver det bare endnu værre, fordi vi giver dem opmærksomhed på det. Det er en gammel skrøne og man ved i dag at det tværtimod hjælper lige nu og her – og på lang sigt – hvis børn hjælpes med at håndtere disse store følelser.

De kommer sig hurtigere og bliver bedre til at tackle modgang. Fordi de lærer at 1. det er ok at have det sådan 2. det går over igen 3. jeg står ikke alene med det.

Her kan vi voksne være lidt bange selv.

Bange for at skulle gå ind i den gråd og ked-af-det-hed.

Ofte fordi vi ikke selv er blevet mødt med forståelse og omsorg, men har fået forklaret og dernæst er blevet bedt om at stoppe det hysteri ”for det er jo ikke noget at blive ved med at tude over”.

Vi har ganske enkelt ikke lært at sorg, gråd og verdens undergang er helt normalt – og godt må være i verden. Derfor har vi også svært ved at rumme det i andre fordi vi ikke blev rummet selv i de situationer,

Vi har ofte ikke mødt en voksen som satte sig med rolig vejrtrækning og bare holdt om en til man ikke var ked af det længere.

Jeg har en veninde som kunne det allerede da vores ældste børn var små. Når hendes søn var ked af det og ”teede sig” satte hun sig bare ned og holdt ham.

Det der kropskontakt kan altså noget

Hvis vi selv er i ro. Så først skal vi selv huske og trække vejret. Når vi så selv kan trække vejret, kan barnet læne sig ind i vores nervesystem og regulere sig på den måde.

Det virker også på voksne. Men det kan være en lidt mere overvældende øvelse fordi mange af os ikke er blevet mødt på den måde, så begge parter skal øve sig fordi det er meget sårbart i en verden hvor selvtilstrækkelighed og uafhængighed er i høj kurs

Naturligvis sagde jeg ikke noget til moren da de stod der ved mountainbikestien i skoven. Men jeg havde lyst Nu fortæller jeg historien her og håber at give lidt inspiration til andre mødre, fædre, mennesker