Øh nej

Vi er almindelige mennesker med partner, arbejde, børn, hunde, katte, venner, familier, ondt i ryggen og trang til at putte sig under tæppet med Netflix når november banker på.

Ingen af os er perfekte i livet. Eller rettere, hvis vi udelukkende stræber efter perfekthed, bliver vores liv små og begrænsede fordi vi bliver bange for at lave fejl. Så vi tør ikke risikere noget. Vi forholder os tavse, lader som ingenting hvis noget går os på eller prøver at nedtone udfordringer i vores ellers perfekte liv. Fordi når vi føler vi skal være perfekte, er konflikter, fejl, skænderier og drama det værste der kan forekomme.

Det jeg har lært som parterapeut, og som terapeut, familierådgiver og coach i al almindelighed, er at turde kigge på sin uperfekthed, sine fejl og shortcomings. At tage ansvar for det der er mit og undersøge hvordan jeg – og evt. partner/familie – kan komme bedst muligt videre. Bedst muligt – ikke perfekt.

Mange forskere og opfindere vil sige: Vi er nødt til at kigge på de fejl, der er i vores forsøg for at finde ud af hvad vi kan gøre anderledes i næste forsøg. Ligeså i parforholdet.

Når vi skændes, bliver revet med af vrede, frustration, irritation, ked-af-det-hed får vi ofte sagt og gjort ting i kampens hede som ikke er hensigtsmæssige (at lukke ned, være tavs, trække sig er også at sige virkelig meget – uden ord). Vi bliver taget af vores mønster. Og hvis vi samtidig har en partner som også bliver grebet af sit mønster, ja, så har vi balladen.

Vi hverken kan eller skal fixe ting i kampens hede. Det kan vi ikke når vi er lige i orkanens øje.

Men bagefter.

Når stormen har lagt sig, må man tage et fast greb et eller andet sted passende og kigge på hvad der skete. Og uh, jeg ved det kan være det værste for rigtig mange mennesker. Det er faktisk ret nemt at skændes, at spy galde ud over den anden eller bare lukke sig ned i tavs kold hævn.

Det er svært at åbne op og tale om hvad søren der lige skete der. For så erkender vi jo et ansvar for situationen. Vi råber nærmest til hele verden: Se mig, jeg er uperfekt og fejlbehæftet. Ikke engang mit parforhold kan jeg finde ud af. Det magter jeg ikke at tale om.

Så vi skal øve os med små usikre babyskridt og vi skal huske på at vores partner øver sig på samme nye måde. Det er et sted hvor der skal være fokus på rummelighed og hjertevarme for os selv og hinanden. Hvor vi øver os i at lytte til den anden når han/hun fortæller hvilke følelser situationen satte i gang for ham/hende. Hvor vi øver os i bare at lytte uden at have fokus på os selv ”siger hun det fordi hun mener sådan og sådan om mig”. Som parterapeut (og familierådgiver) støtter jeg parterne i at udtrykke sig fra sit eget sted uden at pege fingre eller slå andre oven i hovedet.

Rigtig mange af os har aldrig lært det: At mærke hvordan vi har det på indersiden og tale om vores følelser. Vi har lært at gemme vores hjerte væk og ikke lade andre komme tæt på – for måske vil de gøre os ondt.

Så hvad er det jeg gør, privat og professionelt?

Jeg træder derud i det åbne med min inderside. Jeg sørger for altid at passe på mig selv og hvis jeg oplever at andre mennesker ikke kan møde mig der, siger jeg tak for i dag

Jeg oplever at når jeg deler mig sårbart og uperfekt, så bliver det modtaget meget bedre end hvis jeg er sur, vred og indebrændt.

Er jeg blevet skuffet og dårligt behandlet når jeg har stået der sårbart? Ja.

Når det sker, for det vil ske for os alle, får jeg trang til at løbe langt væk og aldrig vise mig sårbart igen. Men jeg ved også at jeg står der igen noget tid efter, når jeg har slikket lidt sår.

Fordi: at leve et præstations-perfektions-liv hvor vi sidder ensomme i vores relationer fordi vi ikke tør være os selv, det er et trist liv.

Min mand og børn siger jeg snakker for meget føle-føle og det er helt sikkert rigtigt

Men det giver mig en personlig tilfredsstillelse at være sådan en psyko-føle-person.

Og det gør at jeg er en god terapeut fordi jeg ikke er bange for at tale om de svære følelser. Fordi jeg er god til at støtte mine klienter i deres.

Laver jeg fejl? Ja, det gør jeg da. Så må jeg, som en bedre Ole Opfinder, kigge på dem, undersøge dem og se hvordan jeg kan gøre det lidt bedre næste gang.

Med mit arbejde ønsker jeg at ændre tingene til det bedre for dem der bøvler med parforhold eller andre livsudfordringer. Sammen kan vi gøre det bedre, ikke perfekt, men bedre