Det er igen blevet en af de tider på året hvor det er helligdagstid, vi har lidt fri og så skal vi samles i familien.
Det er igen den tid hvor jeg spørger jer derude:
Har I lyst eller gør I det af pligt eller ”fordi det skal man jo når det er påske og familie”?
Ville I egentlig hellere være med venner eller bare jer selv? Eller glæder I jer oprigtigt til påskefrokosten?
Jeg ville gerne skrive at jeg hører mest om det sidste: Om folk der glæder sig til en langfredag i familiens skød fordi de hygger sig og har det rart sammen.
Det er bare ikke det jeg hører fra folk omkring mig.
Jeg hører om folk der i bedste fald synes det er dødssygt, ”men man skal jo”. I værste fald er det ubehageligt og fuld af negativ stemning og verbale overfald, ” men man skal jo”.
Mange føler sig dårligt tilpas i en sådan setting for en eller flere i familien opfører sig på en måde som gør en ked af det eller ubehageligt tilpas. Ingen siger fra, vi holder bare ud og i det skjulte glæder vi os over at der er lang tid til jul heldigvis, hvor vi skal på den igen.
Hvorfor gør vi det?
Hvorfor vælger vi selv at deltage i noget som ikke gør noget godt for os? Hvorfor omgås vi mennesker som gør os kede af det, får os til at have det dårligt indeni?
Fordi de er slægtninge?
I gamle dage var man måske nødt til at holde fast i familien koste, hvad det ville, fordi det var den eneste måde at overleve på. Men sådan er det jo ikke længere i dag.
Langt de fleste af os kan selv, alene uden familie. Langt de fleste af os kan fungere fint og få hjælp, hvis vi har brug for det, udenom familien.
Så vi kan vælge familien til hvis vi føler de er gode for os. Vi kan vælge enkelte familiemedlemmer særligt til hvis vi føler en særlig god forbindelse.
Vi kan også vælge familien fra hvis de får os til at føle os dårligt tilpasse. Vi kan vælge hele familien fra hvis det er en stor negativ rotterede eller undgå enkelte medlemmer som ikke behandler os som vi gerne vil behandles: Med respekt, empati og ligeværdighed.
Det lyder nemt, og det er det overhovedet ikke.
Jeg ved det selv.
Men det koster uendelige mængder af energi at bruge tiden på noget hvor man bare føler man bliver usselt behandlet eller oplever andre blive usselt behandlet.
Når man får sagt fra overfor det dårlige selskab, oplever man frihed, tid og energi til at være sammen med dem man har lyst til at være sammen med. I stedet for at påsken – og livet – bare bliver noget man skal igennem, noget man skal overleve mens man slikker sine sår i det skjulte.
Start med at stoppe helt op og tænke: Har jeg virkelig lyst til det her selskab?
Hvis ja, så har du nok egentlig slet ikke læst så langt i denne blog, men hvis ja – så afsted til påskefrokost og nyd det.
Hvis nej, så overvej hvad det er ved arrangementet du ikke har lyst til.
Er det enkelte deltagere? Hvis ja, kan du undgå dem eller bruge meget lidt tid i deres selskab? Hvis det er hele setuppet, skal du måske gå planken ud og melde afbud?
Måske er der enkelte familiemedlemmer du kan tale med det om (inden jul)? Måske er der ikke. Tal med dine venner, tal med din partner eller din nabo.
Jeg lover dig: Du bliver overrasket for der er mange derude der har det som dig.
Det er på høje tid at vi giver os selv lov til at være i selskab med mennesker der gør os godt og vælger dem fra der får os til at føle os mindre værd – uanset hvad for noget blod der løber i deres årer.
Det er på høje tid vi prioriterer vores eget velbefindende.
Det er vigtigt at du passer på dig selv.
Du har ret til at leve med mennesker som du føler behandler dig ordentligt.
Du er den vigtigste person i dit liv🥰