Vi kender det alle sammen godt når det stikker af for ens barn, når han/hun taber sutten, går banjo eller når op på en puls på 200 på et splitsekund.
Ofte er det jo ikke rigtig noget at té sig sådan over – synes vi forældre og bedsteforældre. Men vi ser også sagen med voksne øjne, fra et voksenperspektiv.
Vi har lært at styre vores følelser på godt og ondt. Vi kan styre vores følelser fordi vores hjerne, herunder præfrontal cortex (den administrerende direktør), er færdigudviklet – hvilket sker omkring de 25 år.
Men det kan børn og unge altså ikke prale af. Så de kan ikke hvad vi voksne kan – og de skal ikke kunne det…endnu.
Så hvad gør vi så når drama opstår i den unge?
Det er simpelt, men sindssyg svært at praktisere:
Keep your cool mama!
1. Undgå selv at køre med på showet (tornado meets tornado)– du skal være den voksne. Du har ansvaret 100% – vis at du kan bevare roen og overblikket.
Du er den voksne. Det er dit ansvar. Punktum.
Ja, den unge kan té sig, og vi synes de burde vide bedre. Eller også har vi sagt tusind gange til barnet at det ikke må få den is. Men de ved ikke bedre. De kan ikke styre sig.
De skal hjælpes og støttes, så de lærer det og kan håndtere det 100% når deres hjerner er modne i midt-tyverne.
Hvis du kører med på showet, viser du en eller begge af to ting: Jep, dét den unge er frustreret over ER virkelig noget at være frustreret over – se selv hvordan mor reagerer. Det kan virke meget voldsomt især på mindre børn. For det andet støtter du ikke, du kører bare med på den umodne hjernes godstog – der skal vi ikke hen.
2. Undgå at tale ned til barnet/den unge – det eskalerer bare situationen
Det er sgu da megairriterende med deres drama og deres hyl og skrig.
Men sådan er det.
Pas på med hvad du siger – pas i det hele taget på med at sige alt for meget.
Lad være med at belære i situationen – de kan ikke høre det lige nu alligevel. De unge bliver bare mere sure over at blive talt ned til. Mindre børn bliver mere frustrerede fordi de oplever at de får skæld ud nu OVENI at de er kede af noget.
Jeg ved det er svært, men prøv bare at være med det – så lærer du dit barn at være med sine følelser uanset om følelserne er store eller små.
Det er vigtigt at respektere sit barn. Barnet er ligeværdigt – lige så meget værd som dig.
Barnet bestemmer ikke så meget som dig, men det er stadig lige så meget værd som dig. Det er DIT ansvar at vælge en kommunikationsform med barnet/den unge som er ligeværdigt og på deres forståelsesniveau.
Hvis du er virkelig sur på barnet, så ti stille. Ellers kommer du til at sige noget uhensigtsmæssigt eller noget du fortryder bagefter…hvilket fører til punkt 3.
3. Hvis det bliver for meget for dig, gå væk fra barnet/den unge til du har trukket vejret og samlet dig.
Ellers kommer du sandsynligvis til at sige eller gøre noget uhensigtsmæssigt som du fortryder bagefter.
Afhængig af barnets alder, må du formulere dig passende:
Teenagere: Jeg er nødt til lige at gå ud i stuen og trække vejret. Jeg kommer tilbage.
Mindre børn: Mor skal lige hente et glas vand i køkkenet. Jeg kommer tilbage.
Børn under 4: Hvis du kan, så bliv og bare sid stille. Bevar kontakt med barnet, men undgå at sige noget. Du skal stoppe barnet bestemt men roligt hvis barnet forsøger at slå dig. Sig f.eks.: ”Pyh, jeg kan godt høre du er vred. Jeg sidder lige her”. Hvis du har mulighed for det med de små, kan en anden voksen måske overtage mens du køler ned. Men den anden skal køre den rolige, ansvarsfulde stil ellers er vi lige vidt.
Jeg ved det er skide svært – ærlig talt.
Been there – done that.
Vi falder i og taber selv sutten.
Så må vi tilgive os selv og sige undskyld til barnet for at have forløbet os.
Og nej, jeg synes ikke barnet/den unge skal sige undskyld for de er i deres følelsers vold.
Men jeg synes vi skal tale roligt om situationen når alle er faldet ned. Undtagen med helt små børn for de er videre og de skal de have lov til.
Til at alle jer forældre, bedsteforældre, pædagoger, lærere, babysittere og andet godt fra livets til tider oprørte hav: Træk vejret – keep your cool (og ros så dig selv bagefter)
