Min veninde fortalte at jeg havde såret hende. I en tid hvor hun havde haft det skidt, havde jeg ikke lyttet, jeg var bare straks kommet med gode fixe-råd helt uopfordret. Jeg var ikke den skulder hun gerne havde ville læne sig op ad, sagde hun.
Jeg blev ked af at jeg ikke havde været der for hende og jeg skammede mig også. For jeg gider sgu da ikke være sådan en veninde, der ikke lytter, men bare sidder og hopper i stolen og venter på jeg kan komme ind med mine guldkorn om passende forandring i hendes liv.
Men vi falder alle sammen i med vores gode råd. Fordi vi gerne vil hjælpe. Men det er sjældent hjælp. Oftest får det modtageren til at føle sig endnu mere utilstrækkelig end personen føler sig i forvejen fordi vi ikke får anerkendt at det er helt normalt at være ked af, være uafklaret med noget eller i en krise. Det er ikke dét venner er til for.
Vi skal huske at vi giver råd ud fra vores egen indre verden, vores værdier osv. Og selvom vi selv synes den udsigt er den bedste i verden, er den ALDRIG magen til den udsigt den anden har. Så mine meninger og råd passer ikke som fod i hose på en andens udfordringer. Vores holdninger er præget af vores erfaringer og derfor bliver råd udleveret med rod i vores eget skidt og møg. Det er ikke gavnligt for nogen.
Naturligvis kan vi komme med vores mening, HVIS VI BLIVER SPURGT. Men vi skal huske på at det er vores vej, vores anskuelse og ikke den direkte vej til de 100% sande vise sten.
I en senere samtale havde min veninde og jeg en snak om status i hendes liv og status i mit. Vi talte om ting vi begge havde brug for at forandre. Ting vi selv havde set vi havde brug for at forandre. Så talte vi lidt frem og tilbage om det uden at fortælle den anden hvad hun skulle gøre. Det var en meget bedre samtale mellem veninder.

Det gælder for alle relationer: Hold dine gode råd for dig selv indtil du bliver spurgt. Det gælder også for teenagebørn! Jeg ved godt det er en svær en for de kan jo ikke selv, de er langsomme og deres hjerner er under ombygning og så må vi forældre jo træde ind og fortælle dem hvad der er bedst at gøre ik? NEJ.
Teenagebørn bliver også voksne en dag og står med ansvaret for deres eget liv. Det vil vi da gerne have som forældre ikke? Men hvis vi bliver ved med at blande os, komme med uopfordrede gode råd, blande os i deres valg, så lærer de det jo ikke. Og så er de på spanden når mor og far pludselig beslutter at NU er det på tide at stå på egne ben.
Jeg ved godt det er svært og jeg falder selv i. For vi sidder jo lige der foran dem og ved præcis hvad der er det bedste for dem at gøre…nej! Igen husk på: Din mening kommer fra din verden og selvom dine børn er genmateriale fra dig, så har de ikke samme udsigt.
Så drop de gode uopfordrede råd til dine teenagebørn. Start allerede når de er 10-11 med at øve dig i at sætte god tid af til at tale med dine børn om hvad de gerne vil og hvordan de kan opnå det. Tal med dem om de rammer der er i familien (og i livet udenfor) og hvordan man kan øve sig i at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Privat kan jeg mærke at jeg trækker mig i relationer hvor modparten ofte kommer med uopfordrede gode råd (og også derfor skammede jeg mig endnu mere overfor min veninde). Jeg er blevet bedre til bare at lytte når nogen skal fortælle mig, uopfordret, hvad de synes jeg bør gøre. Og så ignorere det. Men jeg har ikke lyst til at være i relationer hvor modparten kun kan se tingene fra sin egen verden og synes det er den eneste sande vej.

Professionelt er det sævensuseme også vigtigt. Jeg tror alle vi har fordomme om psykoterapeuter som er dårlige til deres arbejde fordi de kun sidder i deres egen verden og slet ikke kan se ud over egen næsetip, men bruger klienters tid til at få udlevet egen problemer uden at gøre noget ved dem.
Derfor er det jo et krav for psykoterapeuter at gå i egenterapi og modtage supervision. Så vi kan få kigget på det der larmer i vores eget liv og ikke hiver det med ind i sessioner med klienter. Og vi har det alle sammen – ting der larmer i vores liv, som vi er nødt til at kigge på. Og det holder ikke op. Det er den klassiske historie om terapi som det uendelige løg hvor du bare kan blive ved med at pille lag af. Du kan ikke være en god terapeut hvis du ikke tør/kan/vil kigge på dit eget shit. For så kan du ikke fremstå så rolig og afklaret som muligt, når det virkelig larmer i klientens liv. Du har ikke værktøjerne til at få håndteret det i dig, som bliver vækket når klienten og hendes historie trigger noget i dig. Det sker for ALLE terapeuter og derfor er det så essentielt at vi professionelle tager ansvar og får gjort det hårde arbejde selv.

Så jeg kigger, vender blikket indad og graver dybt. Øh næh, det er bestemt ikke altid sjovt. Det gør bestemt ondt at kigge på sine egne fejl, mangler og utilstrækkeligheder. For dem har vi alle sammen – ingen er jo perfekte.
Men det er også livgivende at kigge på for det hjælper mig til at få ryddet op indeni. Til at få styr på det der larmer og gør mig kede af det, sur, utilfreds og irriteret. For nej, det er ikke bare alle de andre, der er forkerte😉
Såfremt vi sikrer at vi får talt med en professional ansvarlig terapeut, som også håndterer sit eget shit i egenterapi og supervision, så kan vi som klienter trygt og tillidsfuldt åbne os og få den støtte vi har brug for at få ændret nogle mønstre som hæmmer og begrænser os. Vi kan blive frie mennesker. Vi kan blive gladere, mere tilfredse mennesker som selv sidder i førersædet i vores egen livets bil.

Slutteligt, et godt råd.;-)

For hvad søren gør vi nu med alle de råd vi kommer til at brænde inde med når vi ikke længere må lange dem ud til højre og venstre til mennesker som ikke har bedt om dem? En klog kollega sagde til mig engang: Hvis du får trang til at give din klient et råd, så ti’ stille, skriv det ned og implementer det selv i dit eget liv…hvis du har lyst til at følge dit eget råd.