At fortælle en anden om en situation, der går en på, er ikke ensbetydende med at du føler dig lyttet til, set og forstået.

At blive forstået er ikke det samme som at få ret.

Jeg var sammen med en veninde for noget tid siden. Vi talte om mange ting, bl.a. hver især om noget der var svært i vores liv. Bagefter sendte hun mig en sms hvor der blandt andet stod: ”Jeg følte mig set og hørt og anerkendt – og det var bare så rart”. Jeg svarede tilbage at jeg havde haft det på samme måde med hende.

Da vi sås igen forleden – og snakkede i timevis om stort og småt, nemt og svært – snakkede vi også om hvad der havde gjort at vi begge havde følt os set, hørt og anerkendt den anden gang.

For det første var ingen af os særlig optagede af selve historien og detaljerne bag det der blev fortalt. Det vi var optagede af, var følelserne i os hver især som var på spil. Gode, dårlige, store, små – alle følelser. Dernæst var vi optaget af at alt godt må være der. Vi kan hver især godt være med hvordan den anden har det – uanset hvordan det nu end er. Vi lyttede bare, nogle gange med fysisk kontakt, og satte vores eget til side, så vi kunne have empati for den anden – sætte sig ind i den andens sted.

Det handler overhovedet ikke om hvad jeg synes om hendes snak, om jeg synes hun har ret eller om jeg synes hun er hysterisk eller for meget. Det er heller ikke det samme som bare at give hinanden ret. Der er en verden til forskel på at sige ”Jeg hører og forstår det du fortæller mig” og så ”Jeg hører det du fortæller mig og jeg er (u)enig”.

At lette sit hjerte, handler ikke om at andre bare skal give os ret.

Det handler om at få lov til at ha’ det som man har det og blive rummet i dag, med både det grimme og det pæne.

Det handler om at modtageren kan se fortællingen fra afsenderens sted uden at lade sine egne meninger fylde.

Sådan er det også i min praksis.

Mine klienter er ofte meget optaget af at fortælle mange lange historier om hvorfor en oplevelse eller situation føles svært, uretfærdig eller urimelig. Der kan klienter, ja mennesker, godt – og det gør de fleste – blive fanget i at man skal give den anden ret. Men, jeg må bare sige at min erfaring siger: Det hjælper ikke at få ret.

Ofte kan vi, der er modtagere, have lyst til bare at give afsender ret i håb om at modtager så tier stille med at snakke om en svær situation.

Så føler afsender sig bare lukket ned og der kan komme trang til at forklare sig endnu mere – netop fordi man ikke er blevet set, hørt eller forstået. Men bare lukket ned.

Vi kan også, som modtager, have svært ved at være med det svære og selvom vi er uenige, siger vi ikke noget af frygt for at ”det svære” så bare varer længere tid.

Jeg er, som terapeut og privatperson, ikke bange for det svære og jeg er som fagperson ikke bange for at nogen skal blive sure på mig fordi jeg stopper dem i et uhensigtsmæssigt mønster. Jeg stopper dem i deres lange historier med en detaljerigdom som kunne fylde trilogier. Så beder jeg dem om at være i følelserne, der er i det de fortæller mig.

Det er der mange, der har svært ved. Det er der mange der aldrig har prøvet eller fået lov til. De vil hellere fortsætte snakke overfladisk om detaljerne i selve episoden for det er det den trygge udgave de kender.

Men det er jo ikke det de betaler mig for, så jeg holder fast og vender tilbage til følelserne når de stikker af med historiefortællingen igen igen.

Bliver folk så kede af det, når jeg siger at jeg er ligeglad med alle detaljerne i historien, men hellere vil tale om deres følelser som de sidder der foran mig?

Ja, det gør de.

Nogen vil ikke fordi det gør for ondt at mærke sig selv, det er for farligt at gå ind i følelser. Nogen kan simpelthen ikke, nogen bliver deciderede fysisk dårlige af at prøve at mærke sig selv og sine følelser.

Så jeg tilpasser farten til min klient. Nogen kan ret hurtigt mærke og tale relativt frit om følelserne, med andre må vi tage små bitte babysteps over flere sessioner.

Men fælles for alle dem jeg har arbejdet med er: De siger selv det letter på den anden side. Deres behov for at forklare sig mindskes og de føler at det bliver lettere at være i svære situationer uden bare at flygte væk mentalt.

Vi snakker rigtig meget om at øve sig et trygt sted ude i den vilde verden. Hvis du ikke har følt dig lyttet til nogensinde af din kritiske far, er det ikke der du skal starte. Find en ven, en partner – nogen som du tror vil forstå når du prøver at forklare dem hvad du har brug for når du gerne vil dele noget svært.

Nogen vil gribe den med det samme, andre vil ikke. Men jeg husker mine klienter på at når andre ikke kan gribe bolden, handler det ikke om at der er noget galt med klienten, men fordi der er noget i modtager der betyder at han/hun ikke kan være i det svære med afsender. Det er hårdt når en man troede ville være der, viser sig ikke at kunne. Men jeg holder fast i overfor klienterne at vi er nødt til at blive ved med at prøve for der er helt sikkert en derude som vil være der. Nogle gange hjælper jeg klienten med helt praktisk at lave en liste over forsøgskaniner

Man kan blive ked af ikke at blive mødt i en relation eller at relationen går tabt. Men min erfaring er at ofte opdager klienten at relationen egentlig ikke har været så gavnlig når han/hun giver sig lov til at mærke hvad han/hun inderst inde har brug for. Og når klienten giver sig selv lov til at prioritere sig selv først uden altid at tage hensyn til andre først (et emne er en hel blog i sig selv, ja nok nærmere også en trilogi).

Bottom line er at vi alle møder det: Situationer eller oplevelser hvor vi ikke føler os mødt, set, hørt, anerkendt, forstået.

Det er ikke fordi vi som afsendere gør noget forkert.

Det er fordi afsender og modtager ikke deler den samme opfattelse af hvad det betyder at dele i en relation.

Vi må alle, uanset om vi kan rumme eller ej, uanset om vi er mest optaget af rigtigt/forkert eller følelser, have lov at have det som vi har det. Vi må dermed også have lov til at blive kede af det hvis man ikke oplever at blive mødt i sine behov hos en anden. Men man kan ikke automatisk forvente at modtager ændrer sig fordi man selv har et behov for noget andet. I stedet må man arbejde på accept af hinandens ståsteder, mærke efter om man kan re-definere relationen så den stadig er givende eller kigge sig om efter andre som kan møde ens behov på det område.

Gode relationer kommer ikke bare af sig selv. De kræver at vi reflekterer over og taler højt om hvad vi har brug for i relationen og hvad vi kan give i relationen. Det er et evigt arbejde og det gavner alle, også dem der står lige uden for relationen, f.eks. børn.