Nogle gange møder vi mennesker i dyb sorg eller dyb krise.

Så er det bare om at holde af og holde om🥰

Det kan være svært fordi mange af os har svært ved at være med andres smerte uden at kunne handle. Mange vil helst bare have smerten til at gå væk, så vi ikke skal forholde os til den og kan gå videre i vores dagligdag uden det triste.

Så vi siger: ”Jeg er der for dig. Du skal bare sige til hvis du har brug for noget” og så går vi videre med vores eget. Vi forklarer til hinanden – os, der står udenfor sorgen/krisen: ”Han/hun må jo selv sige til hvis han/hun har brug for noget. Jeg har sagt jeg er der hvis det er”

Den sætning er meget brugt i sorg og krisetider – og oftest fuldstændig ubrugelig for personen, der sidder midt i sorgen eller krise. For personen er jo i sorg/krise og alle kræfter går med det – og måske lige med bare at holde hovedet oven vande. De færreste kan overhovedet mærke hvad de har brug for, endsige formulere det praktisk til andre. Så mange går bare med det selv fordi de ikke kan overskue andet end bare at være i situationen. Det er fortvivlende ensomt.

Det er her vi, der møder sorgen og krisen i et andet menneske, skal steppe op. Det er her vi, af os selv, skal melde os på banen med kærlighed, nærvær og omsorg – også uden at den pågældende har bedt om det.

Fordi vi, der står udenfor, står med ressourcerne og kraften til at dele smerten med den ramte.

Fordi vi kan gøre en forskel for den ramte ved at vise at vi ikke er bange for det triste, det sørgelige, det grimme, det konfliktfyldte.

At vi godt kan være med smerten i et andet menneske – for det andet menneskes skyld.

Her til formiddag tog jeg S-toget til København. Jeg satte mig i stillekupeen. En kvinde rendte lidt frem og tilbage fra sin plads og ud af kupeen (som var helt fyldt) for at tale i telefon. På et tidspunkt siger hun ud i kupeen: ”Jeg har lige fået dårlige nyheder om sygdom i familien, så jeg skal lige tage det her opkald. Men jeg vil gerne beholde min plads”.

Hun kommer tilbage og sætter sig på sin plads som er lige overfor mig. Alle kan se hun er ramt. Hun forsøger tydeligt at samle sig. Det kan hun ikke og hun knækker. Hun prøver tydeligt at skjule det, at undertrykke sin sorg, men hun kan ikke. Ingen tvivl om at hele kupeen bemærker hun græder.

Jeg sidder lidt overfor og føler med hende. Så lægger jeg begge mine hænder på hendes underarm, fast men alligevel blidt. Sådan sidder vi mens hun græder. Så siger hun ”Tak” mens hun stadig græder. Jeg siger bare ”Du behøver ikke takke mig” og bliver siddende med hænderne på hendes arm. Hun sidder bare uden at røre sig. Så hvisker hun efter lidt tid ”Det er bare det hele, der ramler lige nu”. Jeg svarer bare ”Det lyder hårdt” og hun græder stadig. Hun hvisker lidt efter i meget store korte træk hvad der ramler, men det er jo fuldstændig ligegyldigt hvad der ramler for hende. Hun er bundulykkelig. Punktum.

Lige der hvor jeg sidder med hænderne på hendes arm, handler det om at give hende omsorg. At sidde med hende i hendes smerte. Og så er det helt ligegyldigt hvad årsagen er. Det behøver jeg ikke vide for at kunne drage omsorg for hende.

Vi sidder sådan hele vejen ind til København – et kvarters tid. Uden at sige særlig meget, men med mine hænde på hendes arm. Hun græder stadig, men indimellem kommer der glimt af lettelse i hendes ansigt over at bare at give slip og sidde og græde.

Så skal jeg af. Jeg siger jeg skal af og om jeg må give hende et knus farvel. Hun rejser sig og rækker armene ud. Jeg giver hende et knus og siger ”pas på dig selv” og så står jeg af toget, mens jeg tænker på om der er nogen i toget, der tør tage min plads.