”Hvad er der galt med nutidens børn og unge siden de trives så skidt” spørger vi meget i disse dage og har gjort det i nogle år.

Undersøgelser viser at vores børn og unge mistrives og der er uendeligt lang ventetid på at få hjælp.

I debatten ender det ofte i to skyttegrave: Den ene siger: ”Vi må have hjælp til alle for alle disse unge har angst og depressioner og de har alle brug for en diagnose og professionel hjælp”. Den anden ende siger: ”Sikke noget pjat, det har alle dage været hårdt at være ung og der er ingen der tager skade af at være lidt nervøs for morgendagen til tider”.

Der er ingen politikere, der diskuterer: ”Hvad er der sket for jer siden det er gået så galt”.

Der er ingen i debatten som undersøger hvorfor pokker vores børn og unge går rundt og har ondt i livet.

Der er ingen politikere, der råber op og siger: Hov, der er måske ikke noget ”galt” med de børn og unge – måske er der noget galt med den måde vi efterhånden har indrettet vores samfund på?

Måske er det dét børn og unge nu reagerer på?

Den tyske sociolog Hartmut Rosa peger på at de unges reaktion faktisk er en sund reaktion!

– en reaktion på et samfund som ikke fungerer. At vi, som han beskriver det, føler det som løber vi konstant op ad en rulletrappe…der går nedad.

Hvis vi bliver mere interesseret i at tage debatten, som Rosa f.eks., har startet, kan vi gøre noget.

I stedet for bare at gøre det til at der er noget galt med mange børn og unge.

(Dem der abonnerer på Politiken, kan læse interview etc. med ham der)

Dem, der har det svært, skal have hjælp. Punktum.

Nogle skal have hjælp af en forælder, som skal være mere nærværende. Nogle skal have psykologhjælp og terapi. Nogle skal have medicin. Nogle skal have diagnoser og hjælp dertil.

Børn og unge er forskellige, Deres baggrund er forskellige, så de skal naturligvis have individuel tilpasset hjælp. Og jo, det skal vi have råd til i et overflodssamfund som vores.

Vi kan ikke bare skære alle børn og unge over en kam, hvad enten det er den blødsødne version hvor alle skal have en diagnose og psykologhjælp 24/7 eller den hårde version hvor ”de bare må tage sig sammen”.

Vi er nødt til at have snakken om hvordan pokker vi er endt, der hvor så mange børn og unge ikke trives.

Vi er nødt til at gribe i egen barm og kigge på om der er strukturer i familierne, institutionerne og samfundet som betyder at mange børn og unge har det skidt på daglig basis.

Vi er også nødt til at bruge vores sprog med omhu.

Travlt er ikke nødvendigvis lig med stresset.

Svære tider er ikke nødvendigvis lig med depression.

Trang til at have orden i sit hjem er ikke nødvendigvis lig med OCD.

At være nervøs for noget er ikke nødvendigvis lig med angst.

Vi er, som de voksne, nødt til at insistere på en ordentlig balance så dem med stress, depression, OCD og angst får den hjælp de har brug for. Og dem som ikke er der, men stadig kæmper, også får den hjælp de har brug for.

Det kræver at vi bruger tid og energi på at se vores børn og unge. Sådan rigtig se dem.

Det kræver at vi voksne bruger tid på dem selvom de måske er lidt besværlige i de unge år og vi hellere vil gå på arbejde/løbe maraton/se Netflix.

Det kræver at vi voksne kigger på det samfund vi lever i og selv er med til at opretholde.

Et samfund hvor vi skal løbe stærkt og hvor det gamle OL motto ” Hurtigere, højere, stærkere” er blevet en møllesten om halsen på mange, især børn og unge.

I dag er det aldrig godt nok bare at være. Hele tiden skal vi stræbe efter mere, ville have mere, kunne mere. Vi lander aldrig trygt i livet fordi vi hele tiden skal videre. Det er stressende for alle – især de unge mennesker.

Vi skylder dem, os selv og hinanden at få gjort noget ved det. Og “noget ved det” betyder ikke at vi bare giver børn og unge skylden og siger der er noget galt med alle dem.

Vi skylder dem at tage ansvar for problemer i det samfund vi er med til at skabe og opretholde.