”Vi må bare aldrig holde op med at være nysgerrige på hinanden og vores forhold” nærmest råbte jeg til min mand den anden dag

Jeg havde netop den dag hørt om et parforhold der var helt til rotterne og hvor parterne stod i hver sin skyttegrav, vrede og sårede og ingen af dem så mulighed for forandring. ”Selvom vi bliver uvenner og vil skilles, må vi stadig sørge for at være nysgerrige på hinanden og blive skilt på en ordentlig måde” ævlede jeg.

Min rolige mand gav mig et kram

Gennem et kvart århundrede har vi holdt sammen

Der har været en del hurlumhej omkring os; dysfunktionelle mønstre, alkoholisme, skilsmisser, utroskab, alt for tidlige dødsfald og alvorlig sygdom hos mig. Alligevel har vi på forunderlig vis altid holdt sammen og vi har holdt ud sammen når det har været svært og hårdt.

Selvfølgelig har vi skændtes og synes den anden har været en røvnar i perioder. Selvfølgelig har vi brokket os til venner over at den anden ikke kan dit eller ser dat.

Men når alt kommer til alt, har vi været der for hinanden fordi vi vil hinanden

Vi har begge to givet og fået, vi har givet hinanden plads og taget den selv også til tider. Vi har altid talt om vores drømme og det har altid været en prioritet at vi skulle have lov at udleve dem – begge to. Så vi har skiftes lidt til at forfølge vores drømme, så der kunne være plads til det hele – og par børn

Sådan synes jeg jo alle relationer optimalt skal være. Et ligeværdigt forhold hvor man er nysgerrig på den anden, har den andens sind og velvære på sinde samtidig med at man passer på sig selv. For det er altid vores eget ansvar at passe på os selv.

Kærlighed og kram fra andre er en bonus, ikke en rettighed.

Når relationer går i hårknude, som det par jeg hørte om, bliver det svært. Især når begge bare kun vil at den anden skal gøre al arbejdet og forandre sig. Men det kan være lige så svært hvis det blot er den ene part der føler relationen ikke fungerer, mens den anden synes alt er fint (oftest fordi sidstnævnte tager hele kagen og ikke er optaget af selv at dele ud til den anden). Så må ens veje nogle gange skilles, for vi skal ikke blive i relationer som er skæve og dysfunktionelle.

Men det gør mange – bliver – fordi tanken om at bryde med en man holder af/har holdt af en gang, simpelthen er for overvældende. Så holder man ud fordi at gøre noget nyt, noget andet føles mere angstprovokerende. Og hov, så har du siddet i et ikke-fungerende parforhold eller en anden dysfunktionel relation i årevis og den det er gået mest ud over er dig selv for du har ikke levet et fuldt liv, men et liv hvor du har givet køb på håb og drømme

Så vi må kigge på relationerne i vores liv, vores parforhold, vores familie, vores venner – og spørge os selv: Får jeg det jeg gerne vil have?

Hvis ikke, hvordan kan jeg så selv ændre på det?

(og ikke: Hvordan kan jeg beskylde andre og sige at det er deres fejl og dem der skal lave sig om så jeg får det bedre).

Min mand og jeg har stadig mange ting vi gerne vil. Hver for sig og sammen.

Vi har også fundet en balance hvor vi kan tale om det svære uden at der går psykoterapi i alting. Vi har forskellige temperamenter hvad den balance angår og det er nok meget sundt for et forhold Naturligvis svinger pendulet nogle gange lidt meget til den ene side og så må vi skændes lidt og rette ind. Men vi finder altid midten igen hvor vi er sammen om det

At gøre sig umage med at finde hinanden igen, når balancen bliver skæv og forbindelsen ryger lidt: Det tror jeg er grobunden for en god relation