Hvordan er man den perfekte forælder?
Spørgsmålet svarer til at spørge: Hvordan er man det perfekte menneske?
Mit svar er til begge: Det kan man aldrig blive.
or livet kommer i vejen for perfekthed. Livet, hår i suppen, våde sokker, brændte frikadeller, vækkeure der svigter, kærlighed der brænder ud, sygdom (og pandemier), og folk der synes noget andet end dig.
Vi er alle født gode nok indeni. Så kan det godt være vi ikke er perfekte og mangler en tå (eller det der er værre), men vi er født gode nok.
Og så kører bussen ellers med en forventningsafstemning til mennesker og livet som er helt i skoven.
Vi skal passe ind i alle mulige børneopdragelsesbøger og instagramopslag om The Happy Life så vi har slet ikke tid eller energi til at overveje hvad vi egentlig selv ønsker os.
De fleste børn insisterer på at have tid til det helt per instinkt, men vi forældre får lukket ned for boks 1 i en fart for vi har ikke tid til at sidde halvt med flyverdragten på og pille i en nullermand i entreen kl. 7.36.
Så vi tilpasser os og vores børn (og prøver at tilpasse vores kærester, familie og venner) så det passer ind i The Happy Life billedet. Vi er godt nok trætte og stressede og ret sultne af altid at være på kur, men vi passer ind med djævlens vold og magt.
Så kan vi rende til terapi med os selv og vores børn fordi vi ikke makker ret og gør som præsten (aka Zuckerberg) prædiker og tale om hvor utilstrækkelige vi føler os, hvor mislykkede vi er og hvor hårdt det er at bevidne at ens børn langtfra er perfekte og også kæmper med shit.
Stop. Tilbage.
Vi er alle født gode nok.
Det handler om at være god nok.
Punktum.
Det handler om at indrette sig så der er plads til fejl og mangler. Fordi de er der hele livet, nogle gange mere end andre. De forsvinder ikke fordi vi beslutter at vi skal være perfekte. Det gør det bare virkelig hårdt at være i livet.
Det handler om at tale højt om det. At tale med sig selv og sine børn om det. At fejl og fuckups er en del af livet. At vi først virkelig kan leve livet fuldt og helt når vi tør fejle og stå ved vores bommerter.
Men nøj hvor er det svært at være first mover i en trend som vi skal have 7 milliarder mennesker med på.
Skammen over at indrømme at man ikke laver instagram-værdig mad eller ikke bare af natur ligner Scarlett Johansson selv i nattøj søndag formiddag. Skammen over at man råber ad sine børn når man er træt og de er trætte. Skammen over at man ikke orker at være karrierekvinde med 80 timers arbejdsuge men hellere vil binge Netflix. Skammen over ikke at være perfekt.
Jeg agiterer ikke for at vi alle sammen skal gi’ los og blæse på det hele. Vi skal stadig gøre os umage i livet, men vi skal måske lige revurdere hvad det egentlig er vi går og bruger så meget tid og energi på:
Hvis vi alligevel aldrig bliver perfekte, er det så det her jeg vil bruge mine kræfter på? En utopisk kamp for noget som aldrig kan vindes og kun efterlader en træt og trist.
Jeg tænker tit over mine valg, store og små. Gør de mig gladere indeni eller gør jeg det for at se bedre ud for andre? Jeg gør begge dele og det irriterer mig grænseløst at jeg stadig ikke kan slippe angsten for ikke at passe ind.
Men jeg øver mig hver dag i at ændre på tingenes tilstand så jeg i højere grad vælger det der gør mig glad indeni – og jeg støtter mine børn i at gøre det samme. Nogle gange betyder det at de ikke passer ind og det er hårdt for dem. Men jeg tror på at man bliver et mere livsglad menneske ved at vide hvad man selv ønsker og så gå efter det.
Det kræver mod i dette samfund og det kræver at man tør prøve noget og risikere at fejle.
I min optik er det dét en forælder skal: Støtte sine børn i at mærke sig selv og støtte dem i at turde gå efter det de vil…selvom det ikke er insta-material.
