Er det svært at kontakte en terapeut fordi det strammer lidt eller meget i familien, parforholdet eller inde i en selv?

Ja, det er det. Fordi det er som at ringe til nogen og sige højt: ”Se, jeg har fejlet med min familie, min partner, ja faktisk er jeg selv mislykket. Hvad skal jeg nu gøre?”

Denne blog handler ikke om at alle nu skal til at gå i terapi.

Men jeg synes vi skal tale højt om at det er helt normalt, helt menneskeligt, at lave fejl, at kvaje sig, at dumme sig, at f***e op.

Dernæst skal vi tale højt om at det er ok – og sundt – at tale højt om det. At det ikke er skamfuldt og pinligt at tale om at man synes noget er svært eller flovt at tale om.

For det er når vi gemmer tingene væk, undlader at tale om det, prøver at fortrænge de svære ting i livet – at det virkelig sætter sig i systemet.

Som tanker, der kører i uendelige loops om natten.

Som stress i kroppen i form af alle mulige skavanker fordi kroppen ikke bare kan fortrænge som hovedet kan prøve på.

Som ensomhed fordi man trækker sig fra verden i forsøg på at gemme det skamfulde, eller også går man all in på at være den festlige overlever for at vise at man da er verdensmester i ikke at mærke noget som helst. Hvilket også er virkelig ensomt.

Men når man først har besluttet med sig selv at man ikke kan tale højt om de svære ting, er det virkelig svært at aflære.

Man er måske vokset op i en familie, hvor alt blev fejet ind under gulvtæppet, så man har aldrig lært at tale om det svære. Man har bare klaret sig alene.

Eller også har man været i den anden grøft, hvor der var drama og snak/skænderier uafbrudt og hele tiden, men på en destruktiv måde, så man bare tænkte: ”Det skal jeg ikke” og løb mentalt langt bort.

Og alt muligt ind i mellem.

Når vi er vant til et livsbillede, hvor vi klarer alt, ikke brokker os, ikke græder offentligt, ikke begår fejl, så kan vi ikke bare lige vende på en tallerken og sige: ”Nårh, ok, så det er menneskeligt at fejle. Det er normalt at have svære dage i sit liv. Det hjælper at tale om det – det gør det værre at forsøge at fortrænge det. Jamen så gør jeg bare det i stedet for”.

For hvis vi skal åbne op om det svære, om at vi er fejlbarlige, så står vi helt ude alene på savannen nøgne og sårbare og er det nemmeste bytte i verden.

Så hvad gør vi så?

Babysteps:

1. Man finder en person i sit liv som man synes man kan stole på. Hvis du ikke har sådan en person, går du direkte til punkt 4.
2. Man siger: Jeg har det svært lige nu. Jeg har det virkelig stramt med at sige det højt for det første. Vil du være der for mig?
3. Det kan sagtens være at det er nok, at den person du åbner op for, kan være der og hjælpe dig igennem det svære. Men nogle gange kan det blive svært fordi din person ikke er neutral her og personens egne følelser og overbevisninger kan larme lidt i snakken.
4. Føler du at du har brug for mere end bare en snak med en tryg kendt person, kan du henvende dig til en terapeut. Brug lidt tid på at google, så du finder en du umiddelbart synes om. Skriv eller ring til terapeuten – inden du får kolde fødder. Brug tid på at fornemme om terapeuten er noget for dig. Hvis ikke, går du videre til en anden. Du skylder ikke terapeuten noget (medmindre du har booket en aftale, så skal du selvfølgelig aflyse i god tid – gør det på mail eller sms, hvis du ikke har lyst til at tale med terapeuten).
5. Når du kommer til en aftale med en terapeut, og det gælder både individuel, par og familieterapi, så behøver du ikke forberede dig. Du behøver ikke tænke over hvad du skal sige eller hvordan du skal forklare ting. Det finder du ud af sammen med terapeuten. Vi terapeuter er uddannede i at finde ind til udfordringerne på en nænsom, rolig måde uden stress eller pres.
6. Det kan være fristende, hvis man har haft en god oplevelse hos en terapeut at dele sin oplevelse med verden. Men vær selektiv! Det er ikke alle der er klar selv til at høre om det og så kan du risikere at få spoleret din egen gode fornemmelse
7. Det tager tid at mærke helt inde at det er ok at fejle og føle. Giv dig selv tid, plads og omsorg. Undersøg hvad nærer dig og få mere af det. Vær opmærksom på at undersøge/finde oplevelser/ting som du kan give dig selv helt uafhængig af andre. Du skal give/gøre for dig selv.

Mennesker er vi alle sammen. Fejl har vi også alle sammen. Heldigvis, for hvis vi tør åbne op, ser vi at vi alle er i samme båd – og så er det lettere at være kærlige overfor os selv og hinanden.