Vi har alle sammen en mavefornemmelse.

Men den bliver fortrængt og glemt hvis vores forældre hele tiden har travlt med at fortælle os hvordan vi skal være. Hvad vi bør mærke, tænke, føle.

Så vokser vi op og kan slet ikke mærke os selv, men styrer kun efter ydre anvisninger.

Så bliver vi apatisk initiativløse eller vrede oprørere. Fordi vi enten giver helt op og bare retter ind eller ubevidst reagerer imod at blive kontrolleret, men ikke selv ved hvad jeg vil.

Vores integritet og ansvar over for os selv bliver tilsidesat til fordel for oversamarbejde.

Det er vigtigt at kunne samarbejde med resten af verden – og faktisk også en livsbetingelse for at fungere godt fordi samhørighed er en grundpille i vores eksistens.

Men børn der ikke får lov at have sin integritet, men udelukkende forventes at leve op til forældrenes krav og forventninger om hvordan de bør være, larmer og er umulige.

De larmer og er umulige fordi det er den bedste måde de kan råbe op på. Råbe op om at det her, det duer ikke.

For selvet og kroppen vil altid reagere, selvom vi har puttet strenge ordensregler ned over.

Så de vil lave ballade, snyde, lyve, omgå regler og helt bogstavelig talt larme fordi der er noget der går deres mavefornemmelse imod.

Her er det så vigtigt at vi forældre øver os i at skelne.

Skelne mellem

1. Hvornår er mit barn blot irriteret over ikke at måtte få det barnet vil have, men kommer sig uden mentale sår?

2. Hvornår overskrider jeg som forældre grænsen og krænker barnets integritet?

Det er da svært – enig!

Så vi må øve os og tale med andre voksne om regler, grænser, mavefornemmelse og integritet – og mest af alt: Mærke efter indeni

Det sværeste er nok at mange voksne selv er vokset op med at deres mavefornemmelse er blevet underkendt, så det eneste de selv kender til, er ydrestyring og regler i hobetal.

Det gælder for både børn og voksne at når vi går for meget på kompromis og helt negligerer os selv, går det galt. Men kroppen ved det at den er gal og protesterer.

Kroppen giver os signaler, ofte store vink med kæmpe vognstænger om at vi skal gøre noget andet.

Den fortæller os at vi bruger for meget energi på at gøre andre tilpasse. Vi bliver stressede og trætte i forsøg på at blive gode nok i forhold til andres krav. Vi lever i kampberedskab konstant fordi vi hele tiden skal have antennerne ude ved andre. Det gider kroppen ikke for der er ikke sabeltigere konstant om hvert gadehjørne.

Så den siger fra. Bogstaveligt talt. Med udmattedhed, ked-af-det-hed, udbrændthed som kan manifestere sig i både psykiske og fysiske symptomer.

Så har du et barn der larmer og føler du dig magtesløs fordi alle de regler du implementerer, ikke virker, så tænker jeg du kunne prøve at gå en anden vej:

1. Lyt til dit barn – hvad er det barnet fortæller?

2. Vær nysgerrig på dit barn – hvad er det han gerne vil?

3. Kan du give ham lidt af det han gerne vil?

4. Kan du evt. droppe nogle regler for det er hårdt for børn at skulle følge mange regler fordi deres hjerner ikke kan overskue det

5. Kan du genkende noget af det i dig selv?

Denne samtale beskrevet ovenfor bliver et kunststykke i at balancere integritet og samarbejde i barnet og i dig – og mellem jer. Det er ikke bare lige noget man sætter sig ned og gør – især ikke hvis man selv har overridet sin mavefornemmelse i 30+ år. Men jeg lover det er givende at give det et par skud

Ellers kan man også kontakte en familierådgiver som mig