De landede i et lille parcelhusområde i Esbjerg d. 16 om morgenen og Clara foretog de sidste forberedelser hvad angik familien Borg. Pludselig ændrede Claras kvast farve og blev blå. Men kvast skinnede ikke regelmæssigt, men flakkede i styrke op og ned.

”Hmmm” Claras mærkede på sin kvast, som kunne hun føle styrken i skinnet fra den. ”Det ser ud til vi lige må bytte om på vores to Esbjerg sager. Tilbage i kanen med dig Charlotte, vi skal ud til sygehuset i Grindsted” Clara satte sig tilbage i kanen og satte rensdyrene i gang.

”Jeg håber at du fortæller mig om den anden sag inden vi når frem” Charlotte var udmærket klar over at hun var på en need-to-know basis på denne tur og gjorde sig ingen forhåbninger om at Clara ville overforklare sine sager.

”Nåh ja” Clara så lidt fraværende ud ”denne sag er lidt kompliceret, så vi skal træde virkelig varsomt her. Gerda er 81 og ligger på hospitalet. Hun brækkede armen for nogle måneder siden og det er gået ned af bakke siden da. Inden hun brækkede armen, kunne Gerda sagtens klare sig selv og var et aktivt glad menneske, men da hun pludselig fandt sig selv afhængig af sønnen Allans hjælp og andre omkring hende, faldt livsgnisten. Hun fik flere og flere små sygdomme, lidt influenza, lidt lungebetændelse, infektion i et sår der ikke ville hele og siden november har hun været indlagt. Lægerne tror ikke på hun kommer hjem igen, men sønnen nægter at give op…eller acceptere at hans mor måske ikke har kræfterne eller lysten til at leve længere”

”Så den blå farve er ?” Charlotte kendte nok godt svaret men synes det var en meget skræmmende farve.

”Livsgnisten. Balancen mellem liv og død. Den flakker når vi ikke kan få lov at være der hvor vi har brug for at være. Død betyder ikke nødvendigvis noget skidt for os nisser som der gør for jer mennesker. For os er balancen vigtigere. Hvis et menneske vil have det bedre på den anden side, skal vi ikke livsforlænge eller udsætte det uundgåelige med piller og maskiner”

”Men man har jo hørt om folk der pludselig vågner op efter flere år i koma. Tænk hvis man bare slukkede for dem uden at bevare håbet” Charlotte synes det var noget pjat at nisserne ikke gjorde hvad de kunne for at redde menneskelig

”Ja, det sker – men for dem gælder jo så at deres blå lys ville have skinnet regelmæssigt hele tiden, så vi vidste at vi bare skulle lade dem ligge og eventuelt støtte familien med håb og trøst.”

Clara kiggede lige ind i Charlottes øjne ”Vi nisser går 100% ind for håb – håb er hvad alle rejsenisser lever af. Det er dét der får os op om morgenen”

Charlotte tænkte at hun var glad for sit arbejde og at hun ikke var rejsenisse. Det lød virkelig kompliceret at skulle håndtere de sager.

Clara rettede sig op – de nærmede sig Grindsted. ”Når vi kommer til hospitalet, skal du huske du er usynlig. Du fylder jo stadig så du skal være opmærksom på at du ikke støder ind i folk, så bliver de jo forskrækket over hvad der ramte dem når de ikke kan se dig”

”ENDELIG lidt nissemagi” jublede Charlotte. Det havde været småt med det de sidste uger – ikke meget trylleri over dagligdagen i nisseland, bare hårdt arbejde.

”Men øh, jeg er da vist rimelig synlig lige nu?” Charlotte blev bekymret for at Clara havde glemt Harry Potter kappen eller hvordan det nu skulle foregår.

”Ja, men du skal tage denne pille. Den smelter på tungen og lidt efter lidt bliver du mere og mere usynlig og til sidst er vi klar til at gå ind på hospitalet. Du skal blive i skjul indtil da for du kan forestille dig hvordan folk ville reagere hvis de så et halvt menneske. Det samme gælder når pillen holder op med at virke efter 48 timer. Så skal du huske at være i skjul igen tirsdag eftermiddag”

”Kan jeg ikke bare tage to nu og så virker de i 4 dage”

”Nej, du skal ud af magien helt før du kan tage en ny pille. Sikkerhedsanordning fra Klaus”

’Kedelig Klaus’ skulle han hedde i stedet for Santa Klaus mukkede Charlotte.

Clara gav Charlotte en meget rød pille og lige et kort øjeblik overvejede Charlotte om det mon var gift, så de slap af med hende og dumpede hende udenfor Grindsted sygehus. Så skammede hun over at have mistro til mennesker, øh nisser, som hele tiden havde været gode mod hende og tog pillen i munden. Pillen smagte af jordbær og kanel og jul og sommer og spænding og lykke på en og samme tid. Det sitrede i Charlottes krop på en måde som gav et rush af energi. De stod bag parkeringspladsen ved Grindsted Å i ly af træerne, så ingen så hvordan Charlottes krop bid for bid forsvandt ud af syne. ”Det er helt skørt: Jeg kan ikke se min krop længere, men jeg kan mærke hvor den er” Charlotte var dybt fascineret.

”Ja, det er meget praktisk så du ved hvor du selv er og dermed ikke støder ind i noget eller nogen især” Clara rørte ved hendes arm:

”Husk nu at du ikke må blande dig med mindre jeg beder dig om det. Husk din personsøger. Og husk at vi nisser kun kan hjælpe en helbredelse på vej. Vi kan ikke og skal ikke kurere nogen. Vi kan ikke ændre på liv eller død”

Charlotte nikkede. Hun skulle sørmer nok forholde sig helt i ro.

Clara svingede sig rundt og væk var hun…og så alligevel ikke. Det var som om Charlotte kunne skimte et omrids af hende ”Jeg kan stadig se dig” sagde Charlotte lidt uroligt.

”Ja, vi kan se hinanden. Det er meget praktisk ik’? Skal vi gå ind?”

Og så gik de ind på Grindsted sygehus.