Gruppen gjorde lidt forskelligt alt efter hvad de hver især havde brug for: Nogle dansede, nogle blev bare siddende, nogle gik for sig selv. Jeg blev siddende og kunne nyde de smilende ansigter på dem der valsede rundt. Jeg havde slet ikke lyst til at danse selv, men blev glad ved synet af de andre. Jeg kunne mærke at min krop sagde ”ellers tak” og det var endnu mere afslappende bare at lytte og følge det min krop havde brug for. Det er langt fra noget der sker tit for mig

Vi har brug for mere tid med os selv og tid med hinanden.

”Tid siger du – jeg har ikke bestilt andet det sidste år pga., corona. Jeg har siddet og kedet mig og været alene og ikke måttet noget”

Men jeg taler om rar tid. Tid vi selv vælger hvad vi vil bruge til.

Tid hvor vi er langsomme og ikke skal noget – ikke fordi vi er i lockdown, men fordi vi vælger det til. Tiden hvor vi er helt nede i tempo og når at mærke at vores krop siger ”ah, tak”

For mig går det i hvert fald ofte den anden vej: Min dag er fyldt med to-dos og ting jeg bør/skal/må ordne. Først når disse ting er gjort må jeg slappe af. Så jeg moser rundt for at nå mine ”pligter” så hurtigt som muligt så jeg når hen til ”slappe af” så hurtigt som muligt

Der er nok ingen der falder ned af stolen af overraskelse når jeg fortæller at der oftest sker tre ting:

1. Jeg ”pligter” mere end godt er. Jeg presser min krop og mit sind mere end godt er. Jeg nyder overhovedet ikke de ting jeg laver, men skal bare have dem overstået.

2. Når jeg så har tjekket alle mine to-do ting af, er der nogle gange ikke mere tid tilbage og jeg går stresset i seng. Eller jeg har tid, men kan slet ikke finde ro til afslapning fordi mit system har været kørt op i lang tid

3. Jeg er sur og stresset imens – og tit også bagefter – hvilket betyder at jeg skælder mig selv og mine omgivelser ud.

Jeg ved det godt. Jeg tror vi alle ved det. Alligevel falder vi i igen og igen

Ligesom at vi alle ved at penge og statussymboler ikke gør os lykkelige – at relationer og nærvær gør os glade og sunde. Alligevel render vi rundt for at tjene penge og opretholde den pæne facade, hvad enten det så drejer sig om den rigtige speltgrød eller den rigtige postnummeradresse.

Jeg er bare et menneske og jeg øver mig i at tilgive mig selv for at falde i og ikke bare skælde mig selv ud igen for at fejle.

Jeg øver mig i at mærke hvornår nok er nok: Der hvor vi pludselig opdager at vi stresser og løber stærkere og stærkere – at stoppe op der og bevidst sænke tempoet og trække vejret helt ned i maven.

Vi skal ikke holde op med at gå på arbejde og få ting fra hånden, men vi skal give os selv lov til at mærke at nu er der brug for at sidde ned og glo lige ind i væggen.

Jeg har selv et ønske om at komme på cafe, i biografen, til fodboldkamp og feste med venner. Men jeg har også erfaret at denne lockdown har åbnet øjnene for at jeg virkelig også har brug for ikke at skulle noget, ikke at skulle være noget for nogen, ikke skulle levere eller præstere eller leve op til nogens krav (især mine egne).

Jeg skal så absolut ud at danse igen, men jeg skal også sige ”nej tak” oftere. Til mig selv og andre.

Jeg ved godt hvornår jeg skal danse og hvornår jeg skal sidde – min krop fortæller mig det. Når jeg kan lægger det rationelle hoved lidt i baglommen, kan jeg fysisk mærke hvad jeg har brug for. Kunsten for mig består i at trodse angsten for ikke at slå til, at turde sige fra og bare slå måsen i sædet og være der for mig selv

Jo flere vi er som tør gå planken ud, jo lettere bliver det at sige højt og just do it.

Som Kevin Bacon siger det (eller Det Gamle Testamente):

Alting har en tid

Alting har en tid,

for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø.

En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le.

En tid til at holde klage, en tid til at danse.

En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.

En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.

En tid til at opsøge, en tid til at miste.

En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.

En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.

En tid til at tie, en tid til at tale.

En tid til at elske, en tid til at hade.

En tid til krig, en tid til fred.