Den ældre kvindelige jogger gav mig et skub da hun løb forbi mig. Jeg blev så overrasket at jeg bare sagde ”hov”. Joggeren vrissede. ”Ja, det var du selv ude om – I fylder jo hele stien”
Jeg var stadig noget forbløffet og kunne blot svare ”Joh, men kunne du ikke bruge ord i stedet?”
Jeg var i skoven hvor jeg fulgtes med en anden hundeejer. Vi gik på stien og har da nok fyldt en del da jeg ikke kender hende godt og vi gik derfor med afstand. Nu er der vist ingen regel om at hundeluftere skal vige for joggere – eller omvendt – og jeg synes normalt godt vi brugere af skoven kan få det til at fungere, men joggeren synes åbenbart vi var irriterende og jeg skulle derfor have et puf.
Jeg er ganske ok med andre kan synes jeg er irriterende. Det sker for selv den bedste, men jeg foretrækker så absolut at folk bruger ord og ikke krop til at udtrykke det. Det gælder både børn og voksne.
Det er en mangelvare – dét at bruge ord, og dem af den konstruktive slags.
Dem hvor man udtrykker det man føler på en ordentlig måde.
Jeg tror det er fordi vi ikke får øvet os helt fra barnsben. Vi får ikke øvet os på at udtrykke vores følelser med ord. For når vi vokser op, får vi nok mere besked om hvordan vi skal tale end vi egentlig får lov at øve os.
Når vi som små bliver vrede, frustrerede, sure, kede af det eller gale, får vi med det samme at vide fra velmenende forældre at sådan taler ”man” ikke (hvorefter ”man” selv vrisser af sin partner ti sekunder efter). Når jeg taber sutten og bliver skide gal over det fordi jeg kun er 2 år, så bliver jeg med det samme lukket ned fordi sådan ”vil vi ikke have lille bebs opfører sig”. Man bliver skældt ud eller sendt ind på sit værelse eller straffet. Fordi man prøver at udtrykke at man er virkelig gal over noget.
Vi må ikke være vrede eller kede af det. Vi må ikke udtrykke det med hverken ord eller krop. Og hvis vi prøver, bliver vi sat på plads fordi det ofte bliver på den mest uhensigtsmæssige måde: Ved at slå, sparke eller, som min jogger, ved at skubbe. Fordi vi sjældent får lov at lære andet.
Så vokser vi op med al vreden og ked-af-det-heden pakket væk i skammens rygsæk og da kommer det jo ud på de mest skøre tidspunkter fordi vi simpelthen ikke kan holde indestængte, undertrykte følelser indespærret. Ud kommer de, hvad enten vi vil det eller ej.
Vi vokser også op og bliver bange for vreden, for gråden, for frustrationer og raseriet – og vupti, så prakker vi den på til en generation mere når vi får børn.
Vi kan hjælpe vores børn (og os selv) ved at rumme dem (og os selv) når de bliver frustrerede, kede af det eller gale. Vi kan hjælpe dem (og os selv) roligt ved at sætte ord på følelserne hvis de ikke selv kan. Selv helt små børn kan bruge det selv hvis de ikke har ord endnu.
Personligt er jeg ikke bange for vrede eller ked-af-det-hed, men jeg har som andre ikke lært at udtrykke den. Så jeg øver mig. Men mest af alt prøver jeg at hjælpe mine børn med at øve sig. Jeg trækker vejret utrolig dybt midt i orkanens øje og prøver at hjælpe dem med at sætte ord på i stedet for at bruge kroppen eller de grimmeste ord rettet mod andre (som vi jo altid fortryder bagefter).
Nogle gange taber mor også sutten og siger ”nu gider jeg kraftpetervælteme ikke høre på dig mere når du ikke kan tale ordentligt” til mine teenagebørn. Da de var små fik de mere ”alderssvarende” skæld ud når jeg ikke kunne rumme mere og ikke kunne finde ud af at trække mig fra situationen.
Men nogle gange lykkedes det mig sgu! Nogle gange lykkes det mig at hjælpe dem med at sætte ord på noget mega frustrerende som de er skide gale over – og PUF så fiser luften ud af vredens ballon og de bliver lettede indeni kan jeg se. Så gider jeg godt øve lidt mere.
Ord kan hele alle mennesker – lær dine børn (og dig selv) at kunne hele sig selv.