De fleste af os har brug for at lette vores hjerter indimellem.

Tale om noget der er svært og hårdt med en anden person.

Vi henvender os meget sjældent til den anden og starter med at sige:

”Hej, jeg har et problem jeg tumler med. Hvis jeg nu fortæller dig om det, vil du så give mig gode råd om hvordan jeg løser det?”

Alligevel er det ofte der vi ender.

Jeg betror mine kvaler til den anden og den anden løser mit problem – og så burde den potte jo være ude…

Men sådan fungerer det jo ikke vel?

Vi har virkelig sjældent brug for at nogle løser vores problem.

Vi har brug for at der bliver lyttet. Lyttet uden at det følges (eller afbrydes) af gode råd.

Vi har brug for en blød skulder og et varmt blik.

En anden person som bare sidder der ved siden af mig og har tid til at være med mig og for mig uden anden dagsorden.

Men det er svært for samfundet i dag er besat at løsninger, omstillingsparathed, quick fixes, midler og udveje på problemer.

Vi er virkelig dårlige til at være i det svære og bare sidde med den grimme følelse af ikke at slå til eller være så ked af et eller andet.

Men quick fixes eller gode velmente råd hjælper sjældent – ligesom de der 4 ugers kure på vandmelon og grønkål heller ikke holder ikke længden.

Vi skal igennem for at komme ud på den anden side. Vi kan ikke bare gå udenom, tage bagdøren eller springe henover med smarte løsningsorienterede løftestænger.

Vi må godt have det skidt og være kede af det. Vi må godt tale om det længe og inderligt – og få kram imens.

På den måde får vi selv bearbejdet smerten, sorgen og dermed problemet ved at sidde med det selv.

Nogle gange er det nok til at opløse problemet. Det er bare for sjældent at andre har tid til at vente på at det sker – også med børns dilemmaer.

Andre gange kommer der en mulig løsning (hvis sådan en skal findes) eller en beslutning om et valg der skal træffes, når vi får lov at sidde med det uden at det partout skal fixes og ud af verden lige nu og her.

Når vi selv sidder ved roret. Når vi selv kan styre vejen i vores tempo. Når nogen bare lytter. Så går det bedre.

Så føler vi os set og hørt og mødt på egne præmisser.

Og at føle sig set og hørt og mødt på egne præmisser er det vigtigste når man er ked af det.

Os, der modtager, skal øve os. Øve os i bare at sidde og lytte uden at fixe.

Det kan være virkelig svært for nogen. Hvis du slet ikke kan holde det ud, så skriv dine gode råd ned og brug dem selv.

Den med problemet har nemlig ikke brug for dine råd. Han/hun har brug for din opmærksomhed og din empati.

Så slå røven i sædet og ørerne ud