Min venindes søn er syg. Og der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Det er ret svært at håndtere synes jeg, men som jeg tænkte over i aftes: Ja, så er det jo unægtelig endnu sværere for min veninde.
Jeg har jo prøvet at komme med gode råd til 2nd opinions de kan opsøge, gode råd om sund kost og hvad jeg ellers har hørt og læst på mere eller mindre saglige medier.
Jeg har udtrykt at jeg rigtig gerne vil gøre noget for ham, være noget for ham, tale med ham, skrive til ham, købe slik til ham eller opbyggelige bøger. Hvortil min veninde, gudskelov, stille sagde: Tak Nicoline, men det tror jeg ikke han har brug for.
Så talte vi om hvad han havde brug for. Han har brug for sin mor og far, sin familie og sine venner.
Og så har han brug for at lægerne finder en løsning.
Ingen steder der indgår jeg. Og så alligevel: For jeg kan støtte min veninde (og hendes mand).
Det lyder bare ikke af så meget – jeg vil jo gerne gøre mere….ups…og så var det refleksionen dukkede op: Det der behov for at gøre noget – hvad bunder det i?
Bunder det i at jeg gerne vil gøre noget for ham for at lindre hans smerte?
Eller bunder det i at jeg har svært ved at rumme den følelse af magtesløshed der indfinder sig fordi jeg ikke kan gøre en hujende fis ved situationen?
Nok begge dele.
For jeg betragter mig selv som et ordentligt menneske som gerne vil hjælpe andre. Men jeg må også tilstå at jeg har møj svært ved at rumme magtesløsheden når den rammer mig lige i solar plexus. Så får jeg trangen til at fixe, løse, ordne så det hele bliver godt igen og jeg kan trække vejret frit.
Men når vi nu er helt ærlige, så hjælper mit fixeri jo ikke personen der faktisk lider. Det kan måske lindre en smule, men ofte er det altså drænende for modtageren at han/hun skal bruge energi og kræfter på at modtage velmente råd og hjemmelavet hønsekødssuppe.
Men vi er ofte for flinke til at sige fra. Ofte bruger vi meget tid på at modtage hjælp fra andre, selvom det egentlig ikke var det vi havde brug for. Fordi vi ikke vil såre følelserne hos den barmhjertige samaritaner. Fordi vi ikke vil fremstå som utaknemmelige skarn.
Jeg er glad for at min veninde følte hun kunne sige ”tak, men nej tak” til mig.
Jeg synes stadig det er en svær situation, men nu er jeg mere bevidst om at jeg skal værne om hendes energi. Hvad kan jeg bidrage med så hendes kræfter bruges der hvor de er mest nødvendige: På sin søn.
Jeg kan lytte og jeg kan give hende et kram. Det lyder måske ikke af så meget – men det er det vigtigste jeg kan gøre. Så det gjorde jeg.
